Pludselig så alting lidt lysere ud. Jeg havde et job på et vandrerhjem og jeg havde fået en aftale i hus med franskskolen om fransktimer mod et vægmaleri. Jeg så frem til endelig at have ro til at nyde byen lidt. Jeg arbejdede 3-4 timer hver dag på vandrerhjemmets smalle vindeltrappe (den eneste trappe op til de fire ovenliggende etager, hvilket praktisk talt gjorde det umuligt at male i myldretiden) og arbejdede ca. to gange i ugen i franskskoleinspektørens køkken. Udover det var der selvfølgelig fransktimerne, hvilket fuldstændig var som en tidsrejse tilbage til gymnasietiden, komplet med fnisende tøser, irettesættende lærere og stabler af kopiark fyldt med pædagogiske opgaver og små skuespil – som man i hold skulle opføre for resten af klassen. Da jeg ikke har gået i nogen form for skole i adskillige år, var det som at dumpe ned i én eller anden hengemt tidslomme – men denne gang udstyret med evnen at se, når noget var for fjollet til, at man gad at deltage, og det gjorde jeg efterhånden ikke. Men vægmaleriet hos den evigt pludrende fransskoleinspektørs kone skulle jo gøres færdigt uanset hvad, og det var nu ret hyggeligt.
Jeg var lige nået at komme ind i noget, der kunne minde om en daglig rutine, da jeg blev kontaktet af vandrerhjemmets leder, Julién. Konstant skiftende mellem at være overdrevent imødekommende og køligt afvisende, havde han allerede fra starten gjort et sælsomt og ret ubehageligt indtryk på mig. Efter sigende var han opvokset i Vatikanet, så da jeg i sin tid skulle hente min mappe med malerier for at vise min kunnen, fjernede jeg i sidste øjeblik en særdeles grov karikatur af Jesus, som jeg et årstid tidligere havde lavet for et undergrundsmagasin. Julién mente ikke, at jeg arbejdede hurtigt nok, at min tilstedeværelse på deres trappe var til gene for gæsterne, og ville i øvrigt have, at jeg lavede om på min version af Jesus-statuen i Rio de Janeiro. Helt præcist ville han have mig til at lave Jesus om til …julemanden, da han mente, at det var en synd at afbillede Jesus, og så endda lettere karikeret. Et held, at jeg havde nået at gemme min tidligere karikatur væk, som i alle henseender var grovere end denne. Heldigvis kom et par logerende gæster mig til undsætning og fik ham overbevist om, at det var en tribut til et af verdens nye vidundere (hvilket statuen jo er blevet udråbt til at være). Men diskussionen omkring timer, jeg skulle lægge i vægmaleriet per dag, havde nær kostet mig jobbet. Hans arrogante og neglicerende attitude omkring det arbejde, jeg lagde for dagen, fik mit blod til at koge, og jeg var lige ved at fortælle ham, at han da bare kunne få sin brasilianer-ven til at komme at gøre værket færdigt (hvilket han konstant truede med). Til sidst fandt vi da ud af en løsning: Jeg arbejdede hårdt på vægmaleriet, fra morgen til aften, indtil det var færdigt, og til gengæld kunne jeg så få lov til at bo på vandrerhjemmet 2 uger derefter. Det tog mig ca. halvanden uge, hvor jeg ikke lavede andet – udover sporadiske fransktimer og vægmaleriet hos franskskoleinspektørfruen. Det passede mig faktisk fint at have noget at tage mig til, at være nærmest tvunget til konstant at være optaget af at arbejde. Byen var nemlig begyndt at virke trykkende på mig. Jeg havde foruden de to parisianske og gæstfri søstre fået et par venner på vandrerhjemmet, men alligevel følte jeg mig ensom i byen og var sjældent ude på opdagelse. Jeg savnede Berlin, med sine rå og upolerede bygninger, punkrock-kulturen, kunstnermiljøet og de små og snuskede gallerier …følelsen af en by, der vokser indefra, fremfor Paris’ imponerende men på mange punkter overfladiske og forfængelige atmosfære. Når jeg kigger tilbage på min tid i Paris, har jeg ikke særlig mange gode minder om selve byen og dens indbyggere. The ”snooty french man” er i høj grad en velfortjent og rammende stereotyp, i hvert fald hvis man ikke er en af dem. ”Excuse me, do you speak English?”. ”Pfffsch …do you speak French?”. Da jeg en dag tog på udflugt ud i det store skovområde ”Bois de Bologne”, i udkanten af byen, konstaterede jeg med tårevædede øjne, hvor meget jeg havde savnet naturen. For Paris er da fyldt med grønne områder, men alt sammen anlagt til ukendelighed. Mange steder må man ikke engang gå på græsset. Nej, Paris var ikke en by for mig og kunne aldrig finde på at flytte dertil!
De sidste to uger af mit ophold der, var jeg nærmest katatonisk. Holdt mig indendøre og lavede en serie af billeder, hvis indhold svarede til min sindstilstand, nemlig trangen til at skille mig af med al den negativitet, der havde ophobet sig inden i mig. En dag tog jeg så beslutningen om at tage derfra en måned før planlagt tid. Jeg følte, at min rolle dér var udspillet og var også blevet blanket af før tid, da byen jo er helt umanerligt dyr at bo i. Jeg nåede dog lige at vise min Jesus-karikatur til Julién, hvilket fik ham til at gå helt i baglås og stirre meget misbilligende på mig mens han på italiensk mumlede et eller andet uforståeligt og sikkert fjendtligt.
Siden jeg kom hjem (for omkring 8 måneder siden) har jeg levet af at udsmykke folkeskoler, efterskoler og restauranter rundt omkring i Danmark. Jeg sidder i skrivende stund på Ranum efterskole (in the middle of nowhere i Nordjylland), hvis indgangsparti jeg forhåbentlig skal dekorere. I morgen skal jeg med svedende hænder præsentere mit projekt for bestyrelsen, så må jeg håbe på det bedste. Om der kommer et hold til af artikler må tiden vise, jeg har ikke planer om at skulle ud at rejse før næste sommer. Jeg håber, der har været én eller to derude, der har fået noget ud af at læse med. Tak for denne gang.
Mvh
Christian Gundtoft
