Paul Beckett - Pingvinreligion. Olie på lærred. Foto: Bent Jakobsen

Poul Beckett – fast samling på Kirsten Kjærs Museum

Af Grethe Hagensen - 29. Aug 2026

Kirsten Kjærs Museum i Thy har for 4 – 5 måneder siden fået ny leder. Det er Susan Hinnum, tidligere kunstfaglig leder på Kunsthøjskolen på Ærø, som fremover skal sætte sit præg på det eneste museum i Danmark dedikeret til en kvindelig billedkunstner.
Og der er allerede sket mærkbare forandringer!

Museet rummer nu to stationære udstillinger, nemlig udstillingen om portrætmaleren eller ”menneskemaleren” Kirsten Kjær (1893 – 1985) og et bredt udvalg af værker skabt af maleren Paul Beckett (1922 – 1994).

Paul Beckett (1922 – 1994) er ikke så kendt i Danmark, da han sjældent udstillede her. Han levede og malede det meste af sit liv i Andalusien, men besøgte årligt Danmark.

I 1950 erne og 1960 erne var han en del af festmiljøet i København, hvor han bl.a. hang ud med Kirsten Kjær på Café Skindbuksen, men nu kan en stor del af hans mange tegninger og akvareller ses som en fast samling på Kirsten Kjærs Museum, hvor de har fået egne udstillingslokaler.

Paul Beckett – Drømmen i kroppen. Olie på lærred. 182 x 100 cm. Foto: Bent Jakobsen

Andalusien

Paul Beckett, f. Elsass , hvis slægt stammer fra Skotland, fik sin uddannelse på Bizzie Høyers tegneskole og på Kunstakademiets malerskole under professorerne Aksel Jørgensen og Kræsten Iversen. I 1950 erne havde han atelier på Frederiksberg, hvor bl.a. Wilhelm Freddie og Jørn Larsen kom. Han giftede sig med Birte ( f. Nielsen i 1929 i Valparaiso i Chile) og tog derefter navnet Beckett.
Birte (som i Spanien kaldes Beatrice) og Paul Beckett rejste utroligt meget i hele Middelhavsområdet, Island, Skotland, Bali, Madagascar, Mexico, Chile, Peru og flere andre lande. I 1962 slog de sig ned i Sydspanien, købte en lille bil og kørte rundt i landet, inden de for alvor fandt stedet, hvor de ville være i Mojácar i en gammel oliemølle, som de gjorde beboelig. Og her blev de!

Paul Beckett – Brigitta. Olie på lærred. 70 x 95 cm. Foto: Bent Jakobsen

Talentfuld portrætmaler

Paul Beckett var en talentfuld portræt – og landskabsmaler som solgte godt på sine rejser rundt i verden. Han udstillede sjældent, mens han levede, men har efterladt sig en stor produktion af især tegninger og akvareller – mange fyldt med humor og menneskekundskab. Især hustruen har han skildret igen og igen, ligesom han også malede mange selvportrætter. Hertil kommer talrige dyrestudier fra især tyrefægtning, og en udstilling med disse er under planlægning i 2027. Nu har en del af portrætterne fundet deres endelige plads i Kirsten Kjærs Museum, og her passer de fint ind.

Beatrice Beckett har efter Pauls død udgivet flere bøger med sin mands tegninger.

Beckett – Fonden

Ægteskabet mellem Beatrice og Paul var barnløst, og med deres store interesse for kunst og kultur og de betydelige midler i form af aktier i Sophus Berendsen, som Paul havde arvet efter sine forældre, besluttede de den 26. juni 1989 at stifte Beckett – Fonden for på denne måde at yde støtte til kunst og kultur, lægevidenskab og naturbeskyttelse. I 1992 åbnede refugiet Fundacion Valparaiso i den ombyggede gamle olivenmølle – et vidunderligt sted for udøvende kunstnere fra hele verden.

Kirsten Kjærs Museum
Langvadvej 64, Frøstrup
Permanent udstilling

Artikel fra: Nr. 07 / 2026 – August / September