22. Nov 2016

Af Leo Tandrup
gltandrup@gmail.com

Det slår én, hvor ramt vi trods vore forskelligheder alle er af tidsånden. Vi har svært ved at erkende håbløse forhold, måske især til knusende kvinder, der betager os. Så kan en galskab sminke ”mødet om, til en suveræn fremtid”. Og hvordan kan man ikke våge ”over smerten min egen jalousi”, når man ser ”din elskers krop” i dit vindue, så ens ”helvedes hjerte … bare slår og slår, som uret i entreen, deler smerten op, og tæller ned”.

Og hvem har ikke følt den anden uden for ”rækkevidde”, skønt man gang på gang rækker ud efter hende, og ”jeg rækker så langt, at jeg ikke rækker”. Det er en smuk formulering, som der er mange af. Som i et digt, der handler om bare et solstrejf af en erindring om én, der som havet har fået jubel til at slå sammen over sit hoved ”i et rod af bobler og tang og hår”, men nu vist mest lever ”med stille sol, anonymt bag hækken, så vidt jeg ved”. En bitte ting, set på afstand, men uforglemmelig.
Og så lykkes det trods alt også godt i nærværet ind imellem, som i digtet ”Til dig”:

”varmer mine hænder
med en kop te

varmer min mave
med et æg

varmer dig
med begge dele”

I disse digte kan man varme sig med, at man ikke er alene med sine både frustrerende, blakkede, vemodige og heldigvis ikke fraværende ømme følelser i en verden, der har ramt mennesker så hårdt på selvværdet, at det kræver noget at sige fra over alt det grumme, som forfatteren, når det kommer til stykket, gør i sine digte, der varmt kan anbefales. Der er heldigvis ingen dansk ironi, men befriende meget selvironi.

Og så har han indlagt smukke billeder fra sin fotoserie ”Once there was a war”. Der er stadig krig, men kærligheden siger fra, selv om den er klemt. Den er måske ikke ægte uselvisk, som den Lasse spørger efter i et digt, men den er andet og mere end selvisk og som sådan ægte nok.