Finn Have. 60 x 70 cm.

Nordisk ekspressionisme

Af Pier Marie Andersen - 1. Sep 2025

Der venter en stor overraskelse, når de to kunstnerkollegaer Finn Have og Niels Frank fra 7.-28. september udstiller sammen på Arte Museum & Gallery i Lildstrand. De repræsenterer begge den nordiske ekspressionisme og kan med udstillingen sættes i relation til Emil Nolde, der opholdt sig ved det lille fiskerleje, Lildstrand, ved vestkysten omkring 1902. Niels Frank og Finn Have viser helt nye malerier, bl.a. har Finn Have til udstillingen malet en række fine motiver fra Mors.

I 1905 dannede kunstnere som bl.a. Ernst Ludwig Kirchner og Karl Schmidt-Rottluff et kunstnerfællesskab, hvor deres malerstil var ekspressionismen. De var under påvirkning af Edvard Munch og Vincent van Gogh. Emil Nolde var også en af foregangsmændene og blev optaget i gruppen, men var kun med i et år. Kunstnerne rykkede i 1911 til Berlin og fik navnet ”Die Brücke”. De havde deres udgangspunkt i naturen eller figurer i en moderne storby. Deres motiver blev bevidst fordrejet og forvredet ved skarpe konturer med en abrupt linjeføring og grelle og unaturlige farvesammensætninger, hvor vægten blev lagt ved indholdet frem for det maleriske.

Finn Have
Niels Frank, Lysning.

Sådan er det ikke for de to moderne landskabsmalere Niels Frank og Finn Have. Selv om de begge arbejder med udgangspunkt i ekspressionismen ligger deres udgangspunkt ved det maleriske, formmæssige og konceptuelle. Niels Frank er abstrakt ekspressionistisk, og han er kendt for at være farvens mester. I hans malerier ser man, hvordan han i højere og højere grad tilnærmer sig noget stærkt dramatisk, hvor farverne klinger udtryksfuldt mod hinanden. Malerierne er kendetegnende ved en imponerende skønhedsværdi. Finn Have derimod har i sit udtryk en mere naturalistisk vinkel på sit maleri. Han er friluftsmaler og opholder sig ude foran sit motiv, når han maler. Han nedfælder sine indtryk fra naturen i brede, hurtige strøg på lærredet. Niels Frank derimod suger indtrykkene til sig og tager fotografier. Han bruger skitser og de fotografiske billeder i starten af sit maleri. Så slipper han tøjlerne og lader følelserne og stemningerne styre det maleriske. Både Niels Frank og Finn Have arbejder konceptuelt med maleriet, bl.a. ved at sammensætte flere billeder i samme kontekst. Hvor Niels Frank bruger komplementærfarver, arbejder Finn Have med de farver, han ser i naturen. Han arbejder stedspecifikt med malerierne, så man kan se, hvor hans motiver stammer fra. De to kunstnere mødte hinanden omkring 1979/80, hvor Finn Have var en af ophavsmændene til kunstnergruppen Labyrint i Aarhus, som Niels Frank også blev medlem af. Gruppen brugte hinanden som en slags Kunstakademi. Der var både uddannede og autodidakte kunstnere i gruppen, og de lavede udstillinger og koncepter, der var meget eksperimenterende. Bl.a. gravede de sig ned foran Århus Kunstmuseum, så kun hovederne stak op.

Niels Frank, Landskabsinspiration, Tyrkiet.
Finn Have, udsnit fra bjerget. 90 x 165 cm.

På udstillingen ”Nordisk ekspressionisme” er det spændende at se, hvordan de to kunstnere har udviklet hver deres måde at udtrykke sig ekspressivt på. Samtidig kan det lægge op til mange diskussioner om, hvordan ekspressionismen har udviklet sig gennem tiderne i forhold til den oprindelige udtryksmåde omkring 1911, som vi kender fra Emil Nolde. Niels Frank er med sine stærkt ekspressive og kontrastfyldte farver samt kraftfulde brudflader i formerne nok den, der kommer tættest på de oprindelige ekspressionister. Finn Have arbejder hurtigt og udtryksfuldt med brede pensler, men han tilnærmer sig i farveholdning og motivvalg mere naturalismen, hvor man kan genkende de steder, han maler. Finn Have har ikke de kraftfulde brudflader med i sine malerier, men han har brugt usædvanlige perspektiver, der fanger opmærksomheden. Med de to kunstnerkollegaer kan man på udstillingen NORDISK EKSPRESSIONISME følge, hvordan ekspressionismen har udviklet sig fra 1905 til i dag ved det lille fiskerleje, Lildstrand. Der er fernisering lørdag d. 6. september.

Arte Museum & Gallery
Krinkelkrogen 20. Lildstrand
7741 Frøstrup
Frem til 28. september