Af Mette Trolle Rasmussen
mette.trolle@mail.dk
Med udstillingen “Beyond the Borders of Existence” viser Museet for Religiøs Kunst endnu en gang stort format. Hvor har det lille museum stor berettigelse. Gang på gang vises kunst på internationalt niveau i vedkommende udstillinger.
Denne gang drejer det sig om Ernst Barlach og Käthe Kollwitz, to af Tysklands store ekspressionister, der hver for sig meget tidligt har påvirket mig og er gået under huden på samme måde som Munch og Goya.
Kollwitz (1867-1945) og Barlach (1870-1938) levede i og med det moderne gennembrud. De har ikke avantgardens nyskabende udtryk eller de store følelser penslet ud med en provokerende farvepalet. Begge er figurative og afdæmpede i deres midler, men så meget mere intens og stærk er oplevelsen af deres værker.
Barlach er i høj grad inspireret af middelalderkunsten og det åndelige. Mens Kollwitz inspiration er samfundets umenneskelighed. Med social bevidsthed skildrer hun det hun ser i samfundets mørkeste kroge, intet er pakket ind. Deres fælles udgangspunkt er humanistisk. Det handler om mennesket og dets eksistentielle vilkår. Hvor mange ekspressionister, de samtidige ”Brücke” kunstnere ikke undtaget, søgte inspiration fra fremmede landes eksotiske folkeslag, fandt Barlach sin inspiration hos den nordtyske bondebefolkning og enkle eksistentielle livsvilkår hos den russiske almue. Kollwitz mødte sine skæbner blandt Berlins fattige, hvor hendes mand var læge.
De skildrer eksistensen uden berøringsangst, tilbage står i dag universelle værker med en ubeskrivelig styrke. Den ene kunstners sociale engagement komplementerer den andens åndelige søgen.
Barlach søgen gælder det oprindelige mennesker i balance med sin omverden. Det glimrende katalog beskriver Barlachs menneske som metafysisk. Skulpturerne er stiliserede oftest uden individuelle kendetegn. Dog har ”den svævende” fået Käthe Kollwitz ansigtstræk. Den svævende er en menneskestor tung, svævende engel, skabt som mindesmærkes efter I. verdenskrig. Udtrykket er mørkt, alvorligt, lukket, bærende al smerten i sit indre og alligevel mildt. Dette hovedværk er det lykkedes at få med på udstillingen. Hvor andre krigsmindemærker dyrker den heltemodige indsats, går Barlach i den anden retning. Vi skal mindes tabene, sorgen og umenneskeligheden, som han mente det moderne fremskridt medførte ”den store krig”.
En tankevækkende udstilling i dag, hvor begreber som universelle menneskerettigheder, der blev skabt i kølvandet på de to verdenskrige, er i opløsning og fattigdom betragtes som selvforskyldt. Disse to kunstnere, der arbejder med samfundskritiske og civilisationsfremmende værker, bliver aldrig forældede.
Strandvejen 13,Lemvig
Frem til 15. september
