Open Call udstillingsview. Foto: Inge Schjødt

Open Call 20 x 20 er som et smykkeskrin

Af Inge Schjødt - 1. Sep 2025

Det er næsten som at træde indenfor i et velordnet smykkeskrin, hvor alt har fået sin rette plads, når man besøger Lyngby Kunstforenings seneste udstilling, initiativet Open Call 20×20. Hele 256 værker, der alle kun måler 20×20 cm er der blevet god plads til i Portnerboligen ved Sophienholm.

Lyngby Kunstforenings kompetente udstillingsudvalg er lykkedes ganske flot med dette nye initiativ, men den censurerede udstilling krævede en større indsats, så 2’eren kommer vi vist til at vente på et par års tid.

Der var indsendt hele 500 værker af 125 kunstnere, som efter en intens sortering blev reduceret til den endelige udstillings format med 64 udvalgte kunstnere, der hver har fire værker med.

Open Call udstillingsview. Foto: Inge Schjødt

Maleri, grafik, keramik, tekstil

På imponerende vis stråler de mange motiver side om side i en tæt ophængning med de fire stykker over hinanden. Værkerne går i dialog med naboerne til siderne og de forskellige farver og formsprog spiller op til en tæt billeddans.

Open Call udstillingsview. Foto: Inge Schjødt

Tidens gang

Førsteprisen gik til Karen Brandt for det firdelte værk – Kongen I-IV, hvor rytterstatuen af Solkongen går sine egne veje, og soklen langsomt går i opløsning. Andenpræmien gik til keramiker og arkæolog Lise Frost. Trediepræmien gik til Jette Mellgreen for hendes fine, delikate flettede arbejder, der på sin egen måde signalerer langsomhed i nuet.

Trediepræmien af Jette Mellgren er i anden række. Foto: Inge Schjødt

Naturen i keramik

Kunstneren Anette Slaatoo spiller på flere strenge, som kunstner. Her viser hun sprudlende naturformer i keramik, der leder tankerne hen på svampe eller søanemoner. Hendes bud lever også op til kravene om at hver kunstner bidrager med fire værker på 20×20 cm.

Fire keramiske naturfænomener af Anette Slaatoo, Kgs. Lyngby. Foto: Inge Schjødt

Helt tæt på

I det mindste rum finder vi et udvalg af værker, der kalder os helt tæt på. Fx de fine mønstre af foldet pergamentpapir af Marianne Skaftne Ritschel, og andre sarte, sanselige papirværker, der ses side om side med sort-hvide fotos og blå-hvide transparent malede billeder.

Open Call udstillingsview. Foto: Inge Schjødt

I storstuen til søsiden sprudler farverne. Dunkle og dramatiske på endevæggen, og sartere i hjørnet med de abstrakte værker placeret over borgmester Paul Fennebergs gamle sofa.

Ikke blot censureringen, men også den vigtige fordeling har udstillingsudvalget med billedkunstnerne Josephine Ernst og Karen Serena i spidsen, stået for, og præcisionsarbejdet med ophængningen af de 256 værker skal bestyrelsens medlemmer Anders Jensen og Rasmus Wiuff have ros for. Uden sådanne frivillige ildsjæle var der ingen kunstforening, hvor det ofte er ganske få, der bærer oplevelserne frem til de mange.

Open Call udstillingsview. Foto: Inge Schjødt

Kunstforeningen i Kgs. Lyngby forstår til fulde at forkæle deres medlemmer og at fange kunstinteressen med nye initiativer, måned efter måned i det lille hvide Portnerhus ved Nybrovej, hvor mange naturelskere på vandring inviteres til at kigge ind og få en ekstra oplevelse med på turen.

Denne udstilling må gerne blive et tilløbsstykke. Det er som at kigge ind i et smykkeskrin, hvor enhver kan vælge sine egne favoritter i den kvalificerede mangfoldighed.

Læs mere på https://www.lyngby-kunstforening.dk/

Lyngby Kunstforening – Portnerboligen
Nybrovej 401 – Kgs. Lyngby
Frem til 7. september

Storstuen med Lise Frosts keramiske andenpræmie. Foto: Inge Schjødt
Farvesymfoni på Open Call 20×20. Foto: Inge Schjødt
Marianne Skaftne Rischel – pergamentpapir. Foto: Inge Schjødt
Et gyldent øjeblik i smykkeskrinet. Foto: Inge Schjødt