Edward Fuglø - ”C´monwealth 2.” Folklore¨P. Litografi, akvarel og Posca. Foto: Bent Jakobsen.

Skandinaviske kunstnere på Dronninglund Kunstcenter

Af Grethe Hagensen - 23. Sep 2023

Hvad er det, som karakteriserer det særlige nordiske lys – det lys, som både er varieret og nuanceret og som har inspireret mange kunstnere – især akvarelmalere, der ofte arbejder ude i naturen i al slags vejr? Det giver 19 af Skandinaviens dygtige akvarelmalere hver deres bud på i samspil med 19 nordiske billedhuggere, keramikere, glas- og tekstilkunstnere m.fl.

Dronninglund Kunstcenter har igen med hjælp fra de over 100 frivillige, som yder en livsvigtig indsats for kunsten, fået en stor og alsidig udstilling op at stå. Det er beundringsværdigt, at man for så få kommunale midler fortsat kan drive et kunstcenter med en leder i spidsen, der brænder af initiativ, engagement og livsglæde.

Birgitta Glode – ”Tåge”. Akvarel. Foto: Bent Jakobsen.

Akvarelmalerne

Akvarelmalerne fra især Danmark og Sverige udgør en stor del af de medvirkende kunstnere. Det er navne som Majken Bilgrav, der skildrer formationer og bevægelse ved naturfænomenet Sort Sol. Anne Østergaard skaber hverdagspoesi med sit nære forhold til dyr og natur, og Mette Tønder viser fine skildringer af mennesker i samhørighed, tænksomme, drømmende eller melankolske.

Den samfundskritiske, kontroversielle og underfundige færøske billedkunstner Edward Fuglø bidrager med nye litografier/akvareller, og grønlandske Aka Høeghs litografier og akvareller har deres helt egne særegne udtryk.

Birgitta Glode er et fint bekendtskab. Med stor dygtighed og personlighed skaber hun transparente, stemningsfulde og levende akvareller af landskaber i regn og tåge, mens svenske Mats Petersson med kraftige farver viser os skoven i brand.

Malene Bjelke – “Man ser dem komme, ser dem gå”. Bronze. 28 cm høj. Foto: Bent Jakobsen.

Korpuskunstnerne

Bente Brosbøl Hansen er dansk men bosat i Sverige, og hendes håndværksmæssige dygtighed kan ikke diskuteres. Her viser hun vaser og krukker i stentøj i dæmpede farver med levende dekorationer. Malene Bjelkes bronzefigurer er charmerende. Med sine enkle, ukomplicerede menneskefigurer i dagligdas situationer får hun os til at trække på smilebåndet. Og Erling Mørch har en forkærlighed for fugle: skarv, solsorte og isfugle, som han udfører i cortenstål.

Søren Friis – Blå figur. Bemalet limtræ. Foto: Bent Jakobsen.

Der er også grund til at fremhæve Søren Friis, som i mere end 25 år har arbejdet professionelt med arkitektur og design. Han arbejder ofte med modeller i mindre skala, inden figurerne færdiggøres og får den endelige form. På den aktuelle udstilling er der brugt bemalet limtræ til de figurer, som måske engang bliver omsat til andet materiale.

Desværre er der ikke plads til omtale af alle kunstnerne, men måske ville det gavne overskueligheden og oplevelsen, hvis antallet af kunstværker minimeredes.

Dronninglund Kunstcenter
Thorup Hedevej 1, Dronninglund
Frem til 5. november

Artikel fra: Nr. 08 / 2023 – September / Oktober