Galleri Arte havde 10 års jubilæum sidste år, og galleriet er kendetegnende ved to ting. For det første er der nogle fantastiske lysforhold i gallerirummet, for på den ene side af galleriet ligger Lund Fjord og på den anden side – kun halvanden kilometer fra galleriet – det frådende Vesterhav med den høje himmel. Så der er dobbeltlys på de udstillindes værker, så man ser dem med klarsyn.
For det andet er de fleste af udstillerne højt anerkendte kunstnere med museumsudstillinger bag sig.
Emil Nolde, ekspressionismen og Finn Have
Mange af udstillerne på galleri Arte har sit udspring i ekspressionismen. Og man kan så ikke lade være med at nævne, at en af kunsthistoriens frontløbere for ekspressionismen, nemlig Emil Nolde, jo faktisk oplevede, at Lildstrand fik stor betydning for hans kunst. Han boede i august-september 1901 ved dette lille fiskerleje, et ophold der fik betydning for de følgende års motivkredse og kompositionsmønstre.
Finn Have udstiller i påsken på galleriet med udstillingstitlen ”Nogle åndehuller”.
Finn Have er som Emil Nolde ekspressionist, men maler dog ikke røvere og trolde som denne. Finn Have holder sig til naturens lokalkolorit med dens lys- og skyggeforhold. Han er dog en fri fortolker af naturen, fanger dens stemninger med brede penselsstrøg. Det der så også kendetegner ham er den blide og poetiske tilgang til maleriet. Samtidig har han i sine kompositioner et noget usædvanligt perspektiv. Han er en nytænker inden for kunsten, bl.a. begyndte han i 1990’erne efter en tur til Spanien at arbejde med vertikale landskabsbilleder i stedet for de vanlige horisontale og male malerier i modlys. Han begyndte ligeledes at samkøre maleri med koncept og installation.
Abstrakt-ekspressionisme
Af andre af galleriets udstillere er Anita Houvenaeghel, Felix Pedersen og Niels Frank, der alle maler mentale erindrings- og landskabsbilleder. Anita Houvenaeghel indfanger landskabets store linjer, samtidig med at alt omkring hende bliver opløst i fragmenter af farver og bevægelse. Træer, bygninger, formationer i landskabet, vandløb, åer og fjorde kan anes, men helt afgørende er blot farven og fornemmelsen af en bagvedliggende landskabelig struktur.
Felix Pedersen har sit udspring fra eks-skolen, hvor han debuterede med en sofa oversået med karse, og han har siden arbejdet med koncepter og installationer. Senere tog han maleriet og landsskabsmaleriet op igen, hvor han inspireres af fjorden, plantagen og havet, og på sine ture rundt i verden maler han akvarelkridt.
Niels Frank har udviklet en fabelagtig farvepalet, der har klangbund i hans sind. Der er drama og lyrik i hans billeder, som han får frem via kontraster og heftige brede strøg.
Af grafikere er der den fabelagtigt dygtige Tine Hind, der laver billeder med sjæl og nerve og Pia Skogberg, en nytænker inden for kunstens område, hvor hun både berører filosofiske og kunstneriske områder. Thymaleren Birthe Ohsten var en af de første, der gæstede galleri Arte med sine lyriske og impressionistiske landskabsmalerier. Den allerførste af udstillerne var galleristens mor, Ruth Andersen, som havde en stor retrospektiv udstilling på galleriet, da hun fyldte 80 år.
Også Bjørn Søndergård, der var med i Sæhrimnergruppen sammen med Felix Pedersen, var en af de første udstillere på galleri Arte. Der er senere kommet andre til, alle med sjæl og nerve, originalitet og et højt kunstnerisk niveau. Se www.galleriarte.arte