Harald Giersing (1881 – 1927) tilhører en gruppe kunstnere, som kunsthistorikere benævner ’1880-generationen’, som er en langt række kunstnere, der kommer til at forandrer synet på hvad særligt maleriet kan og bør kunne. Kredsen omfatter ud over Giersing også Sigurd Swane, Edvard Weie, Jais Nielsen, Olaf Rude, William Scharff og Ebba Carstensen. Der er også billedhuggerne Kai Nielsen, Johannes Berg og Astrid Noack.
1880-generationens betydning
I min optik burde man også indregne Vilhelm Lundstrøm, selvom han er en 1890-generation, men som Lise Jespersen, direktør på Randers Kunstmuseum svarer, da jeg spørger: Man kender ikke nogen kontakt mellem Giersing og Lundstrøm. Giersing blev af flere betragtet som den måske ledende figur for generationen. Såvel Giersing som andre var under indflydelse af udviklingen især fra Paris, som Giersing også opholdt sig i en tid, 1906-07, og hvor han oplevede Gauguins værker og mødte Paul Signac og neoimpressionisterne. Han debuterer året efter på Kunstnernes Efterårsudstilling. Da han vendte hjem, kunne man se inspirationen i hans værker af modelstudier, og han skrev et manuskript ”Om Billedværdien”, der var et opgør med den tendens, der indtil da havde været i dansk kunst, hvor han konkluderer, at ’billedkunsten æstetisk set ikke har andet mål en skønne kombinationer af flader, farver, linjer og rum’.
Giersings fem kategorier
Harald Giersings virke falder i forskellige kategorier: 1. modelstudier, 2. selvportrætter, 3. figurskildringer i en moderne udformning med dansere, teater og sport, 4. landskaber og naturskildringer og 5. opstillinger. Det er i landskabet, han starter, og som han jævnligt genoptager i en vekselvirkning med de andre motivkredse. Man må sige, at portrætter og selvportrætter ser ud til at have betydet meget for hans anerkendelse og mulighed for indtjening. I disse portrætter ser man også det skel, der opstår. Nogle er mere traditionelt naturalistiske og andre som portrættet af Nolle Syberg, 1919 er tydeligt ’moderne’ med geometriske streger specielt i hovedets formsprog. Det står i kontrast til f.eks. portrættet af Ellen Roede fra 1910.
Maleriet skal knalde
Med billedet af Nolle Syberg er det nærliggende at se på figurskildringer som ”Fodboldspillere. Sofus Header”, 1919, ”Danserinde” fra 1920 eller ”Siddende danserinde med hovedet støttende på hånden” fra 1919. De er del af hans nye farvestærke og dynamiske motiver i perioden 1917-21, som gav anledning til anstød og kritik. Han skrev selv om perioden: ”At få billedet til at knalde, få linjerne til at eksplodere imod hinanden. Farverne skal skratte af stejl kraft og pragt…” Og det må man sige, han lever op til. Det er denne periode, der frem for noget i manges øjnene netop repræsenterer Giersing og hans betydning, og derfor er det især disse malerier, der altid trækkes frem. Randers Kunstmuseum ønsker imidlertid at give hele billedet af kunstnere og præsenterer f.eks. derfor også hans landskabs- og naturmalerier som ”Jernbane gennem skoven, Sorø” 1916 eller ”Kukkenbergvejen, Svannige” 1920, som er godt professionelt arbejde, men reelt temmelig kedelige, nogle af dem grænsende til det ligegyldige.
Det er blevet en interessant udstilling, der trækker en kunstner som Giersing frem i spotlyset og viser, hvilken betydning en kunstner kan have for at lægge en ny retning, som efterfølgende udviklede sig og transformerede kunsten. Hvis man vil fordybe sig i hans liv, bl.a. de debatter, han deltog i (f.eks. dysmorfismestriden – om den nye kunst var sindslidelse som professor i patologi Julius Salomonsen mente), er kataloget en solid kilde til en større forståelse med dokumentation af Giersings værker i Danmarks bidrag ved Biennalen i Venedig i 1934.
Randers Kunstmuseum
Stemannsgade 2, Randers
Frem til 6. juni
