8. Oct 2010

Af Lise-Lotte Blom

Med begrebet Short Notice har man på Kunsthallen Brandts introduceret en årligt tilbagevendende udstillingstype. Pointen er at der vises andre institutioners udstillinger, som man finder interessante og som man med kort varsel kan overtage. Man undgår så den sædvanlige lange produktionstid og giver mulighed for at indgå i hurtige og mere spontane samarbejder. Det er vel ikke en usædvanlig samarbejdsform for en udstillingshal. Men det markante er at man gør det til en årligt tilbagevendende sag.

6 kvindelige samtidskunstnere + 2 danske kvindelige samtids-kunstnere
Dette års Short Notice har titlen Stir Heart og kommer fra Nasjonalmuseet i Oslo. Er der kurateret af Samtids-museets to kuratorer Andrea Kroksnes og Randi Godø. De to kuratorer har valgt at vise værker af seks yngre kvindelige kunstnere, der hver for sig har arbejdet fornyende med billedkunsten både indholds- og udtryksmæssigt. Det drejer sig om: Pipilotti Rist, Josephine Lyche, Nathalie Djurberg, Gerd Tinglum, Vanessa Baird og Vibeke Tandberg.
Udstillingens danske kurator Lene Burkard har valgt at supplere med to danske kvindelige kunstnere, der har sat deres markante præg på samtidskunstens udvikling: Ellen Hyllemose og Dorte Jelstrup. Et klogt valg. De to lyser op på udstillingen.

Debatskabende udstilling?
I den danske kunstmuseumsverden har der fundet mange konferencer, analyser og debatter sted om kvindelige kunstneres usynliggørelse set i forhold til de langt større indkøb af værker af mandlige kunstnere i løbet af de seneste 10 år. Det har i nogen grad rettet op denne problematik. Det er dog stadig vigtigt at skabe debat derom. Internationalt har den unge svenske kunstner Natalie Djurberg, f. 1978 markeret sig kraftigt over hele verden, efter at hun i 2009 vandt Sølvløven på Venezia Biennalen. Det samme er tilfældet med de øvrige kunstnere.

Natalie Djurberg
Natalie Djurberg er frem for alt kendt for sine korte animationsfilm for voksne. Hun er uddannet fra Konsthög-skolan i Malmö i 2002. Det var på akademiet i Malmö at hun for første gang stiftede bekendtskab med claymation (modellervoksfilm). Efterføl-gende har hun gjort animationsteknikken til sit speciale i en omfattende produktion af dukkefilm. Dukkefilmene er mildest talt kvalmende og skræmmende. Nogle vil uden tvivl finde dem fascinerende. De giver i hvert fald associationer til de dukke- og animationsfilm, der kendes fra børne-tv. Indholdsmæssigt udspiller relationerne mellem mennesker og dyr sig også som i børnefablerne. Græn-serne mellem de dyriske og menneskelige egenskaber minimeres hos begge arter. I Djurbergs univers er det dog udelukkende brutale og voldelige scener, der udspiller sig. Temaer som seksualitet, drifter og vold ligger implicit i temaerne. Betragteren bliver dog muligvis grebet af filmene på grund af den humor, de farver og den elektroniske musik, der ledsager de groteske scener. Djurberg bor og arbejder i Berlin samen med sin kæreste komponisten Hans Berg, der i øvrigt har skabt musikken til Djurbergs værker.

Ellen Hyllemose
Ellen Hyllemose, f. 1968 forholder sig konsekvent til rum og flade. Hun var blandt de allerførste i Danmark til at lade sine billeder gå ud fra væggen og bliver til en blanding af maleri og skulptur. Hun har ofte arbejdet med installationsværker, hvor hun inddrager dagligdags ting. Hun forener ofte det billedlige med en konkret, rumlig og stoflig dimension. Her på udstillingen ses en rød skulptur af lycra, skumgummi, træ og diverse materialer. Skulpturen er både kantet og organisk. Den ses i relation til rektangulære collage-agtige flader opsat på en nærstående vægflade. Hyldemose stiller spørgsmål til vor opfattelse af rum og flade i relation til omgivelserne. Senest har hun i 2009 skabt et farverigt oplevelsesrum ved ankomstarealet ved Ballerup Super Arena. Ballerup Super Arena huser koncerter og sportsbegivenheder og har Danmarks eneste indendørs cykelbane på 250 meter.

Dorte Jelstrup
Dorte Jelstrup, f. 1964 er den anden danske billedkunstner. Jelstrup udstiller en installation benævnt Sometime After (Connected and Apart) fra 2010. Der er anvendt forskellige materialer. Som titlen antyder peges der tilbage mod noget der engang har fundet sted, som et traume/et tab (ifølge kunstneren selv) Kunstneren siger videre: Det psykologiske rum, der aftegnes i installationen, er feminint og intimt konnoterende, men åbner sig med denne base ud mod generelle sonderinger af subjektivitet og tid. Jelstrup nævner at installationen også er en refleksion over modernismen.  Formelt er installationen at opfatte som en slags ”expanded painting”. Installationens delelementer samt dens opbygning tager (ifølge kunstneren) afsæt i maleriets klassiske distinktion mellem grund og figur i en overvejelse af maleriets tradition. Selve installationen består af en stor reollignende konstruktion i mørk mahogni, som formelt citerer den kvindelige Charlotte Periands reoler, og som ved dens fremtoning associerer et monumentalt mørke. Fra reolen” breder der sig sort uld omviklet med sort, flettet læder og guldkæder, der (ifølge kunstneren) associerer forbundethed, silkekvaster og kniplingsbroderier. På gulvet ses bl.a. et lavt bord af mørkt mahogni med små sort/hvide fotos af kunstneren selv, pen- og blæktegninger af en nøgen mand samt stoflige elementer.
Montager, papirarbejder og fotografier rummer ”grids” (gitter), der traditionelt associerer blokade og afstand. Endvidere er der mønstre og trekanter, som kunstneren hævder associerer åbning og femininitet. Guldkæder, der ses på de store montager, refererer til forbundethed (ifølge kunstnere). Alle nævnte arbejder recirkulerer former indhentet fra værker af de kvindelige modernister Stepanova, Popova (begge elever af supematisten K. Malevitj) og Sonia Delaunay. Formelt bindes vægge og gulv sammen af violet chiffon og sort tyl, der symbolsk associerer længsel og mørke. Hele installationen er gådefuld og fascinerende.

Artikel fra: Nr. 09 / 2010 – Okt. / nov.