Det er ikke tilfældigt, at Statens museum for Kunst (SMK) kalder den store udstilling med værker af Käthe Kollwitz (1867-1945) for ”Mensch”, for mennesket står i centrum i hendes værker. Takket være lån fra mange museer og privatpersoner kommer hun her til fuld udfoldelse som tegner, grafiker og billedhugger med 130 værker, hvor tre temaer er gennemgående: ”Mor og barn”, ”Kvinder” og ”Selvportrætter”.
Udstillingen begynder i en stor sal, der deles op i mindre enheder af et rum i midten. Her vises filmen ”Sædekorn skal ikke kværnes” fra 1967 om kunstneren, som er en god introduktion til udstillingen, der fortsætter i de små alkover.
Käthe Kollwitz blev født i Königsberg, det nuværende Kaliningrad, i 1867. Tidligt viste hun kunstnerisk talent, og som 14-årig kom hun på en kunstskole og i 1886 rejste hun til Kvindernes Kunstskole i Berlin, og under opholdet der traf hun sin kommende mand Karl Kollwitz (1863-1940), som læste til læge. De blev gift i 1891 og slog sig ned i den berlinske bydel Prenzlauerberg, hvor de boede i 50 år. Hendes mand arbejdede som sygekasselæge i fattigkvarteret, og det var ikke noget givtigt job. Hun oplevede på første hånd, de fattiges nød og elendighed, og når patienterne sad i venteværelset, tegnede hun dem, og hun betalte også folk fra kvarteret for at sidde model.
Væveropstanden
Sit gennembrud fik hun i 1898 med de seks grafiske blade ”Væveropstanden”, der skildrer opstanden i Schlesien i 1844, som hun var blevet inspireret til af Gerhard Hauptmanns teaterstykke ”Væverne”. Hermed slog hun sit navn fast som en social og politisk kunster. De kan ses på udstillingen sammen med hendes anden store serie ”Bondekrigen” (1902-08), der skildrer bondeopstanden i Tyskland under reformationen, der blev slået ned med hård hånd. Senere fulgte yderligere tre serier: ”Krig”, ”Proletariat” og ”Døden”.
Hendes søn Peters død i første verdenskrig gjorde et dybt indtryk på hende og kom til at præge mange af hendes værker resten af livet. Det lammede hende for en tid, og først i 1919 tog hun fat igen, og et gennemgående tema derefter var kampen imod krig, f.eks. plakaten ”Aldrig mere krig” (1923).
Efter krigen gik hun over til at kun at arbejde med træsnit og litografi, som kunne trykkes i større oplag og egnede sig bedre til agitation, ikke mindst som plakater. Tidligere havde hun også arbejdet med raderinger.
Interessen for skulpturer begyndte under hendes ophold i Paris i 1904, hvor hun gik i en skulpturklasse. Det blev ikke til nogen stor produktion, i alt 43, hvor af 19 er bevaret. I næsten tyve år arbejdede hun med sit hoveværk ”Sørgende forældre”, som i 1932 blev opstillet ved den kirkegård i Belgien, hvor hendes søn er begravet.
Anerkendt kunstner
Efterhånden blev hun en så anerkendt kunstner, at hun i 1919 blev medlem af Preussens Kunstakademi og nogle år efter professor, men i 1933 blev hun smidt ud af akademiet. Hun mistede dermed også sit atelier samme sted, og indgik i 1934 i et atelierfællesskab, hvor hun arbejdede meget med skulpturer. Fra 1940,hvor hendes mand døde, arbejdede hun i hjemmet.
I mellemkrigstiden var Käthe Kollwitz ikke ukendt i Danmark. Fra 1915 til 1937 blev der vist fem udstillinger, og hun blev også meget omtalt i en række socialistiske blade og tidsskrifter som Solidaritet, Clarté, Monde og Plan. I 1932 kom den første bog om hende på dansk i serien Social Kunst, der blev udgivet af Mondes Forlag.
Man kan undre sig over at Statens Museum for Kunst først i 1941 købte en litografi, ”Mor med et barn på armen” (1936), selv om hun var meget kendt, og der havde været mulighed for det tidligere i forbindelse med en række udstillinger. Det kan måske hænge sammen med, at museet ikke prioriterede social kunst højt. I 1953 tog man sig sammen og købte værker fra serien ”Væveropstanden” og ”Bondekrigen”.
Udstillingsforbud
I 1935 lukkede man i Tyskland en udstilling, og hun fik udstillingsforbud, og i 1936 blev alle hendes værker fjernet fra offentlige museer. Det betød at hun mistede sit indtægtsgrundlag, og bedre blev det ikke, da hendes mand døde. Broby-Johansen fortæller, at han blev opsøgt af hendes plejesøn i et forsøg på at opnå indrejsetilladelse til Danmark for hende, da hun var ved at sulte ihjel. Broby kontaktede Hans Hedtoft, og denne svarede, at ”der må være en grænse for hvor mange af dine kommunistiske venner, jeg skal redde fra den suppedas, de selv har bragt sig i.” I 1943 flyttede hun til Nordhausen og senere til Moritzburg, hvor hun døde den 22. april 1945, få uger før krigens afslutning. Hendes sidste tegning er fra 1943 med titlen ”Her står jeg og graver min egen grav”. I en kronik i Politiken fra1949 skrev forfatteren og maleren Mogens Lorentzen, at ”hvis aviserne talte sandt, døde hun simpelthen af sult. Sultedøden, som hun ofte havde skildret.”
I forbindelse med udstillingen er der udgivet et stort katalog med mange fine tekster og gengivelser af de udstillede værker. Heri skriver Birgitte Anderberg, at ”I dag synes Kollwitz’s aktualitet næsten større end nogensinde”, og det må man give hende ret i.
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, København
Frem til 23. februar 2025
