Pas de Deux Royale

18. Nov 2013

Af Erik Meistrup
meistrup.erik@gmail.com

Direktør Jens Erik Sørensen har sat alle sejl til i det sidste år, han styrer ARoS, og slutter af med noget, der skal ligne et publikumsscoop. Han har nemlig overtalt Dronning Margrethe og Prins Henrik til at mødes i en kunstnerisk dans med de forskellige typer af udfoldelser, de gennem årene har interesseret sig for og dyrket.
Dronning Margrethe er udstillingsmæssigt ikke et ubeskrevet blad. Hun har haft udstillinger i såvel Århus, på Arken og i f.eks. Italien. Prins Henrik træder derimod frem i fuld offentlighed for første gang. Udstillingen er lagt an som et møde mellem deres forskellige udtryk, og begge gav ved pressemødet udtryk for, at de havde været spændt på, hvordan det ville virke.

Uklart kunstsyn
Dronning Margrethe har gennem årene lagt øre til en hel del kritik for både at være en amatør, der gjorde sig til, og til at tage brødet ud ar munden på en gruppe danske kunsthåndværkere, når hun gratis lavede kirketekstiler/ messehagler.
En af de ting, der slår mig ved både Margrethe og Henriks arbejder, er måske, at de har, hvad man kunne kalde et lidt forældet/ tilbageskuende kunstsyn, hvilket nok også provokerer nogle. Men der er stor forskel på, hvordan de forvalter deres i øvrigt tydeligt betydelige kreative evner. Margrethe har prøvet kræfter med maleriet siden barnsben. Længe holdt hun sig meget traditionelt til en form for landsskabsmaleri, der var tidligt modernistisk. Siden slutningen af 1990´erne har hun kastet sig ud i flere eksperimenter med såvel motiver som farvevalg.  Hun har desuden arbejdet med teknikken découpager og med scenografi. Begge med godt ’håndelag’ og fine resultater til følge. Personligt synes jeg, vedrørende maleriet, hendes to serier: ”Landskaber til tabte sagn” fra 1970´erne (akvarel og blæk) og malerierne med de næsten minimalistiske og 2-farvede ”Fra de yderste fjelde” faktisk er lykkedes langt af vejen og er originale i deres motivbearbejdelse. Derimod er nogle af de seneste arbejder i min optik ikke originale nok, forlæggene skinner for tydeligt igennem, og det kommer til at hænge lidt postulatagtigt i luften og på væggen. Måske er det manglen på tid til at arbejde tingene i dybden, der mangler, måske utålmodigheden for at komme videre.

Henriks mangfoldighed
Henriks kreative sans viser sig at være overraskende bred og dækker over skulpturer, tegninger og ikke mindst digtning (dertil knyttede bogudgivelser). Digtene er både interessante, sprogligt flotte og tydeligt meget personlige, så han vover virkelig det ene øje i den dans. Anden strofe i digtet ”Andre steder” lyder f.eks. i oversættelse (han skriver naturligvis på modersmålet fransk):
Nogle af hans surreale tegninger (fra slutningen af 1960´erne til primo 1980´erne) er overraskende gode og kunne faktisk godt have været udviklet til noget mere. Han har en serie små skulpturer skabt som fabeldyr (1990´erne) – og en enkelt, et næsehorn, der vist har Albrecht Dürer som forlæg. De kunne godt været blevet til noget større – sådan ganske bogstaveligt.
Henrik har også en række store bronzeskulpturer, der i sig selv er udmærkede, men de er tydeligt udtryk for hans forskellige slags passioner i mødet med andre kunstneres skulpturer. Her er lidt hyldest til Jorn, en Hein Heinsen-agtig torso (han leger med det mandlige og kvindelige på en måde, Heinsen aldrig ville gøre) lidt surrealisme, en snert konkret og så det naturalistisk – altså han shopper rundt i stedet for at prøve at følge op og udvikle en bestemt idé eller formsprog.
     
Udstillingen
Udstillingen er opdelt i 10 afsnit: Intro, Fantasi og virkelighed, Ska-belsen, Kærlighed – naturen, Dig-tene, Det sorte Rum, Blåt – grønt, Naturen som form, Découpager, Ny bevægelsen. Og man kan få en oversigt og indføring via kataloget på 220 sider, kr. 299, hvor museets kurator og et lidt besynderligt sammensat hold udefra som Bjørn Nørgaard, Hans Jørgen Frederiksen, Ole Nørlyng, Stéphanie Surrugue og Else Marie Bukdahl (tidl. rektor for Det Kongelige Danske Kunstakade-mi) udbreder sig om detaildele.  
Et af de afsnit, der står stærkest, er Skabelsen, der i midten domineres af Henriks ”Skaberhånden” (1996/2013) omgivet af Margrethes farverige bispekåber og messehagler. Der er også Henriks rødmalet bronzeskulptur ”Himmelfart” (1978 /2006) med en Kristusagtig figur i såkaldt primitiv/afrikansk udformning – en markant figur, der befinder sig mellem den lidende Kristus (korsfæstelsen) og den sejrende Kristus (der f.eks. findes på Jellingestenen).
Samlet set er udstillingen en meget varieret og uensartet oplevelse, der stritter for meget.

ARoS
ARoS Allé 2, Aarhus C
Frem til 23. februar 2014
Artikel fra: Nr. 10 / 2013 – Nov. / Dec.