In Clay and Paper
Titlen henviser til det materialefællesskab, som Michael Kvium (f. 1955) og norske Kjell Erik Killi-Olsen (f. 1952) har skabt udstillingen ud fra. Den præsenterer helt nye værker i keramik og på papir af de to kunstnere. Kvium og Killi-Olsen har skabt en del af de keramiske arbejder samtidig i Killi-Olsens værksted i Norge mens papirværkerne primært er skabt hver for sig.
For 20 år siden åbnede de to kunstnere en udstilling på Esbjerg Kunstmuseum, hvor de havde samarbejdet om en række store lerskulpturer, og i anledning af jubilæet mødes de nu igen. Leret har igen været omdrejningspunktet for arbejdet, flankeret af en række store arbejder på papir.
De har bl.a. arbejdet med skalaen i leret, og med sammenhængen mellem det todimensionelle billede og det tredimensionelle keramiske værk.
Ækelhedens æstetik
I Danmark er vi vant til at Michael Kvium viser os det grimme og frastødende i os selv og vores næste. Vi kender hans karikerede menneskeskikkelser og forvredne univers og nogle gange gyser vi over hans evne til at spidde borgerskab, pænhed og normalitet. Og omvendt kender vi også hans forsonende humor og iboende kærlighed til det jævne, ofte ikke-helt-smukke-og-vellykkede menneske.
Jeg kendte ikke Kjell Erik Killi-Olsen, da jeg blev inviteret til åbningen af In Clay and Paper på Trapholt, men kan jo tydeligt se slægtskabet – især i keramikken. Det, jeg især ser, er, at ingen af dem viger tilbage for at opsøge og dyrke ækelhedens æstetik og udforske det dunkle, væmmelige og sørgelige i eksistensen, side om side med den ironiske humor.
Ler og Papir
Faktisk synes jeg at Killi-Olsen står stærkest i sine keramiske arbejder og på mange måder overgår han Kvium når han udtrykker sig i leret; hvorimod nordmandens papirværker ikke kan måle sig med Kviums. Killi-Olsens malerier minder mig mest om Naivisme og visse dele af Outsider Art-scenen, hvilket er helt fint, de har bare ikke samme styrke, humor og kunstneriske kvalitet som Kviums billedværker.
Jeg var meget betaget af Killi-Olsens syrede, forvredne og temmelig uhyggelige skulpturelle univers samtidig med at jeg frydede mig over Kviums balancegang mellem kærlig humor og barsk satire i papirværkerne.
Det eksistentielle
Kvium og Killi-Olsen kredser begge om eksistentielle tematikker, der kommer til udtryk gennem et fabulerende, surrealistisk billedunivers, hvor metamorfosen mellem menneske- og dyremotiver er et gennemgående motiv.
Gennem det både attraktive og frastødende behandles centrale menneskelige relationer som kærlighed, seksualitet, ensomhed, sårbarhed og forgængelighed. Og det er i ambivalensen spændingsfeltet ligger ligesom grumheden fastholder vores interesse.
Min gennemgående tanke da jeg beså udstillingen var, at det er befriende, når to store malere i nordisk kunst, viser, at kunstnerne ikke skal være bange for noget eller vige tilbage for grimhed eller moralisering. Der ER faktisk budskaber, meninger og holdninger her, der gerne må komme ud over rampen. Ækelheden handler ikke om deres egne indre organer (som vi ellers ser så meget af i disse år); nej, de vender blikket ud ad – mod en tvivlsom verden, som de gerne giver et ord med på vejen. Tiden og livet er for kort til at være selvoptagne og individualistiske, dagsordenen er større hos dem begge.
Michael Kvium
Kviums karakteristiske billedsprog viser en kritik af samfundsforhold, i form af f.eks. klimaforandringernes konsekvenser for menneskets forhold til naturen og sig selv. Gennem deformering af menneskekroppen, øde oversvømmede landskaber eller en forarmet natur viser han os det liv, der ødelægges i disse år – af os selv. Og han viser mig også f.eks. den outdatede rockertype, som var eftertragtet, da jeg var ung, men som nu er en karikatur af sig selv.
Kjell Erik Killi-Olsen
I Killi-Olsens skulpturer og billedkunst ses myriader af figurer, der fremstår som totemmer af den menneskelige psyke i skærende kontrast til den forskønnende idealisering af mennesket, som vi møder i hverdagen. Både keramik og papirværker viser underbevidsthedens drømmescenarier, kompleksiteten i forholdet mellem begær og fortrængning, samt spændingen mellem det skrøbelige, sårbare og livsbekræftende. Figurationen er enkel og sine steder barnlig og ret grim (i papirværkerne), og der pyntes ikke på noget. Særlig interessant fandt jeg en skulptur af en fødende kvinde; et værk, der på ingen måde idylliserer situationen.
Kvium og Killi-Olsen har et fælles udgangspunkt i 1980’ernes postmodernistiske, narrative og figurative maleri. Jeg ser dem som åndskæmper i vores tid.
TRAPHOLT
Æblehaven 23, Kolding
Frem til 26. november
