Hans Hemmerts tankebobler og tegninger lægger spor ud, og så piller de ved min virkelighedsopfattelse
 

  

Vi er blandt store, ja, kæmpestore balloner, og de er gule som en rigtig, rigtig gul kanariefugl. Den tyske kunstner Hans Hemmert puster de gule balloner op, lige hvor jeg er, og hvor han er, og han lokker mig faktisk til at forholde mig til dem. Der er noget mærkeligt og noget sært dragende i de værker. De er spændende, de er kloge, de er usentimentale, og de er frygteligst af alt ufattelige.

Hans Hemmert piller dybest set ved opfattelsen af virkeligheden, for han gradbøjer den jo og får mig til at tænke, at i begyndelsen var formen nok, og når det kommer til stykket, skulle det slet ikke undre mig, om Verden er mest rund.

Hvis det ikke lige var for de godt 30 tegninger, der hænger hen ad gangen i husets foyer. På vej hen ad den, hvor jeg har gået igen og igen, er det som om, jeg føler udstillingen. Det er sjældent at opleve det, jeg har følt det med værker af Anselm Kiefer, Max Ernst og Peter Brandes. Her startes det af Hans Hemmerts dynamiske og voldsomme tegninger- og deres titler. Længe bliver jeg hængende ved en af tegningerne: Der Hang zum denken. Godt placeret! Måske et af udstillingens hovedværker.

Der Hang zum denken, tegningen vedgår, indrammer vort behov for og vor hang til også at eftertænke tanker.

 

Hans Hemmert er født i 1960 i Sydtyskland, og i 1983 begyndte han sine kunststudier, først på Kunsthøjskolen i Berlin senere på St. Martins School of Art i London.

Hans Hemmert har rigtig mange både solo- og gruppeudstillinger bag sig i Europa og USA. Hans Hemmerts base i det åbne og Internationale kunstmiljø er Berlin, hvor han bor og arbejder.

I denne sublime præsentation af Hans Hemmert-værker optræder kunstneren inde i nogle af de gule tankebobler. De er placeret i forskellige hverdagsagtige og velkendte situationer, som vi sagtens kan forholde os til.

Det, der påkalder vor opmærksomhed og virker voldsomt på os, er, at det ikke er et menneske, der interagerer med mig, – men en gul ballon.

Det er godt og sundt provokeret med positiv forvirring og undren til følge og det allerbedste, det vender op og ned på, hvordan vi bliver  nødt til at forholde os til objekt og subjekt, og ikke nødvendigvis i et strengt formsprog, hvor objekt og subjekt er sådan nogen gramatiske dimser.

Det er processen, hvor de knaldgule balloner som materiale overtager skaberrollen, der virker så udfordrende og næsten tvinger mig til at have en mening om vort samvær. Og Hans Hemmert Iægger spor ud efter sig, han bliver nemlig svær at glemme, han bryder med tabuer, det indiskutable og det ordinære så kontant, at de mest selvtilfredse af os kan få det ret svært med ham.

Og så: Hans Hemmert lirker ved, og han debatterer det alment vedtagne, def godkendte, det pæne og det accepterede, og det indlæg er godt at få i vor danske og noget løse kunstdebat. Hos Kulturforum Würth er vi lige nu i en trekant mellem billede, scene og skulptur, og vi har at gøre med kunst som en levende substans.