Af Erik Meistrup
meistrup.erik@gmail.com
Installationen Sommerfugle-saksen har udgangspunkt i Maj-Britt Boas egen erindring fra barndommen og bliver en gendigtning af erkendelsen af, at også et barn må lære grænsen mellem ondt og godt.
Private ikoner
Der et tre rum til hovedudstillingen, og desuden er der et ekstra rum til en række andre fotografiske værker fra hendes hånd. Så meget bogstaveligt er det et retrospektivt syn, der bærer den samlede udstilling. Det første rum er haven stivet i beton med et skur og blomster – sommerfuglebuske – som nærmest uddøde væsener. Andet rum er en stor videoinstallation med ’barnet’ i en uskarp smalfilms gengivelse, hvor det drømmeagtigt bevæger sig rundt. Tredje rum er helt gult med en kæmpestor mekanisk sommerfugl hængende i loftet, som reagerer på, at man træder ind i rummet, hvorefter den begynder at bakse med vingene som for at komme væk.
Boa fortæller til museet, at hun opfatter dem som ”ordløse rum, hvor beskuerens egen erindring, sprog og tid udfordres”. Erindringer er udfordringer, fordi de – efter hendes opfattelse – er det, hun kalder ”ikoniserede selvbilleder”, hvilket må forstås således, at tiden har efterladt billeder i vores erindring, der er så stærke, at de har karakter af private ikoner som bliver ved med at styre vores opfattelse. Det er noget af det samme type opfattelse en forfatter som Klaus Rifbjerg har arbejdet med i sine bøger (især de tidligste). De har i hvert fald den overvældende karakter for Boa.
Den tabte uskyld
Hele udstillingen kredser om det tabte – Man hører et indre ekko af Giro413 og sange om barndommens land – og pigen i sommerkjolen er sikkert en genspejling af hende selv overført til ’datteren’, der skal lære, at man ikke klipper vingerne af en sommerfugl. Tabet af barndommen, tabet af uskyld, tabet af fantasiens magt, tabet af legen. Det er der alt sammen, mens kæmpesommerfuglen basker med vingerne for at komme væk fra menneskenes mangel på respekt for dens frihed. Sommerfuglen – vi erindrer igen Giro413 med Bjørn Tide-manns Lille sommerfugl – som symbol på noget smukt i sig selv og symbol på reproduktionens gåde, når den flyver fra blomst til blomst og bestøver. Vi ser forskelligt, og jeg gribes ikke af den postulerende ’gamle’ film med close up billeder og sløret handling. Stærkest står betonhaven og det gule rum med den mekaniske sommerfugl. Eksem-plerne på hendes fotokunst i det fjerde rum har rigtig gode eksempler på hendes eksistentialistiske evne til at se eller skabe den slags scener.
Randers Kunstmuseum
Stemannsgade 2, Randers
Frem til 26. juli
