Blå himmel med gul sol 30 x 40 cm.

NERVE OG NÆRVÆR

Af Jan Morell - 5. Aug 2025

I Voldby ved Grenå ligger der en gulkalket gård i skovbrynet. I den ene ende af den gule bygning brygger ejeren, galleristen, Helge Durrfeld porsesnaps, valnøddesnaps, hvidvin og champagne.

Selvportræt med eget kemo-hår 18 x 20 cm

I stalden emeritus hænger og står 30 malerier i snart sagt alle formater. Det mindste er en lidt hjælpeløs, humoristisk og naivistisk ”selfie” af Jon Gislason himself. Maleriet er i ordets mest bogstavelige forstand meget stofligt, idet han har været gennem et længere kræftforløb, der bl.a. bestod i en kemoterapi. Han tabte i denne forbindelse al håret og limede en tot af det røde hår fast på selvportrættets hovedbund. Makabert, måske? Men man kunne også kalde det en hyldest til selve livet. Maleriet er ret så farveløst, når man sammenligner det med alle de andre udstillede værker.

To huse med rødt tag.

I stalden bliver man næsten opslugt og blændet af grundfarverne gul, blå og rød. En gul sol omkranset af en blå himmel. To huse med knaldrøde tage i grønne omgivelser. Den varme gule findes i så godt som alle værker og får temperaturen til at stige i den sødlige duft af halm.

o huse med rødt tag.

Når man som beskuer drejer 360 grader rundt om sig selv og betragter de 30 værker, kan man næsten forestille sig, hvilket menneske der står bag Gislasons fremragende værker. Malerierne taler til mange følelser, om jeg så må sige. Brede strøg med palettens stærke farver. Her fortæller han beskueren, at livet er dejligt og fyldt med farver og former. Det sidste, formerne, lægger kunstneren ikke megen vægt. Eller måske han fortæller om et liv, som også indebærer kaos.

Der er under tiden en tendens til at putte kunstnere i en bestemt stil-positionering. Jeg vover pelsen alligevel. Udtrykkene er stærke og Gislasons farveglæde og evnen til at kombinere så godt som alle farver, så de taler med hinanden i koloristiske eksplosioner.

Afrika 34 x 34 cm.

Ekspressionistisk Kolorisme for nu at båse en kunstner som er internationalt kendt i mange verdensdele som for eksempel Japan, Tyskland og Amerika. Herhjemme figurer hans navn i Den Blå (meget blå!!) Bog.

Kunstneren fortæller, at moren blev syg da han var syv. Han måtte passe hende meget. Gislason fortæller videre, at de år har været definerende for hans liv. For at få fred blev han en pleaser. Når hans mor var glad, var alle glade. I forløbet glemte han sig selv og sine behov, som han udtrykker det.

På et tidspunkt blev det for meget for den 19-årige unge mand. Han måtte flytte hjemmefra og landede til Århus, hvor han blev optaget på Det Jyske Kunstakademi. ”Optøningen af mit frosne følelseshav kunne begynde”.

I mange år har Gislason brugt kunsten som sikkerhedsventil, som han selv udtrykker det.

”Indestængte følelser eksploderer ud på lærredet”, slutter han.

Udstillingen oser af Nerve og Nærvær, som iøvrigt er titlen på et stort, tungt og gedigent nyudkommet katalog med Jon Gislasons værker gennem 30 år.

Galleri Hylkegaard
Adresse: Sangstrupvej 5,Voldby,
8500 Grenå
Frem til 1. september
Åbningstider: 11.00-17.00

Rød himmel og gul bund 60 x 60 cm.