Af Inger de Stricker
Kunstnere har gennem tiderne arbejdet på at finde frem til en sandere virkelighedsgengivelse.
Naturalisterne ved at skabe naturefterligning, men gennem fremhævelse af det skønne, så den ideelle virkelighed kunne betragtes i billedet. Impressionisterne så en sandere virkelighed ved at studere lysets indvirkning på farven. Ekspressionisterne malede sindbilleder, så deres indre storme blev malet ud i landskabet. Når vi kommer op i det 20.århundredes begyndelse bliver billederne abstrakte, og nu er det billedets egen virkelighed, det gælder. Inde i billedet skabes en ny virkelighed, som består af form og farve.
Kunst er skabelse af noget nyt, og myte og virkelighed har det med at blande sig med hinanden.
I forsøget på at genskabe virkeligheden, skabes myten, og dermed får kunsten skabt sin egen virkelighed, en verden for sig selv, der er et spejl af den virkelighed, vi lever i, men alligevel er noget andet og selvberoende.
De kunstnere, der har lavet Fuglsangs Kunstmuseums nye udstilling, blander bevidst myte og virkelighed, når de arbejder med ø-temaet.
En del af udstillingen er bygget op af ca. 1000 engelske flyttekasser. De er kunstneren Ross Sinclairs greb til at række tilbage til en forsvunden virkelighed, nemlig til St. Kilda øerne i det yderste og nordligste af Hebriderne ude i Atlanterhavet. Han kommer selv fra en mere fremkommelige del af denne ø-gruppe, men er faldet over den patetiske historie om flytningen af de sidste 30 beboere fra St. Kilda i 1930. Efter at have forsket i historien har han fundet frem til nogle filmstrimler fra nedlukningen, hvor man ser det sidste autentiske liv på øen. Indbyggerne levede isoleret i ca. 1000 år, var formodentlig vikingeefterkommere, talte en form for gælisk og havde klaret sig på de hårde og barske fjelde, indtil 1800tallet, hvor fremmede skibe dukkede op og påførte dem sygdomme som kopper og kolera. Da kontakten startede, var befolkningstallet ca. 100, og herefter gik det nedad. En anden påført sygdom var stivkrampe, som gav stor børnedødelighed. Under 1. verdenskrig var en lille flåde stationeret på ø-gruppen og sørgede for forsyninger til ø-boerne, men det sluttede med krigen. Herefter udvandrede nogle af de unge mænd. I 1926 døde fire ø-boere af influenza, i 1930 døde en ung kvinde af blindtarmbetændelse. Herefter gav de sidste op og bad om at blive flyttet. De låste dørene og drog af sted på skibet, der kom for at hente dem, mens de så sig tilbage. På udstillingen køres filmsekvenserne på hovedet på den ene side og rigtig vendt ved siden af. Det gynger op og ned som på en båd. Samtidig synger en stemme gamle folkesange på gælisk. Kunstneren selv ligger og plasker i vandet med en tatovering på. ryggen, hvor der står Real Life på en tredje filmsekvens, som om han er med i det hele, hvad han sådan set også er, når man ser det som et samlet kunstnerisk produkt.
Nu ligger de øde øer tilbage, kun beboet af fugle, og er genstand for vore forestillinger og drømme. Det er real life, men det kan vore drømme og forestillinger om stedet måske også blive. Det har en magisk tiltrækning på nutidens mennesker, der vil tilbage til det ægte og oprindelige helt ude på kanten af verden. Det har som konsekvens, at der er startet en turistindustri for at bringe interesserede folk dertil. Det kan ende med, at der ikke engang er plads til fuglene.
Menneskelige fortællinger
Installationer er ofte ikke særlig gribende. Flyttekasserne er så grimme som flyttekasser nu er, men denne installation griber en om hjertet og er spændende fortælling om mennesker på en øde ø i Atlanterhavet, som har klaret sig i hundredvis af år under ekstreme vilkår, indtil de blev forstyrrede. Fantasien arbejder videre efter synet.
Finnen Antti Laitinins installation, It is my Island fra 2007, er smuk i sin æstetiske fremtræden.
Han drømmer om sin egen lille ø, og er mand for at skabe den, i hvert fald for en tid. For ude i Østersøen kan man ikke holde længe på de udlagte sandsække. Det er en performance, en proces at skabe en ø, oven i købet i starten med et grønt træ. Som en del af processen deformeres øen af vandet, strømmen og vinden for til sidst at forsvinde helt i bølgerne. Kunstneren sidder alene på sin ø og lader sig affotografere under hele dekonstruktionen.
Han inddrager sin egen krop, sit eget liv i processen. Østersøen er ikke for tøsedrenge, men han skaber via myten om den personlige ø, den palmegrønne ø, sin egen virkelighed på denne kort eksisterende geografiske plet. Den kunstneriske skabelsesproces leverer for en stund et værk. Værket forsvinder. Der er dog et vidnesbyrd om det, der var, via fotos og filmsekvenser.
Disse fotos og film er fotografisk smukke naturstudier over eksperimentet og står tilbage som en rest, en sidste del af det kunstneriske produkt.
Udstillingen omfatter også ø-fortolkninger af kunstnerne Amy Cutler, Bill Burns, Andreas Schulenburg og Tim Silver, men pladsen tillader ikke at komme ind på det hele. Især virker Amy Cutlers skulptur Alterations fra 2007 med sit opstillede sært belyste kvindeunivers fascinerende.
Udstillingen udvider grænserne for opfattelsen af værket som et tidsbestandig investeringsobjekt.
Der er værker her, men meget af det, er del af en performance, som kun varer udstillingen ud.
Fuglsang Kunstmuseum har sammen med Brandts Kunsthal i Odense udgivet et rigtig godt katalog med velskrevne artikler om alle de medvirkende kunstneres udstillingsbidrag, der lægger op til en dybere forståelse af udstillingen. Det skal man endelig investere i, inden man kører derfra.
Nystedvej 71, Toreby Lolland
Frem til den 22. august
