Lene Winther. Foto: Tune Andersen.

Kunstnergruppen Visuel_LAB på Frederikshavn Kunstmuseum

Af Connie Boe Boss - 21. Jan 2023

Kunstnergruppen Visuel_LAB har siden 2015 gjort sig bemærket med en række stedsspe-cifikke udstillinger, der har haft fokus på samspillet med udstillingsstedernes særegenhed og nærmiljø. Gruppen har bl.a. udstillet i Museo de Nerja i Andalusien og på Kirsten Kjærs Museum, og er nu igen aktuel nordenfjords med udstillingen Absurd Natur på Frederiks-havn Kunstmuseum.

I dialog med nærmiljøet
I Absurd Natur er koblingen til nærmiljøet tydeligvis samspillet med Frederikshavns iko-niske 500 meter lange Palmestranden, som er kendt for sine ca. 90 italienske hørpalmer, der gror i sandet om sommeren og overvintrer i drivhus. Det er en forfriskende, men samti-dig absurd oplevelse at vandre langs palmer på stranden i Frederikshavn, hvilket tydeligt har inspireret kunstnerne til at udforske dynamikkerne mellem natur og manipuleret men-neskeskabt indblanden.

Kunstnergruppen Visuel_LAB + gæster
Visuel_LAB er en sammenslutning af kunstnerne Lene Winther, Tine Helleshøj, Krestine Harboe, Mette Rishøj, Pabi Chulo og Caroline Krabbe. På Absurd Natur suppleres de af gæsteudstillerne Hanne Nielsen Kjærsgaard, Nina Ekman og Heiko Müller på baggrund af deres stærke arbejde med tematikken. Gruppen har præsteret en imponerende serie indivi-duelle værker, der forholder sig til og reflekterer over en muteret natur i en både alvorlig og finurlig kunstnerisk fabuleren, som skaber en magisk og ganske unaturlig naturoplevelse.

Lene Winther
Lene Winthers totalinstallation imiterer umiddelbart Palmestranden med skulpturer udfor-met som bølgende hav, strandbred med palmer, bål og solnedgang. Valget af materialer som keramik, rya, pels, metal og plast tilføjer dog også de farverige og legende værker en forvrænget og alvorsfuld dimension – en dualitet, der går igen som en rød tråd gennem hele udstillingen.

Tine Helleshøj – “Liquid Gold” 191×171 cm. Træ, kork, filt, olie, akryl, bladguld på plantefarvet tekstil. Foto: Tine Helleshøj.

Tine Helleshøj
Tine Helleshøjs planteindfarvede tekstiler indtager rummet i et kunstnerisk skarpt sam-menkog af naturens egne farver, ecoprinting samt rustprint. Værkerne flettes sammen med et kontemporært kubistisk udtryk med fokus på form, materiale og den menneskelige natur.

Krestine Harboe – WISH I COULD FLY. Foto: Krestine Harboe.

Krestine Harboe
Det æstetiske og uhåndgribelige forenes i Krestine Harboes keramiske værker med havbundsafstøbninger og forgrenede organiske udtryk samt en lyserød flamingo, der nærmest danser i rummet mellem figuration og abstraktion.

Mette Rishøj – Flowerdial 160 x 110 cm Mixed Media på aidastof. Foto: Mette Rishøj.

Mette Rishøj
Hos Mette Rishøj inspirerer kontrasterne mellem de tøjlede blomstermotiver i malerierne og de organiske plantestrukturer i keramik og genbrugsglas til overvejelser om mangfoldighe-den i en fremtid med en menneskeskabt natur.

Pabi Chulo. Foto: Pabi Chulo.

Pabi Chulo
Legesyge er det gennemgående udtryk hos Pabi Chulo i både video – hvor hans ansigt bogstavelig talt spises af en flok fisk – og i en udstoppet indfarvet et-øjet ugle, der sidden-de på et stort dystopisk landsskabsmaleri synes tæt på at gå i opløsning.

Caroline Krabbe. Foto: Caroline Krabbe.

Caroline Krabbe
Menneskets evige refleksioner om naturen sættes på spidsen i Caroline Krabbes detaljere-de tegninger og ekspressive skulpturer. Hendes værker er fabulerende, sanselige og nær-mest sjælelige i deres nærvær.

Hanne Nielsen Kjærsgård
I Hanne Nielsen Kjærsgård farverige malerier, er det narrative i højsæde. Hendes dynami-ske malemåde og tvetydige indhold er i konstant udveksling og skaber en nærmest ela-stisk virkelighed, hvor alt afhænger af øjet, der ser.

Nina Ekman
Med palmer, kaktusser og futuristiske planter, der fylder i både fysisk og overført forstand, giver Nina Ekmans tuftede tekstilskulpturer en følelse af, hvor overvældende naturen er i sin rene form. Samtidigt synes værkerne så insisterende, at de også rummer et dystopisk varsel om verden af i morgen.

Heiko Müller
Det dragende og det dystre i vores fascination af naturen behandles i den tyske kunstner Heiko Müllers installation af dyretegninger, hvor absurde elementer forstyrrer den umid-delbare idyl.

Palmesang
Udstillingen bindes auditivt sammen af et lydunivers udarbejdet af Krestine Harboe, hvor Frederikshavns-palmernes “sang” er optaget med et musikalsk device, der omsætter elek-tromagnetiske impulser fra palmernes blade til lyd, som er samplet med reallyde fra havstokken, mågernes skrig og lyden af tordenvejr.

Så selvom Palmestranden overvintrer i sit drivhus, er der fortsat alle muligheder for en tan-kevækkende vandretur i Frederikshavn, som både forfrisker, inspirerer og perspektiverer i forhold til vores samspil med naturen.

Frederikshavn Kunstmuseum & Exlibrissamling
Parallelvej 14, Frederikshavn
Frem til 25. februar

Artikel fra: Nr. 01 / 2023 – Januar / Februar