Poetiske landskaber

23. Jun 2016

Af Mia Kobbernagel
mia.kobbernagel@gmail.com

Jeg har aldrig været i Cahor. Jeg har slet ikke været i Labastide-du-vert. Men Henri Martin (1860 – 1943) har fortalt mig om, hvordan dér er. På en kølig morgen før morgenduggen er brændt af. På tur mellem markerne i en flimrende varme, der får ting til at tage sig lidt utydelige ud på afstand. Eller i den hede eftermiddagssol at søge skyggen med en god ven og måske tage en kop af den gode vin. Nej, vinen er ikke med på billedet, men det er meget nemt at forestille sig den.
For det er jo det han kan! Som syttenårig startede han på Kunstaka-demiet i Toulouse og blev elev hos J.P. Laurens. Han lærte her at male i den tunge klassiske stil og modtog endda et legat på 1500 franc. Men allerede før akademiet havde Henri Martin set Monets billeder og blev grebet af udtryksformen. Vel at mærke før den blev en ’isme. De mørke dystre farver blev forladt til fordel for de lysere varme, ligesom maleteknikken finder nye spor. Han arbejdede intenst med pointillisme, som gør billederne så levende og som sammen med de varme farver giver dem deres milde udtryk. Overalt er der spor af mennesker og gør motiverne nærværende. Henri Martin var ikke selv foregangsmand i kunstverdenen, men selvom han havde en foretrukken teknik og udtryksform forsøgte han sig ad nye veje. Han tog det nye i tiden til sig og arbejdede det ind i sin egen form.

I sin egen tid var Henri Martin en meget populær kunstner, og hans arbejder havde allerede da kunstsamleres opmærksomhed. Han fik mange store bestillingsarbejder og udsmyk-ningsopgaver. I dag kan hans ud-smykninger ses på adskillige rådhuse i Paris, i Tours og i Toulouse samt på universitetet La Sorbonne i Paris. Også Palais l´Elysees har Henri Martin udsmykket.

Henri Martin hører ikke til de bedst kendte, men han hører absolut til de bedste af Frankrigs impressionister. Og som for flere af hans tids kunstnere er der nu en fornyet interesse i hans arbejde og betydning for fransk kunsthistorie. Også på Nivaagaards Malerisamling. Her har man haft det store held, at ønsket om at præsentere kunstneren falder sammen med, at Musée de Cahors, der har en af de største samlinger af Henri Martin, skal renoveres, og man har således fået adgang til at vælge i deres samling til udstillingen.
Ps.: Man behøver ikke skære sit øre af for at være en god kunstner.

Nivaagaards Malerisamling
Gammel Strandvej 2, Nivå
Frem til 25. september
Artikel fra: Nr. 06 / 2016 – Juni / Aug.