Netop i år fejres et særligt jubilæum 150-året for impressionismen. Navnet udsprang fra en kunstkritikers dom, der nedladende overførte Monets maleri ”Impression Soleil levant” til (sanse)indtryk og til impressionister, der blev kritiseret for al for løse skitseprægede strøg.
En for andre mere magisk solnedgang i øjeblikkets poetisk sansemættede stemning. Noget, som bannerføreren Berthe Morisot fik rosende ord med om.
Et privilegeret fåtal
Og netop Morisot blev den første kvinde, ud af i alt fire, der var med til at revolutionere maleriet og det moderne med klare farver og luftige bevægende strøg samt ved at inddrage byens rum. Fokus blev byens mennesker, i væsentlig grad familie og venner, naturen og det hjemliges motivverden. Det kvindelige køn blev på denne tid anset for at skulle sysle hjemme samt bevare et godt omdømme. Så for Morisot og hendes kvindelige kollegaer var det på ingen måde givet, at de fik mulighed for at folde sig ud på kunstscenen. Dernæst var det forbeholdt et privilegeret fåtal at få privatuddannelse og at netværke. Modeller var heller ikke kvinderne forundt, men hvor der er vilje, og det var der hos de fem kvinder, fandt de frem til at deles om en model som det ses i samtidige værker af veninderne Morisot og Mary Casatt.
De fire impressionister og feministen Marie Bashkirtseff
Jubilæumsfejringen set ud fra fem talentfulde kvinder er en værdifuld perle, som Ordrupgaard får frem i lyset. Og med tråd tilbage i to tidligere særudstillinger med Morisot og Casatt, hvis værker begge blev indkøbt og beundret af Ordrupgaards stifter, bringes mindre kendte kunstnere som Eva Gonzales, Marie Braquemond og Marie Bashkirtseff frem. Grundet ovenstående beskrivelse af tiden med begrænsede muligheder i forhold til mændene åbner de fem kvinders kunst op for en særlig forbundethed og intimsfære. Her får man som beskuer et unikt indblik i det moderne liv, hvor hverdagsmotiver blev gjort personlige og sjælfulde.
Kompromisløshed og kampgejst
Banebrydende var Bashkirtseff, der gik stærkt ind for at være talerør for kvindernes kamp og deres vej til uddannelse. Hun udstillede aldrig med impressionisterne, men gik egne veje. Hendes kampskrifter og revolutionerende dagbog ”Journal de Marie Bashkirtseff” bevidner om en modig og viljestærk sjæl, ligesom hendes portrætter gør. Hendes ”Selvportræt med palet” (1883) udstråler en stolt selvbevidst kunstner, men også alvorsfuld og vemodig, der ser direkte på os med staffeli og pensler. Baggrunden er åben og abstrakt, dog ses hendes harpe som symbol på et andet hjertebarn – musikken. Marie var om noget en ener, der gav alt, hun havde i sig, om hun forsøgte sig som musiker, maler eller som skribent.
Hun gav aldrig op, omend hun levede med tuberkulose, der kostede hende livet som kun 25-årig. I selvportrættet ”En tåre” (1881) møder vi en hudløst ærlig og sårbar Marie, der med nedadvendt blik ses som en følelsesfuld kunstner med en tåre flydende ned af kinden. Beskåret ind til ansigtet og uden forstyrrende genstande. Marie var den eneste af de fem, der ikke stod model for de mandlige impressionister, hvilket nok til dels skyldtes hendes kompromisløshed som i citatet: ”Let us love dogs, let us love only dogs. Men and cats are unworthy creatures” samt et udsagn i kampgejstens ærinde: ”Med nederdel på, hvad kan man gøre”.
Impressionismen
Morisot udstillede som sagt på samtlige af Impressionismens syv udstillinger. Braquemond og Casatt udstillede fra 1879.
Casatts tilgang til kunstnerlivet skal her fremhæves, da det var atypisk for tiden, idet hun fravalgte ægteskab og til hendes død forblev kunstner. Hun var en eksperimenterende sjæl, der især forfinede arbejdet med raderinger stærkt inspireret af japonismen. Hendes talent fik Degas til at udråbe: ”Ingen kvinde har ret til at tegne så godt”.
Og for at afrunde med bannerføren Morisot, der fravalgte det sikre liv som kunstner på Salonen, så står hun som en stærk rollemodel for de modige oversete kunstnerinder. Hun netværkede og skabte forbindelser. Hendes sind og kunstnerbane forblev åben. Som en af de første fremhævede hun faderskabets nærvær med hendes kunstnermand Eugene Manet som i maleriet ”Eugene Manet og hans datter i Bougival” (1881), som Eugene endda valgte til udstilling. Et andet maleri ”Lektionen i haven” (1886) bevidner om Morisots evne i at søge dybt ind i det fortrolige øjeblik med far og datter, der befinder sig i en afslappet dyb samtale i et bevægende og frodigt grønt landskab, der om noget var indbegrebet af familiens frirum.
Med en hovedvægt på friluftslivet, og ellers på intime scener i diverse interiørstudier, blev Morisot udråbt af mange til den helt store impressionist: ”den klare kolorit, de korte, hurtige penselstrøg, det ufærdige udtryk og opløsningen af figurer i lysmættede omgivelser”.
De fem skal uden tvivl opleves for at give nye indfaldsvinkler til impressionismen og til livet.
Ordrupgaard
Vilvordevej 110, Charlottenlund
Frem til 20. maj
