Gitte Mørk udforsker form og flade i Hidden Matter. Foto: Inge Schjødt.

REFINE udstillingen – en oase i verden

Af Inge Schjødt - 24. Jul 2022

Udstillingen REFINE byder ind til fordybelse og forløser det monumentale rum i Gjethuset i Frederiksværk

Det er en meget vellykket udstilling under titlen REFINE, som seks udvalgte kunstnere viser i Gjethuset i Frederiksværk.

Bygningens monumentale rum med de bastante, gråpudsede vægge, høje vinduer, dybe vinduesnicher og betongulv kræver modspil, og det er præcis, hvad de seks kunstnere leverer på fornem vis med deres enkle, abstrakte og nonfigurative formater i en afstemt farvepalet. Astrid Espenhain viser tekstil, foto og video, Bjørn Colstrup viser maleri og skulptur, Christine Lyhne 3D-collager i papir, Gitte Mørk maleri, Henriette Dan Bonde foto, og Janne Mikkelsen markerer sig ligeledes med tekstil.

Colour Garden

Der er på én gang en rolig samhørighed, og livfuld variation i kunstnernes bidrag, udvalgt og kurateret af Gitte Mørk og Bjørn Colstrup.

Astrid Espenhain byder indenfor i et syret og festligt univers i værket Colour Garden, skabt som en mobile, hvor beskueren bevæger sig rundt mellem de roterende, abstrakt-organiske elementer. Her er syntetiske plastmaterialer, der reflekterer lyset, kombineret med stykker af mønstrede genbrugsbluser, nylonstrømper, skum og organza, syet op i hånden og iscenesat i dynamisk harmoni, som i en farverig have.

Kunstnerens fotos står stærkt, nærmest som undervandsfotografier, og video mestrer hun også i det abstrakte rum.

Astrid Espenhain – Colour Garden. Foto: Inge Schjødt.

Christine Lyhne skaber sine objekter ved at komponere cirkulære skiver af origamipapir, syet sammen på symaskine. På udstillingen her får kunstneren særligt fine resultater i en bagbelyst komposition, og i to store gobeliner af papir.

Sans for proportioner

Et arkitektonisk ankerpunkt midt i det højloftede rum, er Janne Mikkelsens transparente, tekstile installation, som hænger frit, nærmest svævende fra gulv til loft, der, hvor lyset elsker at danse.
Værket består af lodrette, lette stofbaner, sammensat af punktsyede felter i vekslende versioner af gult, grønt og violet. Ved at kombinere materialer med forskellige tæthed og påføre et skær af malede strukturer skabes et sammenhængende, rumligt udtryk. Placeringen midt i rummet giver hele udstillingen krop.

Janne Mikkelsens tekstile værk i centrum af udstillingen REFINE. Foto: Inge Schjødt.

Ej verden larmer mer’

Henriette Dan Bonde fotograferer elementer i byen, og overfører essensen til overflader af børstet metal, der giver et delikat, nærmest velouragtigt udtryk. Motiverne på udstillingen er hentet fra tre af hendes serier – Metropolitan Fragments, Exploring Solitude og Behind Consealments.

På to store stofbaner skaber byens lyspunkter bevægelse, mens fotostaterne sænker pulsen hos beskueren. Motivernes enkelhed og størrelse skaber en rolig atmosfære, hvor noget nok alligevel dølger sig i de dunkle udkanter, bag facaderne og de foldede gardiner. Værkerne fastholder opmærksomheden ved den tavse fordybelse, de inviterer til. Det er elegant gjort.

T.H. ses Henriette Dan Bonde – Metropolitan Fragments på tekstil. Foto: Inge Schjødt.

Ulmende overflader og åbne rum

Gitte Mørk bygger selv sine billedrammer, limbehandler sejldugens overflade og blander selv sine farver for at fremkalde den ulmende dybdevirkning, hun ønsker i sine malede abstraktioner.

Motiverne i hendes tre billedserier er destillater af en fortløbende proces. I Twisted Matter danner krøllede tekstiler udgangspunkt for foto- og skitseproces. I Fractured Matter zoomes der helt ind i tekstilernes cirkelmønster, før den abstraherende udvælgelse og kompositionen af motiverne overføres til det to-dimensionelle lærred.

Senest, i serien Hidden Matter, slippes formerne fri og fortsætter ud over kanterne, efter det indledningsvist kondenserende skitseforløb. Resultatet er fortryllende i sin enkelhed, ikke mindst i kraft af de sikre farvevalg undervejs.

Gitte Mørk – Fractured Matter. Foto: Inge Schjødt.

Hvor Gitte Mørk primært dyrker lærredernes overfladerum, bevæger Bjørn Colstrup sig omvendt noget længere i ind i billedernes dybdevirkninger med sine hard-edge, konstruktivistiske kompositioner, inspireret af Ellsworth Kelly og Frank Stella. I de monokrome flader, lige linjer og symmetriske former inviteres beskueren i perceptionen til selv at færdiggøre de åbne former. En stimulerende proces opstår der ved det.

Colstrup udfylder Gjethusets ene endevæg med seks store kompositioner, flankeret af spinkle, rumlige skulpturelle objekter, der går fornemt i dialog med malerierne.

Bjørn Colstrup, Colour Complex i Gjethuset. Foto Inge Schjødt.

Kuratoriske refleksioner

Gjethusets modtående endevæg skiller sig ud ved at være en antrasitgråsort fremskudt skærmvæg ind til et garderobeområde. Her har kuratorerne placeret eksempler på de seks kunstners udtryk i mindre skala, efter, forstår man nogen overvejelse.

– Måske skulle den venstre halvdel af væggen blot have stået blank og tom. Derved kunne den mørke baggrund danne en roligere afgrænsning for Espenhains Colour Garden. Men, man kender det fra arbejdet med ethvert billede og fra enhver have: der er gerne et lidt rodet område i selv den smukkeste oase.

– Den fragmenterede afslutning til trods, så er det en skøn vandring i en imponerende flot udstilling i Gjethuset. En meditativ vandring, der snildt kunne komme gæster på større museer som Heart i Herning og Kunsten i Aalborg til gode, hvor der er en passende majestætisk loftshøjde. Det tackler de seks kunstnere ganske udmærket.

REFINE udstillingen var hele køreturen værd, ca. 45 minutter fra hovedstaden, og får fem af seks store stjerner!

Gjethuset
Frederiksværk
Frem til 29. juli

REFINE – seks kunstnere i Gjethuset.
Kuratoriske overvejelser. Foto Inge Schjødt.
Kuratoriske overvejelser. Foto Inge Schjødt.