Jeppe Højholt – Natteskyer over Gubbalyckan. Eget foto

MENS VI VENTER PÅ LYSETS KOMME

Af Inge Schjødt - 8. Dec 2023

Tegner og illustrator Jeppe Højholt bor og arbejder på ødegården Gubbalyckan i de svenske skove udenfor Vittsjö. Herfra hans verden går denne vinter, mens hans hjertes skat er draget mod den jyske hovedstad for at få lidt mere civilisation indenfor rækkevidde, mens regndråberne falder og bliver til iskrystaller på denne årstids mørke, gråtunge himmel. Hun er også kunstner, Katherine Whitehouse, med et særligt talent.

Jeg fandt på at forstyrre tegneren i Skoven med en spontan idé:
– Jeg kom i tanke om en af de traditioner, jeg selv værdsætter i december – synet af min fint tegnede Julekrybbe, skabt af en svensk tegner, og udgivet af avisen Kristeligt Dagblad i 1985. Den lyser op hvert år i mit vindue. Måske kunne nogle af Jeppe Højholts fine, stemningsfulde tegninger bruges til at bringe lidt lys til Kunstavisens læsere her i Adventstiden?

Jeppe Højholt – Levende lys på køkkenbordet. Eget foto.

Jeg sender en forespørgsel til manden i Skoven. Fluks sender han svar og sender mig denne fine tegning af det enlige lys i køkkenet. Det er da en fin begyndelse til en Adventskalender, tænker jeg, og får lov at dele Jeppe Højholts tegninger på Kunstavisens facebookside.

Kunstneren har masser at lave her op til jul, men jeg får hurtigt endnu en tegning med et lys og to fine himmelrum over mørke fyrretræer i indbakken. De kan bestemt også fortælle noget om Advent, som betyder ’komme’.

Jeppe Højholt – Legehuset på Gubbalyckan. Eget foto

Alle børn kender Jeppe Højholts streger

Vi kender ham alle sammen, uden at vi ved det. Jeppe Højholt har en flot karriere bag sig, med masser af produktioner for børn og voksne.

– Jeg har tegnet, skrevet og instrueret til Bamses Billedbog, Kaj og Andrea, Morgenthalers ‘Carsten & Gitte’ og til Folkekirken.

– Og jeg har illustreret et par Rasmus Klump-bøger. Det er vist de mest kendte ting, fortæller Jeppe Højholt via messengerbeskeder fra Skoven. Af de mere kommercielle ting nævner han en pladeproduktion, Dieters Lieder i 80’erne, og tegninger til forskellige magasiner – og så lige denne her opgave:
– Jeg tegnede Fætter BR i en årrække.

Hvor kommer talentet og inspirationen fra, det er jeg som skribent altid interesseret i at høre. Hvor lå nøglen og omdrejningspunktet, som betød, at der kom en karriere ud af det? Det tror jeg, at læserne også gerne vil høre om. Vi ringer sammen og jeg får lidt mere at vide om Jeppe Højholt.

– Var dine forældre også kreative, musiske?
– Min mor Ruth Højholt udstillede på Den Frie, men da hun fik mig, lagde hun kunstnerkarrieren på hylden. Min onkel Per blev berømt med Gittes Monologer og har stadig en stor stjerne i litterære kredse. Han var sygt inspirerende at være sammen med. Og sjov. Jeg besøgte ham indimellem i ferierne, fortæller Jeppe Højholt.

– Hvor startede du selv med at tegne?
– Jeg begyndte ret tidligt med at tegne. Og har blandt andet lavet mange tegneserier. Også mens jeg gik på Skolen for Brugskunst i København, mens rektoren hed Peter Bysted.

– Mit speciale handlede om tegneserier.

Sammen med bureauet Savannah har jeg lavet en del animationer til computerspil, jeg har skrevet manus og instrueret skuespillere til Bamses Billedbog, Kaj og Andrea og flere andre serier. Jeg har arbejdet for Danmarks Kirkelige Mediecenter, hvor der blev skabt en særlig portal.

– Og så har jeg spillet en masse musik, fortæller Jeppe Højholt.

– I dag underviser jeg på Kulturskolan i Hässleholm i tegning, maleri og 3D. Det er fint, jeg holder meget af at undervise. Det gjorde jeg også i København, før jeg traf Katherine og vi flyttede herop.

Jeppe Højholt – Familien Offersens torp i Sverige. Eget foto

Skønheden i skoven

På egnen har Jeppe Højholt fået interesserede kunder, der bestiller fine skildringer af de typiske svenske rødmalede træhuse og gårde, der ligger pittoresk i landskabet. De bliver kaldt frem og foreviget på papiret med den fineste akkuratesse.

Ind imellem bliver der tid til den private tegneblok, hvor nye inspirationer tager form. Foreløbigt i små formater, som de, der blev vist på sommerens udstilling sammen med Katherine Whitehouse i Höörs Konsthal.

– Når jeg sætter mig på terrassen om aftenen, så kommer der noget ind i det, som ikke er entydigt. Det er jeg ret optaget af. Jeg er på vej et nyt sted hen, fortæller manden i Skoven, med spændt forventning i stemmen.

Sådan kommer vi omkring nogle lange, mørke timer, og en god bid livshistorie. Der er håb forude.

Jeppe Højholt – Blad fra en Julestjerne. Eget foto

Tilbage til Advent

Gennem de fire adventssøndage dukker en hilsen til Kunstavisens læsere op på facebook – Mens vi venter på lysets komme.

Kunstavisens facebookside
Fire søndage
Frem til 24. december

Jeppe Højholt – Tre Hyacinter. Eget foto
Jeppe Højholt – Natteskyer over Gubbalyckan. Eget foto