10. Apr 2017

Af Erik Meistrup
meistrup.erik@gmail.com

Til Kunsthal Aarhus har Nkanga udviklet disse to installationer som rum, hvor en række forskellige møder kan finde sted. Her indgår naturen i dialog med lokale performere og med de besøgende. Nkanga har inviteret musikere, dansere, digtere og performere fra hele byen til at reagere på tanken om “smagen af en sten”. De vil løbende interagere med installationen hen over udstillingsperiodens forløb. Til denne del må jeg melde pas, da jeg kommer og ser en udstilling inden deadline.
Den nigerianske kunstner Otobong Nkangas skulpturer, installationer, performances, tegninger og fotos undersøger tanker om jord, kartografi, værdien af naturressourcer og miljøproblemer.
Nkanga samler på menneskelige og naturlige spor, der er blevet efterladt i genstande og landskaber. Disse genstande fremvises poetisk på borde og i byggede konstruktioner på en måde, så de sætter gang i hukommelse, tanker og følelser. Det er en usædvanlig videns produktion: fra politisk teori til filosofi, fra sociologi til naturvidenskab.
Udstillingen The Encounter That Took a Part of Me i Kunsthal Aarhus, der samproduceres med det britiske kunstcenter Nottingham Contemporary, vil bestå af to store installationer. Den ene vil være en ny version af installations- og performance-stykket ”Taste of A Stone” fra Sharjah Biennalen i 2012, mens den anden er et nyt bestillingsarbejde: en installation, der består af en storstilet vægtegning, et to-fløjet billedtæppe og skulpturelle strukturer.

Forfaldets metafor
Otobong arbejder meget konceptuelt og blander sine forskellige udtryksformer fra metalarbejder, maleri, stoftryk, tegning etc. Det ene rum domineres af en vægopsætning, hvor konturerne af et hus i den ene ende glider over i landskabslignende bjergrigt område, eller også er det områdeinddelinger, der igen afløses af maleri af et luftfoto af et stykke ’jord’.
Farvemæssigt domineres det af rustagtige kulører som en metafor for nedbrydning og forfald, der igen er metaforer for forfaldet i samfundene bestående af korruption og ideologier. Men disse metaforer får man serveret af det oplysningsark, der følger udstillingen, for det er ikke helt åbenbart, at man skal trække associationerne så langt.

Smagen af sten
Den anden installation er på en måde umiddelbart lettere tilgængelig og skærer direkte ind i en meget skandinavisk kulturel ’ideologisk’ forståelse af design, arkitektur, haveforståelse (det sidste trækker også på en forståelse af noget ’japansk’).
Man træder ind i et rum fyldt med hvide sten (benævnt som ’polarhvide’ småsten) – nærmest et klinisk landskab, der pirrer vores trang til hvidhed i design og arkitektur (vi vil have hvide vægge, enkelhed, ensartethed). I denne stenhave kan man søge zen (det japanske element), men det forstyrres af forskellige granitsten lagt ud i et tilfældigt mønster. Når man træder ind, opdager man yderligere en række fliser, der er ’pyntet’ med billeder af ukendte planter, som altså repræsenterer noget, der mangler. I et hjørne står en gobelin med et indvævet mønster af en botanisk tegning (videnskabelig afbildning).
De afbildede planter hører til i en anden verdensdel og ’lever’ derfor af stedet for at udtrykke et minde om stedet, man har forladt. Hvis man bliver ved med at pleje det forladte, vokser man aldrig sammen med det nye steds jord, og man forbliver fremmed som disse billeder af fremmede planter. Det sidste belærer det nævnte oplysningsark om.
Man kunne jo omvendt lege med en anden metafor om alle de fremmede planter, vi forsøger at omplante til vores haver, og som vi må kæmpe for med alskens midler for at holde i live i vores design paradis. Når hun kalder rummet ”Smagen af Sten”, siger det noget om, at her kan man/det ikke trives. Der er kun det visuelle udtryk, der står tilbage i sin hvide nøgenhed. Hvid er ikke kun uskyldens farve, men den skærende farve, der står for solens afbrænding af jorden og kun efterlader en ørken. Hvid er også repræsentant for det kliniske – det er den ultimative hospitalsfarve – og for at man reducerer helt til bunden i et billede eller en religiøs overbevisning. Man kan jo vælge sin egen fortolkning, men kan ikke lade være med at synes, det er en smuk vandring i en ørken af hvidhed.