Det er en uhøjtidelig og imødekommende stemning, som møder én, når man træder ind i Bredgade Kunsthandels venlige, lyse lokaler med sildebensparket, hvor herboende, svenskfødte maler Håkan Nyström (f. 1948) netop nu er aktuel med soloudstillingen: ”City of the Mysteries – Et Skridt Tilbage, To Skridt Frem”
Håkan Nyström tilegner udstillingen de to kunstnere, den svenske, surrealistiske maler Erik Olson (1901-86) og den italienske, surrealistiske maler Giorgio de Chirico (1888-1978). Der begge, som Håkan udtrykker det i kataloget, ” (..) er indfoldet i alt, jeg maler. ”
På udstillingen, som ferniserede lørdag 18. januar 2020, kan man se en ophængning af Håkan Nyströms nyeste værker – 24 oliemalerier i sortmalede trærammer fra perioden 2017-19.
Mange af Håkan Nyströms ny-realistiske malerier er holdt i en mørk kolorit med baggrunde i den tertiære palets jordfarver, hvor primærfarverne rød-blå-(gul) og den komplementære orange kommer ind, ofte i billedets forgrundsmotiv, som et slags ”stød” (:Håkan), et opråb, eller et signal, kunne man også kalde det.
Dybden i opbygningen af maleriernes mørke baggrunde skaber mindelser om renæssancens og barokkens mestre Tizian, Velasques og Rembrandt og i lys-mørke dualiteten, hvor lys træder ud af mørke. Der er en forkærlighed for den blå palet, med variationer af ultramarin, kobolt og cyane nuancer kontrasteret med klare orange-rødlige farver. I en mere moderne kontekst får Håkan Nyströms farvesyn mig ligeledes til at mindes den danske maler og farveteoretiker Kasper Heiberg, der i Den europæiske palet, (1974) skriver om den signalværdi, som mindre mængder af blå, røde, (gule) og orange farver kan få i relation til jordfarvernes mørke majoritet. Det er et greb, som Håkan bruger bevidst i sit farvesprog.
Motivmæssigt er malerierne nærmest scenografisk opbyggede, som små, sur-reelle filmiske tableauer eller en form for drømmesyner, ofte lidt mareridtsagtige i stemningen.
Der er noget ildevarslende over de forladte og mennesketomme stuer og gråvejrslandskaberne, der blander sig med urbane scenarier. En form for larmende stilhed med mystisk lys bag mørke ruder, som i Consealed Garden (2018), hvor der måske signaleres til svævende skål over hviddækket bord i forgrunden?
Ligeledes i Open Door, ( and the Blue Stone ), (2018) hvor der anes en mystisk lysstribe, måske set gennem en sprække i en mørk, gammel dørfyldning? Eller er det den samme dør, der er taget af hængslerne og læner opad væggen ude til venstre i billedet, så at lysstriben i virkeligheden kommer ud af det mørke intet fra rummet i baggrunden? Creepy..titlen kunne tyde på det sidste.
Mange spørgsmål melder sig, helt tråd med Håkans Nyströms erklærede intention om at vægte det i kunsten ”(..) som man ikke kan forklare.”
Der fornemmes ofte et menneskeligt nærvær per stedfortræder i Nyströms motiver, eller måske et indblik i en tingenes værens tilstand; det viser sig f.eks.i Before Midnight, (2018), hvor en radio står tændt på et oplyst bord i en ellers tom og mørk stue.
Et andet omdrejningstema synes at være om vi er inden døre eller udendørs eller begge dele på samme tid, når interiøre – og eksteriøre landskaber indflettes i samme billede.
Nogen gange næsten subtilt som f.eks. i Chair II, (2019) hvor landskabet, det udendørs, kommer til stede i stuen på den blå stol, i form af et lille maleri af en udsigt over hav med et træ. Her får vi også indblik i det lagdelte perspektiv, som Nyström ofte benytter i sine billeder.
Med få undtagelser fremstår Nyströms olieværker på afstand i en materialitet som blanke, udglattede overflader uden struktur eller spor efter penselarbejdet, en form for akademisk malestil holdt i et stramt formsprog. Men går man tæt på træder penselstrøgenes individualitet tydeligt frem og de mange lag af maling, som fladerne er bygget op af på hørlærredernes tekstile strukturer. Det er malerier som er gennemarbejdede minutiøst over lang tid.
De nyere værker fra 2019, som hænger i det første rum, man træder ind i, synes umiddelbart mere åbne i kompositionerne. Her bliver vi mere entydigt taget med udendørs i terrænet. Motivverdenen er stadig dyster, måske en nær dystopisk fremtid, hvor der kun er få overlevende tilbage på Jorden?
Bål foran en grotte i mørket i, A Bench in the Past II ( Hommage á Gunnar Ekelöf ), 2019 eller brændende solnedgang, som skimtes bag forladt hus i det fjerne i, Broken Pillar (Hommage á Erik Olson), 2019; men trods det dystre, er det som om, det er lettere at trække vejret i billedrummet for beskueren. Det er ikke den samme klaustrofobiske fornemmelse, som i mange af de andre værker. Der en anden stemning i dem, som er mere luftig.
Det er spændende værker, som Bredgade Kunsthandel viser. Gå ind og se dem!
Bredgade Kunsthandel
Bredgade 69, 1260 København K.
Frem til 15. februar 2020
