Anita Houvenaeghel, 2008, Troldemosen

Overraskelser på Arte Museum & Gallery

Af Pier Marie Andersen - 30. Apr 2025

Pludselig åbnede der sig en mulighed for at vise den store samling af Anita Houvenaeghel billeder, der findes på Arte Museum. Kunstnerkollegaen Nils Sloth er en anden spændende udstiller på Arte Museum & Gallery i maj måned.

Anita Houvenaeghel, 2010, Erindringsbillede, Troldemosen

Man imponeres hver gang, man står foran Anita Houvenaeghels stærke og smukke billeder. Der er karakter, lys og koloristisk sans til stede. På udstillingen kan man følge hendes udvikling fra slutningen af 1900-tallet med en stor litografi ”Langs hegnet” (1989), der tager sit udgangspunkt i et genkendeligt motiv, som hun har fortolket på en poetisk og lysende måde. På en rejse til Norge blev hun så stærkt påvirket af den norske storslåede natur, at hun begyndte at male heftige ekspressive malerier. Hun blæste de besøgende bagover, da hun i 1991 udstillede dem på Utzon centret, Herning Kunstmuseum.

Et af malerier, da Anita kom til Søllerød.

Senere blev hun mere abstrakt-ekspressionistisk og begyndte at male erindringsbilleder som mentale malerier. Da hun flyttede til Søllerød, blev hendes motivverden mere abstrakt og fabulerende. På udstillingen ses både billeder fra Midtjylland, Troldemosen og Søllerød. Anita Houvenaeghel udstillede første gang på Arte Museum & Gallery i 2008 og har haft flere fine udstillinger gennem årene, den sidste i 2023. Til udstillingen er udgivet en bog, hvori flere af de udstillede billeder findes.

Nils Sloth med fabulerende billede fra 1999 og selvportræt.

Der er meget, der rører sig i de billeduniverser, Nils Sloth viser på den retrospektiv udstilling ”Fabulerende billeder”. Der er tale om nedslag i et værk, der både er poetisk, dramatisk og kontrastfyldt. Noget der kendetegner Nils Sloth er, at han arbejder med forskellige temaer, fx ses på udstillingen billeder med en guitarist med titlen ”Shoot!” og med en serie ”Zimmerpix 2001 – A Bob Odyssey, Things Have Changed”, der må ses som et udtryk for hans stærke tilknytning til musikken. Et af udstillingens nok smukkeste billeder hedder ”Woman walk”, også et billede der ligger Nils Sloth stærkt på sinde. I et af hans seneste billede ”Meet you there”, 2024 figurerer et realistisk malet kvindeportræt i blå toner med en fugl på hovedet i midten af billedet. I baggrunden af Nils Sloths billede ses en inspiration fra marokkanske fliser, og i forgrunden et kvindeansigt i kontur og den sjove fugl, han malede i en periode med Maya-inspirationer 2009-11, og som også senere er dukket op i hans billeder. Man kan her få associationer til Max Ernst fugleagtige skikkelse ”Loplop”, som var en væsentlig og gennemgående figur i flere af hans billeder. Nils Sloth har været på en del rejser, bl.a. til New York. Han genoptog i 2024 temaet med bl.a. ”Back to the City I + II”. Desuden kan på udstillingen ses tre fine farvetræsnit fra New York, hvor man må hæfte sig ved billedernes helt specielle farvetone samt kunstnerens professionalisme inden for grafikken. Noget andet, der drager en, er de stærkt udtryksfulde udførelser i bland teknik ”Swifts”. Nu det er en retrospektiv udstilling er det også interessant at se et meget tidligt billede på udstillingen ”Vive la vin” fra 1999. Så der er billeder med, man i den grad kan gå på opdagelse i, og som man ikke slipper lige med det samme.

Nils Sloth, Swifts, blandteknik.

Der er fernisering d. 10. maj kl. 14-16, og udstillingen slutter 1. juni.

Arte Museum & Gallery
Krinkelkrogen 20. Lildstrand
7741 Frøstrup
Frem til 1. juni