Mørk og manisk –
og så ikke et ord om Twin Peaks
Instruktør og billedkunstner David Lynch udstiller i
Kunstforeningen Gl. Strand i København. Det er ikke for sarte sjæle
Af Lars Pryds
pryds@mac.com
For tiden læser jeg Patricia Cornwell. Hendes romanhelt, Kay Scarpetta, er ‘Chief Medical Examiner’ og obducerer mordofre, der har fået skåret ben og arme af, er blevet mishandlet på anden vis eller smittet med virusbakterier og efterladt i øde landskaber. Hovedpersonerne i David Lynch’s univers kunne være Scarpettas ‘cases’, før de lander på obduktionsbordet: forvrængede menneskekroppe i tomme rum, afklædte og forladte, skildret lige før forbrydelsen sker, eller i sekundet efter det pistolskud, der tager livet fra dem. Ikke noget behageligt syn.
Billederne er uhyggelige og kryber ind i hovedet på os som maddiker på et lig i forrådnelse. De er fysisk pågående – med kraftige lag maling, påklæbede objekter som plastre, dukker og trægrene. På et enkelt er syv glasøjne presset ned i materialet, i grænseområdet mellem maleri og skulptur.
I fem store billeder, vel udstillingens væsentligste, danner gigantiske farveprint bund for de ubehagelige handlingsforløb. Rigtige tøjstykker (skjorte, bukser etc.) er limet på kroppe, der er groft modelleret op i “et fantastisk materiale, med en hemmelig opskrift”, som Lynch har beskrevet det. I et enkelt værk, “Pete Goes to his Girlfriend’s House”, er huset bygget op som et relief i pap, og tableauet minder om en teaterscene, hvor de forfærdeligste ting kan ske.
Tre etager – tre udstillinger
Udstillingen er velstruktureret – på første sal vises de store malerier; på anden sal sort-hvide litografier og tuschtegninger; på tredje sal skitser, fotos samt eksempler på David Lynch’s tidlige eksperimenter med kortfilm og animerede film. Denne opdeling giver forskelligartede oplevelser, hvilket forstærkes af det pusterum man får ved at bevæge sig fra den ene etage til den næste – man træder ind i en ny udstilling på hver etage.
De store billeder er umiddelbart imponerende, men har man sans for det mindre format, er der stærke motiver i mange af Lynch’s sorthvide tegninger. Her er dramaerne koncentrerede, og de naivt skitserede menneskefigurer er næsten mere intense og uhyggelige end i de store, voldsomt udpenslede varianter. Ikke mindst på grund af farveholdningen, der snarere end sort-hvid er sort-grå. Litografierne i serien “The Paris Suite” er overraskende dekorative, og ligner mest et forsøg på at omsætte de små skitser på gule post-it blokke, der vises ovenpå, til salgbar grafik – men nerven og farligheden er forsvundet.
Foto, film og servietter
På tredje sal vises udover kortfilmene to værkgrupper: serien “Distorted Nudes” fra 2004 – gamle erotiske fotografier, som Lynch har manipuleret digitalt – med en obduktionslæges præcision, men også som var det skildringen af en voldsforbryders absurde fantasi. Desuden ca. 500 små tegninger på servietter, post-it blokke og lignende. Næsten manisk, forestiller man sig, har Lynch tegnet, når ideen har meldt sig. De mange tegninger er uden dato eller titel, men giver et sjældent indblik i en kunstners arbejdsmetode.
Hvad det egentlig er der forgår – på billederne og inden i David Lynch – skal der nok en obduktionslæge af Kay Scarpetta’s kaliber til for at blotlægge. Men det er en dybt fascinerende tur ind i instruktørens billedkunstneriske univers, Gl Strand giver os mulighed for på denne flotte udstilling. Med andre ord: SE DEN, og sæt god tid af til det. Rigtig ond fornøjelse!
Gl. Strand 48, København
Frem til den 16. januar 2011
