William Morris og Ford Madox Brown "Kong Arthur & Sir Lancelot" (1862). Karton til glasmaleri. William Morris Gallery.

Nivågaard med den første William Morris-udstilling i Danmark

Af John Poulsen - 23. Mar 2019

Da designeren, forfatteren og socialisten William Morris (1834-1896) døde kun 62 år gammel, udtalte lægen, at ”han døde fordi han havde gjort mere arbejde end ti mænd.” En lille del af al den flid kan nu ses på Nivågaards udstilling ”Al magt til skønheden”, som er den første Morris-udstilling i Danmark.

Inspiration fra John Ruskin

Morris kom fra en velhavende middelklassefamilie, og da hans far døde, arvede han en del penge, som gjorde tilværelsen lettere for ham. Han begyndte at studere teologi i Oxford i 1853, kastede sig efter et par år over arkitektstudiet, for til slut at gå over til maleriet, men det skulle blive som designer, at han især blev kendt. Tidligt mødte han maleren Edward Burne-Jones i Oxford, som blev en ven for livet. De rejste, stærkt inspireret af kunsthistorikeren John Ruskin, sammen rundt i Nordfrankrig for at studere gotiske kirker. Her grundlagdes Morris’ tiltrækning af middelalderens håndværk, der fik ham til at vende sig imod industrialiseringen, som han mente ødelagede det traditionelle og individuelle håndværk. Der skulle produceres enkle, holdbare og funktionelle varer i stedet for masseproducerede og overflødige genstande.

Red House

I 1859 blev han gift med Jane Burden, der var en meget populær model, især blandt prærafaelitterne, og på udstillingen kan man se hende på arbejder af Dante Daniel Rossetti. Samme år fik Morris sin ven, arkitekten Philip Webb, til at tegne parrets fremtidige hjem ”Red House” i Bexley-heath som ligger 20 km. udenfor London. Selve indretningen af huset stod Jane og William Morris for sammen med bl.a. Burne-Jones og Rossetti, og det bestod i at fremstille møbler, tæpper, tapeter m.v. Dette blev på mange måder begyndelsen til Arts & Crafts-bevægelsen, hvor Morris blev en af hovedskikkelserne. Huset, der blev solgt i 1865, betragtes i dag som et af de væsentligste engelske bygningsværker i anden halvdel af 1800-tallet og er nu museum. Desværre befinder møblerne sig i Kelmscott Manor, Morris’ tidligere sommerhus i nærheden af Oxford.

Strawberry Thief (Jordbærtyv), designet 1883. William Morris Society.

Designer og fabrikant

Erfaringer fra indretningen af huset inspirerede Morris til i 1861 sammen med en række kunstnere at grundlægge firmaet ”Morris, Marshall, Faulkner & Co”, som Morris blev eneejer af i 1875. Det skulle sælge møbler, tekstiler og tapeter som de selv designede, og tilbød også at stå for indretningen af boliger. En af de opgaver, som firmaet især er kendt for, er glasmosaikker til kirker. Firmaet fik også i opdrag at indrette cafeen på South Kensington Museum (nu Victoria og Albert Museum), som stadig kan ses på museet. Der blev stillet store krav til kvaliteten af de produkter, firmaet fremstillede, og det gjorde, at de var dyre og derfor henvendte sig til en begrænset kundekreds. Udover at udarbejde tegninger til broderier, tæpper og tapeter, lærte Morris sig bl.a. at brodere og væve og at fremstille de farver, der skulle bruges til indfarvning af garnerne.

Socialisten ville ikke være hofpoet

Mindre kendt er det, at Morris også var aktiv socialist, selvom han var arbejdsgiver. Han var medlem af flere socialistiske partier, og i hans hjem, Kelmscott House, som i dag ejes af William Morris Society, blev der holdt møder. Han var redaktør af socialistiske aviser, som han både finansierede og skrev mange artikler til, og bl.a. bragte Commonweal i 1890 som føljeton hans fremtidsroman ”News from Nowhere,” hvori han skildrer et kommunistisk samfund i 1950’erne. Den blev senere trykt i en pragtudgave, som desværre ikke kan ses på udstillingen.

Frederick Hollyer. Portræt af William Morris, ca. 1886.
William Morris Gallery.

Morris var altså ikke kun designer, men også digter og forfatter og nåede at skrive ca. 40 bøger. På dansk er kun udgivet ”Drømmen om John Ball”. 1857 fik han udgivet sin første digtsamling, og han blev så værdsat, at da digteren Alfred Tennyson døde i 1892, tilbød man ham at blive hofpoet, Poet Laureate, men det sagde han nej til. I dag er han også kendt som forlægger, fordi han i 1891 grundlagde Kelmscott Press og skabte sine egne skrifttyper. Bøgerne, der var rigt dekoreret, blev trykt ved hjælp af gammel teknik og udkom derfor kun i små oplag. I alt blev det til ca. 50 pragtudgivelser, inden han døde, hvoraf flere kan ses på udstillingen. De fleste genstande er lånt af William Morris Gallery og William Morris Society, og skulle man komme til London, er de et besøg værd, hvis man vil vide mere om Morris.

Selvom Morris døde for ca. 120 år siden, så lever hans arbejde videre, og det er stadig muligt at købe hans tekstiler og tapeter overalt i verden, og på det seneste har Hennes & Moritz lavet en kollektion, hvor man bruger hans mønstre.

Nivågaard har skabt en smuk og vellykket udstilling, som kommer bredt omkring Morris’ virke, og dertil medvirker også kataloget med fine artikler. En udstilling man absolut ikke bør gå glip af.

Nivågaard
Gammel Strandvej 2, Nivå
Frem til 16. juni

Artikel fra: Nr. 03 / 2019 – Marts / April