Af Inger de Stricker
de_stricker@hotmail.com
Hvem har ikke haft en farvelade som barn, og tryllet billeder frem med vand og pensel? Olaf Rude fik også en sådan, så han kunne gøre sine første eksperimenter.
Når det er kunstnere, der arbejder med det, hedder det ikke farvelade, men akvarel, og der anvendes noget særligt papir, som kan tåle vand uden at gå i stykker.
Ifølge kataloget, der er udgivet til udstillingen, var det en udstilling med Fritz Syberg i København, som Rude så som 18 årig, der inspirerede ham til virkelig at kaste sig over akvarel maleriet.
I mange år holdt han disse billeder for sig selv, men i 1937, da Rude var en ældre, etableret kunstner, lavede han en separat udstilling med dem i Arnbaks Kunsthandel i København. Han udstillede mere end 50 værker, og de fik en god modtagelse. I hele sit voksenliv så det ud til, at han regelmæssigt malede akvareller og betragtede det som at skrive dagbog eller skrive digte.
Udstillingen på Fuglsang
Akvarelteknikken er tit anvendt af kunstnere som forarbejder til større malerier i olie, men en meget stor del af de udstillede arbejder er værker i sig selv uden at være skitser til noget. Museet har skaffet en stor repræsentation til veje med ca. 90 værker.
Der er dog også enkelte eksempler på noget, der er forarbejder til større værker. Det gælder først og fremmest billeder af egetræerne på Skejten, der er forlæg til ud-smykningen ”Dansk Landskab” i folketingsalen på Christiansborg.
Udstillingerne viser i det hele taget en række meget smukke billeder fra Skejten, det helt særlig naturområde ved Fuglsang, som også var Rudes barndomsegn, og hvor han voksede op på en gård lige i nærheden.
Billedernes stil og udtryk
Rude var med til at udvikle kubismen i Danmark sammen med Jais Nielsen, Lundstrøm, Giersing og Scharff.
Museet ejer nogle gode eksempler på Rudes oliemalerier i kubistisk stil, især kan der ses nogle fine stilleben. Her er han helt fremme i skoene omkring 1918 og i årene fremefter, hvor han abstraherer og ændrer form, farve og kompositionsprincipper.
Det samme sker ikke i akvarelmaleriet, som bliver ved med at være stort set naturalistisk.
Kompositionerne er traditionelle. Han ændrer ikke på rumvirkningerne, som man gør i kubismen, men bevarer det store rumudsyn og bruger tyste, fine pastelfarver i en art naturlyrik båret af en stemning for at fange naturens poesi.
Når man iagttager akvarellerne tæt på, kan man se, at de er en blanding af blyantstegning og akvarelfarvelægning. Rude styrer farven, og der anvendes konturer, men det er bløde blyantsstreger. Helheds-virkningen er blød og dusch.
I akvarellen Knutnæs fra Born-holm 1947 stikker et moderne farvesyn dog igennem især i den blå farve påført som lokalfarve på klipperne.
Nogle af de morsomste af billederne er to akvareller af maleren Harald Henriksen fra 1914, der ligger henslængt, lang og tynd. Især i ”Rygende mand” vækker den blå skygge og mandens vinklede form varsler om en moderne maler på vej.
Akvarelmaleriet har aldrig haft sammen prestige som oliemaleri. Det gælder vel i det hele taget al kunst på papir. Det er selvfølgeligt uretfærdigt og udstillingen er i høj grad et besøg værd, fordi den viser et fint indblik i en dygtig kunstners mere private billeder, malet på især barndomsegnen Lolland Falster og på Bornholm, hvor han boede i sine ferier.
Nystedvej 71, Toreby
Frem til 1. september
