Lars Dan. Et udvalg af malerier 2009-2019
175 s, illustreret, Boggalleriet 2019
Lars Dan en lyssprække under døren (digte)
64 s, Boggalleriet, 2013
Maleren og digteren Lars Dan har været på kunstscenen siden sin debut og gennembrud på Kunstnernes Efterårsudstilling som 15-årig. Han blev derefter optaget på kunstakademiet som 17-årig og dimitterede i 1982 som 22-årig samtidig med gennembruddet for en ny generation af kunstnere, der blev præsenteret ’som de unge vilde’. Han har således været med længe og er generationsmæssigt at ligne med Michael Kvium, Claus Carstensen, Kenneth Nielsen og endnu flere, men han gik næsten med det samme sin egen vej væk fra det figurative og ind i en ekspressionistisk farveverden, hvor han aldrig er kommet ud fra igen. Denne bog er en opsamling af de sidste 10 års udvikling med hans base i Hornbæk i Nordsjælland.
Tidløs kunst
Gitte Ørskou skriver forordet, hvor hun konkluderer at hans lige ikke findes. Hans kunst er tidløs, hans slægtskab europæisk og hans motivverden gentages næsten med en tvangsmæssig repetition. Så fortsætter de med korte tekster af Lisbeth Bonde, Nina Hobolth, hyldestdigt af Lars Bukdahl (hvor han konkluderer, at ”FARVER ER POWER”), Lars Kolze, Torben Weirup og Mikael Josephsen blandet op med gengivelser af malerier fra perioden. Hvis man har oplevet Lars Dans malerier, så ved man, at selv den bedste fotografiske gengivelse ikke kan yde hans værker retfærdighed for, som de alle skriver, er Dans maleri et lag-på-lag-på-lag – måske 30 gange – så det bliver til et maleri og skulptur i ét i en sådan grad, at malerierne bliver utrolig tunge. Noget, der efter tre års arbejde, kulminerer med maleriet ”Hornbæk Plantage” (180×450) i 2010, som vejer 200 kg og tilhører Kunsten i Aalborg sammen med fem andre værker.
Kamplyst og eksistens
I Lisbeth Bondes tekst, efter hun har besøgt og interviewet ham, læser han op af et manifest, hvor han bl.a. siger: ”Jeg maler ikke naturen, Jeg maler som naturen, Selvgroende billeder. Jeg ser maleriet som et nomadetæppe, jeg væver på hele livet, hvor farverne ændrer sig efter de landskaber, jeg rejser gennem.” Det er en proces, hvor han lytter til musik som Leonard Cohen, som han har haft med sig siden 1977 eller Neil Young. Nina Hobolth konkluderer: ”Med de seneste års særegne og stadig voldsommere kamplystent favntag af drama og eksistens”.
Torben Weirup fortæller, hvordan han genbesøger Dan efter mange år og spørger ham, hvad gør du, når du er færdig med billederne – eller når de er færdig med dig? Så skal værkstedets vægge først males hvide, inden Dan kan starte igen og siger: ”Hver morgen begynder jeg forfra. Ikke sådan at jeg som Kossoff kan finde på at skrabe farven af lærredet. Men jeg kigger og kigger meget længe for at se, hvad jeg vil gøre for at komme videre.” og så springer han videre til sine skriverier, der foregår parallelt med maleriet: ”Når jeg skriver et digt, skal jeg være klar som Ramlöse. Det er et spørgsmålet som sproglig præcision… Maleriet er også et spørgsmål som præcision…. At male som jeg gør det – er som at være opdagelsesrejsende”. Weirup siger om maleriet: ”Lars Dan bevægede sig hurtigt frem mod et stærkt følelsesfuldt, koloristisk nuanceret maleri. Lars Dan er i det hele taget en romantisk maler.”
Man skal altså ikke bare se på malerierne, men også læse digtene. Derfor har jeg medtaget en af de digtsamlinger, han har udgivet, hvor han bl.a. skriver om sit forhold til lyset og mørket: ”mørket // bliver liggende // i maleriet// hvor lyst det end er // – som ihukommelser”. Hans naturlandskaber er kun skildret som nærmest uendelige farvenuancer, der snor sig mellem hinanden med bakker og dale: ”landskabet skyller igennem stuen // som en næsten udvisket akvarel // bleget af havvand og sol”.
Lars Dan har en unik position i dansk kunst, og der fortælles i bogen fint om årene 2009-19. Måske kan vi så næste år se frem til nye malerier, når de endelig er tørret, for Dan arbejder kun med oliemaling og linolie, for at malingen bedre kan beholde sin klarhed. Der kan derfor gå op til to år, før de er helt tørre.
