Randers Kunstmuseum har også tilnavnet Sven Dalsgaard Samlingen, der markerer, at museet er indehaver af den største enkeltsamling (som man heldigt blev hjulpet til af Ibsen Samlingen i Hobro, der med fremsyn havde opkøbt mange og betydelige værker – og som ved en handel overgik til Randers Kunstmuseum). Det drejer sig også om, at Sven Dalsgaard og Randers er uløseligt forbundet på en måde som ikke mange byer.
Sven Dalsgaard fylder utrolig meget både i kunst og forståelse af noget særligt ved Randers. Dette noget særligt gælder også for en række andre kunstnere som Per Neble, J.V. Martin, Eugène de Sala, osv. Det noget særligt handler også om en tid, hvor købstaden Randers var præget af solid borgerlighed og en stor arbejderklasse, hvis fællestræk delvis var en afstandtagen for dét, som var nyt og anderledes – ikke mindst kunstnerisk.
”Mit liv er min kunst og kunsten er er mit liv!”
Sven Dalsgaard blev født 1914 og døde som 84-årig i 1999 – altså for 22 år siden. Det har de afgørende kulturinstitutioner valgt at fejre sammen. Teatret har sat et stykke op, der fortjent har modtaget overvældende positive anmeldelser, og som fra sygesengen kort før døden trækker tråde til hans liv og ikke mindst hans kunstneriske virke. Man præsenteres for en række centrale temaer i hans kunst som byen og ’øjnene’, der altid ser (men som én af sidste replikker er ”Se dog verden med mine øjne”), optagetheden af den særlige blå farve, ’stedet’, der er fysisk og mentalt og et skæringspunkt i livet, ’nøglen’, der låser op for kunsten og lukker for livet og ikke mindst ’tvillingen’, der er helt central i stykket som hans alter ego eller som hans skygge i livet (som et HC Andersen-eventyr, når han udtrykker: ”Jeg er mit eget spejlbillede”). Stykket viser også et vigtigt element og tema, ’gaven’, ikke mindst den gave, som skulpturen ”Pigen i Åen” var fra hans side i 1952, men som både blev forkastet, forhånet og endelig vandaliseret, fordi den krænkede den gode offentlige smag, hvilket førte til endnu et betydningsfuldt tema, nemlig ’korsfæstelsen’ af Kristus fra Randers alias Sven Dalsgaard selv.
Man slipper aldrig af med Sven!
Claus Ørsted i Cykelbørsen havde også skabt en mindeudstilling. Det var Ørsted, der i 2014 havde genskabt ”Randers Pigen” (Kunstavisen 07/14, min anmeldelse) kun for at opleve, at den igen blev nedtaget og lagt på køl. Sven Dalsgaard har været selve omdrejningspunktet for Claus Ørsteds kunstneriske forståelse, og som han siger: ”Man hænger på ham for altid”. Hvilket jeg kan skrive under på. Han går ikke af mode, snarere tværtimod.
Janushovedet
I 1989 fejrede Randers Kunstmuseum Dalsgaards 75 års dag med et lille hæfte på 60 sider. ”I Tvillingens Tegn”, hvor Hans Edvard Nørregaard-Nielsen under titlen ”SituaSDtion” skrev om sit personlige forhold til Sven, som han havde kendt siden 1975. Han beskriver Sven på denne måde: ”Som så mange andre sensible folk kan Dalsgaard forekomme forbeholden, men bagved gemmer der sig en tvilling, to mennesker, der må se at komme tilrette i en krop og som med afart af et Janushoved både ser frem og tilbage… Dalsgaard har skånselsløst gravet sig selv ud og stump for stump bragt resultatet på udstilling”.
Hudløs ærlighed
Museet har skabt udstillingen ”Efterskrift” om den sidste tid i hans liv med fokus på hans selvudråbte død, der startede i 1970, da han erklærede sig kunstnerisk død og udstille sit gravmæle på Charlottenborg. Derefter begyndte han at skrive både dagbøger og digte. Han udvidede sit billedsprogs muligheder ved at inddrage hverdagsting, ready mades, meget personlige objekter (som et håndklæde fra sygehuset) og fotos. Sven Dalsgaards breve fra Randers Centralsygehus viser, at selv når han ligger alvorlig syg, bliver han bare ved og ved med at producere billeder og ord om historien om sig selv. Mennesket Dalsgaard er forsvundet ind i figuren kunstneren som en ægte dadaist. Tilbage i 2012 formulerede Finn Terman Frederiksen (tidligere direktør for museet): ”Dalsgaard var så at sige den fødte dadaist, men der skulle gå næsten 50 år før han selv blev klar over det! Med årene udviklede han sig til gengæld til en rigtig hard-core dadaist, der … ydede sit personlig bidrag til den selvmodsigende påstand (Tzaras), at sande dadaister er imod dada”. Han blev den multikunstner for stor til Randers, men alligevel stavnsbundet, og som Lise Jespersen, direktør for museet, påpeger, så sivede hans kunst lige så stille ud i de private hjem.
Et levende kunstværk
Han blev, som han selv sagde, et levende kunstværk, hvor han hudløst ærligt peger indad og fortæller om sygdom, angsten, Gud og tabet af tro, smertehelvedet, længsel efter kærlighed, poesiens kraft, at være dobbeltkønnet (biseksualitet) og ensomheden. Men han gør det også med en troldsplint i øjet, der får hans værker til fortsat at være utroligt moderne. Han er forblevet i sin egen boldgade som en af de allerstørste kunstnere, det 20. århundrede har fostret og så i lille ’bornerte’ Randers.
Randers Kunstmuseum
Stenmannsgade 2, Randers
Frem til 14. november
