Marie Krøyer - Selvportræt.

Marie Krøyer revisited på Skagens Museum

Af Lasse Højgaard - 24. Jun 2023

Alle ved hvem Marie Krøyer var: Maler og da hun giftede sig med PS Krøyer, droppede hun maleriet og var vist mest den smukke værtinde for de mange kunstnere i Skagen. Indtil hun forelskede sig i en Svensker, blev skilt og flyttede til Sverige. Så langt er de fleste sikkert med. For undertegnede og sikkert de fleste andre, er det overraskelse at lære, at Marie Krøyer udover at være en dygtig billedkunstner også var en endog meget energisk og dedikeret designer. Møbler, tekstiler, interiører var områder, som hun beskæftigede sig indgående med og hvor hun skabte stil og værker, som var unikke. At hun nærmest fra bunden har designet og indrettet de tre hjem hun havde igennem livet i henholdsvis Skagen, København og Sverige – inklusive udformningen af møbler, var en fuldstændig overraskelse for mig.

Marie Krøyer – Tremmemøblement dekoreret med lazurmaling.

Skagen Museum har sat sig for at råde bod min og mange andres uvidenhed og samtidig råde Marie Krøyer retfærdighed, ved at lave en udstilling om hende, som kommer hele vejen rundt om dette kreative og energiske menneske. Mange af udstillingens genstande er i privat eje og har aldrig været vist offentligt før.

Glæder man sig til at se nogle af hendes billeder, bliver man ikke skuffet, for her er mange fine eksempler på hendes arbejder, hvor ikke mindst de mange tegninger imponerer og viser, hvilket stort talent hun havde. Men derudover vises der mange eksempler på hendes møbeldesign, som set med mine øjne var forud for sin tid, oprørsk som det var i forhold til (klunke)tidens tunge mørke møbelstil: Lette, enkle konstruktioner, nærmest nutidige i deres design. Ofte dekoreret med trekløveren – et symbol hun anvendte igen og igen. I øvrigt er det netop kopier af hendes Trekløverstol, som museet anvender i udstillingssalene, som hvile- og betragtningspositioner for publikum. Så hænger det hele sammen. Smukt og tankevækkende.

Det fremgår tydeligt, at Marie Krøyer var en kunstner og designer, som helt sikkert havde fornemmelse for nye tendenser i tiden, men som også selv var kunstner i egen ret og selv med til at præge udviklingen. Hun var tydeligt inspireret af både den engelske Arts and Crafts-bevægelse og af den svenske Hemslöjd-tradition. En tradition, som hun stiftede nærmere bekendtskab med, da hun giftede sig den svenske kunstner Hugo Alfven og bosatte sig i Sverige.

Marie Krøyer – Udsigt gennem en dør.

Et andet interessant aspekt ved hendes liv og virke var hendes evne til at skabe sig et betydende og indflydelsesrigt netværk af kunst- og erhvervspersoner. Dette aspekt ses også forklaret og uddybet på den ganske omfattende udstilling.

Meget mere kan siges om udstillingens mange indblik i Marie Krøyer´s liv og virke, men pladser her tillader det ikke. Jeg kan kun opfordre til, at man drager til Skagen og ved selvsyn opdager det talentfulde mangefacetterede menneske, som Marie Krøyer var og får revideret sin opfattelse af hende. Det fortjener hun!!

Skagen Museum
Brøndumsvej 4,Skagen
Frem til 3. september

Artikel fra: Nr. 06 / 2023 – Juni / August