Sonja Ferlov Mancoba har i årevis været placeret sammen med Cobra-malerne – i samme sal som Ejler Bille, Carl Henning Pedersen og Asger Jorn. Den går ikke længere. Efter denne retrospektive udstilling må det stå klart, at hun var helt sig selv: En surrealistisk kunstner, der arbejdede med, hvad underbevidstheden kunne fortælle hende. Noget på linie med kammeraten Gustav Munch Petersens verden som beskrevet i digtet ””Det underste land” trykt i 1933 i første nummer af Linien.
På Bornholm med Bille og Mortensen
Sonja Ferlov Mancoba blev født i 1911 og voksede op i et velhavende borgerligt hjem i Charlottenlund. Intet i hendes opvækst pejede på at hun skulle blev en kunstner, der centrerede sig om emner som medmenneskelighed, samhørighed og solidaritet i en kompromisløs bestræbelse på at udforme en ny global almenmenneskelig kunst med inspiration fra oprindelige kulturer. Væsentligt er det imidlertid, at hun allerede i barndommen blev præsenteret for afrikansk kunst af familiens venner Amalie og Carl Kjersmeier, og at hun i 1931-32 på Kunsthåndværkerskolen og Kunstakademiet indledte et livslangt venskab med kammeraterne Ejler Bille og Richard Mortensen. I 1935 var de tre sammen på Bornholm, hvor de skabte kunstværker ud fra opsamlede naturgenstande. Sonja skabte skulpturen ”Levende grene” og debuterede med den på Efterårs-malerne af 1932 – den surrealistiske udstilling i Odense. Hun studerede i virkeligheden malerkunst under Aksel Jørgensen, men fra nu af var hun billedhugger og udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling ”Fugl med unge” og ”To levende væsener”.
Ludfattige
I 1936 rejser hun til Paris, hvor hun får kunstnervenner som Alberto Giacometto, Joan Miro og Jean Arp. Hendes gips skulptur ”Uglen” bliver udstillet på Kunsternes Efterårs-udstilling. I 1937 er hun en enrgisk arrangør af Liniens internationale udstilling i Den Fries bygning i København. Her udstiller hun sammen med Max Ernst, Yves Tanguy og Giacometto. Fra 1936 til 1942 studerer hun ved det parisiske kunstakademi Ecole des Beaux Arts. Her træffer hun i 1939 den universitetsuddannede sydafrikanske billedhugger Ernest Methuen Man-coba. Samme år åbner det etnografiske Musé de l`Homme i Paris. Sammen med Bille fascineres de af den præcolumbianske kultur. Inspirationen fra disse måneder kan ses i hendes værker gennem resten af hendes liv. Krigen bryder ud i september 1939, og hun rejser hjem. Det danske konsulat i Antwerpen afslår at give visum til EM, så han bliver som brittisk statsborger interneret i en tysk krigsfangelejr. I København når SFM lige at deltage i Liniens sidste udstilling i Studenterforeningen, inden hun i 1940 rejser tilbage til Paris. I 1942 gifter hun sig med EM i fangelejren La Grande Casserne.
Da krigen afsluttes i 1945, er SFM og EM blevet statsløse. I 1946 fødes deres søn Marc Wonga Mancoba (1946 – 2015). Under hele krigen har hun arbejdet på ”Skulptur 1940-46” . Nu sørger EM for, at den bliver færdiggjort i gips. Et eksemplar i bronze kan nu beundres på den store retrospektive udstilling. I 1946 flytter familien til Danmark og bosætter sig i landsbyen Kattinge ved Roskilde. EM forlod Sydafrika for at studere i London og Paris, hvor det var muligt for en sort kunstner at udfolde sin kreativitet. Han oplever nu i Kattinge den danske småborgerlighed og intolerance som gjorde det umuligt for ham at leve i Sydafrika. SFM føler sig kørt ud på et sidespor. Kunstnermiljøet er måske kønsracistisk, og nabohjælp eksisterer ikke i Kattinge. Billedbladet laver en reportage om familien i november 1948: ”Abstrakt Afrikaner i dansk landsby”. De er ludfattige og sælger intet.
Bedre økonomi
Familien bosætter sig i årene 1952 til 1961 i et lille stenhus i landsbyen Oigny-en-Valois og hutler sig igennem i gode hjælpsomme landlige omgivelser. Huset er lille og uden moderne bekvemmeligheder, men SFMs veninde Clarissa Penso lader dem bo gratis. I det store informationsrige katalog er mange af de to kvinders breve trykt. EM er fra 1950 stoppet som billedhugger og er nu kun maler. SFM kæmper for at få det hele til at køre rundt og får kun skabt ganske få værker heriblandt ”Kvinde” og ”Mand”.
I 1961 flytter familien tilbage til Paris. I hendes sidste 23 år bor og arbejder SFM , EM og Wonka i en lille butikslejlighed i Rue de Chateau Montparnasse. Her begynder hun på et hovedværk ”Krigeren”, der kunne være afrikansk inspireret . Den danske kunsthistorike Troels Andersen korresponderer med hende og udgiver et værk om hende i 1979. Familien får dansk statsborgerskab, og meget går bedre: Ny Carlsberg fondet køber en bronzeudgave af ”Stille vækst” som gave til Museum Jorn . I 1966 tildeles hun Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, og i de næste par år tildeles hun adskillige legater.Tagea Brandts rejselegat i 1971 gør det muligt for SFM og EM at rejse sydpå til Venedig, Rom og Firenze. Kunst-foreningen København arrangerer en stor retrospektiv vandreudstilling af SFM og EMs værker, der ses i Stockholm, Helsinki og Oslo.
Statens Museums store udstilling om SFM interesserer sig meget lidt for hendes nu berømte ægtemand. For to år siden gik man i gang med at rydde den lejlighed, som familien først forlod ved Wongas død i 2015. Det har været en kæmpeopgave at finde rundt i de mange års blandede produktion. Den danske filminstruktør Torben Glarbo optog i 1982 i lejligheden dokumentarfilmen ”Sonja Ferlov Mancoba – En dansk billedhugger i Paris”. Den vises midt i udstillingen. Her står den gamle dame uden at ænse kameraet og demonstrerer, hvordan hun laver en gipsmaske, omgivet af sine værker. Det er absolut fascinerende. SFM dør af kræft i december 1984 I 1994, samme år, som Apartheidsstyret opløses, rejser EM og Wonka til Sydafrika for at deltage i en retrospektiv udstilling om EMs kunst. Han betragtes i dag som en væsentlig pioner blandt sydafrikanske kunstnere. TAK for en chance for at kigge ind i meget rodet og kreativ verden.
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, København
Frem til 5. maj
