13. Mar 2017

Af Monica Ritterband
monica@ritterband.dk

Maleren Jens Ferdinand Willumsen, som blev 94 år, afleverede en lang porte følge af værker til eftertiden. Og museet i Frederikssund har med sikker hånd igennem årene fremvist spændende ophæng, og især skal bemærkes de medfølgende særdeles indholdsrige og velskrevne tekster, som har gjort det yderligere interessant at fordybe sig i Willumsens verden. Nu har museet kurateret end-nu en seværdig udstilling, nemlig "Skæve streger" som viser Willum-sens omfattende samling af grafiske arbejder. Raderinger, træsnit, litografier og plakater. En side af Wil-lumsen de færreste kender til. Han er jo aller mest berømt for sine store malerier med forkærlighed for de nøgne badende drengebørn i alskens slags fri leg. Når man har set de grafiske værkers djævelske tilsnit, så ser man med et nyt blik på hans ikoniske malede hovedværker som umiddelbart fortæller historien om harmoniske badende børn. Er der noget sort, skjult og fortrængt også her?

Når man møder Willumsens grafiske udtryk som spænder bredt fra bybilleder til portrætter til det erotiske møde, i krig og måske også i hvad der skal ligne kærlighed, så er det påfaldende at Willumsen vedblivende kredser omkring det absurde, det groteske, det uskønne. Som om han har åbnet op for en sprække i sit sind hvor rasende djævlesplinter suser mellem hinanden. Han viser en forvrænget og stærkt karikeret verden, udtrykt i en hurtig og heftig streg. Det kommer tydeligt frem i for eksempel værket "En sjæl". Et karikeret portræt. Værket er helt uden karikaturens velkendte humor. Viser hans i et fastfrossent glimt en side af sig selv?

Hans værker har mere end en enkelt bund, jo længere tid man betragter jo flere abrupte fortællinger fra den mareridtsagtige skuffe kan man finde, lag på lag. Idyl findes ingenvegne. Særlinge og dæmoni er et tilbagevendende motiv og det sorte og sære og utrygge er en gennemgående ledetråd. Det ses blandt andet i hans gengivelse af kærlighed. Hans markante og absurde kærlighedsmotiv "Kysset" , fremstår næsten skræmmende, hvor han viser to unge forelskede mennesker hvis munde flyder sammen i et stort grotesk grin.

Overraskende viser det sig at Willumsen vandt førsteprisen til Tuborgs plakatkonkurrence i anledning af bryggeriets 25 års jubilæum, foran den meget kendte "tørstige mand" udført af Hemmingsen. Uag-tet at Willumsen vandt blev hans forslag droppet. Og forklaringen er formentlig at Willumsens værker som en slags konstans stryger mod hårene. Willumsens version af den tørstige mand er et super nært portræt af en ung mand, der læner sit hoved tilbage for at indtage en slurk øl. Jeg stod længe og betragtede det, og jeg forstår egentlig godt at hans ellers vindende forslag ikke kom bredere ud. For lige bag den tilsyneladende tilforladelige overflade synes mig, at der anes noget diabolsk. Willumsen har rimeligvis haft alt for mange indre sorte skuffer til at begå sig i en bred, hurtigt, enkel og problemløs kommunikation.

Willumsens sort-hvide, monocrome grafiske verden viser endnu en side af Willumsens alsidige verden. Så hvis man vil have det endnu "darkere"’ så er der skæve steger i baner i Frederikssund.