”A4 papiret er så tæt på intet som man kan komme. Det at bruge et næsten værdiløst materiale, giver mig større frihed, som kunstner, til at behandle store tematikker og fylde papiret med dramatiske fortællinger,” siger Peter Callesen, der nu er aktuel med en stor udstilling på Øregaards Museum i Hellerup. Og det er netop store dramatiske temaer som Gud, liv og død, frihed, forgængelighed, syndefald og mennesket i naturen, han håndterer. Ba-stante dogmer fra kristendommen bearbejdes i det spinkleste materiale, der tænkes kan, nemlig det hvide stykke papir i A4 format og det er rent ud sagt eventyrligt, hvad han kan fremtrylle, også i 3D.
Udstillingen har den ildevarslende titel ”Skindød”, altså et slags visuelt bedrag. En forestilling, der måske er forstillelse. Vi tror, vi ser døden, men narres af livet.
Peter Callesen er vores fremmeste kunstner, der viderefører en tusindårig tradition for papirklip og –formning. Omkring år 105 frembragte kineseren Ts’ai Lun det første stykke papir. I sig selv et neutralt medium, men hvad det kunne bære af viden og information ændrede for altid mennesket og dets verden.
Tidligt blev papiret også brugt i dekorativ og kunstnerisk form både i Kina og senere i Japan, hvor origami stadig er en højt værdsat proces, der folder papir på utallige måder. Senere udvikledes kirigami, der kan oversættes som papirklip, men af den særdeles fantasifulde og fingernemme slags, som Peter Callesen praktiserer.
Fald og forfald
Et af hans markante værker illustrerer fornemt udstillingens titel, hvor et udskåret træ føder eller bortkaster et skelet, der ligger på gulvet foran. Midt i frodig vækst og liv skjuler døden sig. Hvad der vokser, må også forgå. ”The Fall” hedder værket fra 2008.
”Noter til pige” fra 2016 er en skulptur, der er inspireret af den fynske billedhugger Kai Nielsens ”Marmorpigen” fra 1910. Nu er hun bygget op af små firkantede hvide papirsedler, hvor figuren knuger sig i sit eget favntag, men omkranses af papirlapper, der enten er forkastet af hende eller beder hende om kontakt.
Dobbelttydigheden findes også i ”Gennemsigtig Gud” fra 2009, hvor en hvid, luftig skikkelse (eller er det blot en kappe?), rejser sig fra et papirtæppe, med udskårne mennesketyper af forskellig slags, hvor nogle rejser sig vertikalt. Gud er den menneskeskabte i al sin gennemlyste gestalt, holdt oppe af vores forestillinger og skubbet oprejst, men i fare for at vakle og synke sammen. Gud har ikke skabt mennesket. Det er omvendt, som den tyske religionskritiker Ludwig Feuerbach formulerede det i 1841. Her lader Peter Callesen netop et spøgelse træde frem for os.
Ideen om at forvandle ingenting til alting viser sig også i det (selv)-ironiske værk ”Out of Nothing” fra 2009, hvor et stort papirlærred er flænset op, så man ser en tom skabelon af et menneske, der er flygtet – hvorhen? I hvert fald ud af værket, der står tilbage som flåede rester af en krops konturer, nærmest som et forladt gerningssted.
Begrebet flugt synes at spille en central rolle i Peter Callesens univers, eller nærmere hvad den franske filosof Gilles Deleuze (1925-95) definerer som ”flugtlinjer”, altså mentale frigørelsesforsøg, der kaster tanker væk fra frosne begreber og ud i nye baner. Kunsten har netop kraften til at tænde for fornyelse og tilblivelse.
Højt at flyve
Flyvende væsener, der enten stiger eller falder, pryder ofte værkerne. I ”Three Dead Angels” fra 2007 svæver englene nedad mod den hårde jord, hvor de krakelerer og splintres til skeletter i forvredne stillinger på gulvet. Grænsen mellem billede og ramme og alt det udenfor krydses tit i Callesens arbejder. En trang til at overskride, udvide og nedbryde vælder frem – enten som en afsked med det kendte eller som en søgen mod det, der huserer på den anden side.
Klassiske symboler på luftig og fri bevægelse er fugle, der indgår i flere værker som i ”Død due” fra 2016, hvor den flaksende fugl søger op, mens dens fjer allerede skaller af, duver ned og annoncerer (for)-faldet.
Virkeligheden er selvsagt også prosaisk. Tøj og klæder er nødvendige, som vi både skjuler og viser os frem i. En hel sal viser hængende skjorter. Nogle er gennemhullede, andre iturevne med strittende strimler og nogle er endda forsynet med små vinduer. Værket hedder ”Den tynde hud” fra 2015-18 og er udført på japansk zairei papir. Kunstfærdigt i alle detaljer som hele udstillingen.
Netop huden er også grænsen, der både er hård og porøs, som de binære begreber, der dog rummer hinanden i sig. Livet og døden lever og dør så at sige hver for sig i hinanden. Skindød betyder, at skindet kan snyde, mens døden altid er ærlig. Papir er sart og skrøbeligt. Som livet er det. Dog besidder begge også den hårdhed, der skaber modstandskraft.
Det er denne dynamisk vekslen mellem det vitale og det fatale, Peter Callesen bebuder – hvidt på hvidt – som netop beriger hans værker med en særlig tyngde på trods af materialets lethed.
Øregaard Museum
Ørehøj Allé 2, Hellerup
Frem til 10. juni
