Samlingen er blevet til gennem de sidste 40 år. Grundstenen er Pier Maria Andersens store begejstring for især den abstrakt ekspressive kunst. En uddannelse som kunsthistoriker og journalist og senere job på kunstmuseer og medier gjorde, at samlingen voksede i takt med en udvikling og viden inden for kunstens verden. Det tog fart med oprettelsen af galleri Arte, senere Arte Museum & Gallery.

I sine unge dage mødte Pier Maria Andersen den ny-ekspressionistiske kunstnersammenslutning Labyrint i Aarhus, der var eksperimenterende og undersøgende inden for kunstens verden. Derfor var det oplagt at knytte nogle af medlemmerne fra dengang til galleriet, bl.a. Finn Have, Tine Hind og Niels Frank. En anden maler, som satte sine spor, var Anita Houvenaeghel, som i 1991 udstillede kæmpestore vilde og ekspressive malerier på Herning Kunstmueum. Hun besøgte galleriet i opstarten, og hun har siden lavet en del fine store udstillinger på galleriet, så man gennem årene kunne følge hendes udvikling fra dengang hun boede i Troldemosen til hun senere flyttede til Søllerød på Sjælland.

Det var egentlig ikke meningen, det skulle være galleri. Da Pier Maria Andersens mor, Ruth Andersen, I 2007 fyldte 80 år blev hun fejret af sin datter med en stor retrospektiv udstilling, Lildstrand. Her kunne man følge hendes billedkunstneriske udvikling, hvor især billederne fra 1980’erne viste et højdepunkt i hendes karriere. Birte Ohsten havde omkring 1980 udstillet tre år i træk på samme tidspunkt, som Ruth Andersen gik gennem nåleøjet på de censurerede udstillinger på Tistrup sommerudstilling. Birte Ohsten fik straks lyst til at udstille i de ny-renoverede lyse rum ved havet, så hun blev den første, der udstillede på galleri Arte. I starten var de to mindre af rummene beregnet til museumsudstillinger, hvor kunstnerne udstillede i det største af rummene. Senere blev det sådan, at alle de tre rum skiftevis blev med rene museumsudstillinger med museets samling og indimellem med de kunstnere, som blev indbudt til at udstille i rummene. Gennem årene har omkring 50 kunstnere udstillet. Anerkendte kunstnere som Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen har udstillet på galleriet hvert år de sidste 6-7 år, og fordi Pontus Kjerrman er medlem af sammenslutningen Corner, har det ført til udstillinger af andre Corner-kunstnere, bl.a. Anita Viola Nielsen og Tong Wang. Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersens udstilling i juni mdr. forlænges ind i juli mdr., så man sammen med et udsnit af samlingen også kan se deres fabeldyr og kunstneriske keramik. Fremadrettet skal Arte Museum & Gallery ombygges, så de tre rum i stueplan udelukkende bliver galleri udstillinger, og hvor et øverste plan bliver forbeholdt museumsudstillinger. Til museet hører et formidlingsarbejde med artikler og bøger (Arte forlag), og fra næste år udstiller filminstruktør og fotograf Preben Lorentzen portrætter og landskaber. Han udstiller sammen med keramiker Marianne Steenholdt Bork, et samarbejde der antagelig også kan vise Preben Lorentzens evner som filmskaber.

I dag har tendensen med at være samler ændret sig. Hvor det i tidernes morgen var eliten, der havde råd til at samle kunstskatte, har det i dag spredt sig til også at være andre samfundslag, der er samlere. Der er forskellige kategorier inden for det at være samler. For Arte Museum er tendensen af kunsthistorisk interesse, og vinklen på samlingen er den abstrakt-ekspressive kunst. Noget andet interessant er, at man i dag er begyndt at udstille samleres værker på kunstmuseer. Det betyder, at ikke blot kunstnerne, men også samlerne bliver fremhævet på højborgene.
Arte Museum & Gallery
Krinkelkrogen 20, Lildstrand, 7741 Frøstrup
Frem til 23. juli
