Allerede i 1949 udnævnte Politikens Pierre Lübecker ham til en af de fornemste autodidakter i dansk kunst. Alligevel er maleren Claus Johansen (1877-1943) forblevet en godt bevaret bornholmsk hemmelighed.
Ganske vist har han gennem årene haft sin egen lille udsøgte niche på Bornholms Kunstmuseum, og på det seneste har københavnske auktioner så småt fået øjnene op for ham. Udenfor øen er han imidlertid stort set ukendt.
Men frem til 1. september ud-foldes kunstnerens livsværk i form af 150 billeder for et større publikum på Bornholm Kunstmuseum. Og herefter frem til 23. januar 2021 på Øregaard Museum i København.
Revl og krat
Her kaster man sig ud i at præsentere alle de malerier af Johansen, som man har kunnet opspore. Ingen billeder er blevet sorteret fra, og udstillingen spænder fra malerens tidligste, ubehjælpelige forsøg til de mest sublime udtryk.
De tidligste billeder er mestendels uden personlige karakteristika og præget af traditionen. Men fra omkring 1920 indtræder omslaget, hvorefter han forenkler og nedtoner til fordel for motivets kærne.
Disse bestræbelser kulminerer i fine, enkle, næsten abstrakte landskaber med en summarisk tredeling i forgrund, mellemgrund og baggrund og en næsten ekspressiv penselføring.
Værdsat af kendere
Skønt hans kvaliteter i mange år har været værdsat af et begrænset publikum – og ikke mindst af andre kunstnere – så har han ikke har hørt til de udenøs berømte bornholmermalere.
Indtil kunsthistorikeren Mogens Lau i 2007 udgav en fin monografi om maleren, var hans kunst kun sporadisk behandlet i bøger om den bornholmske kunsthistorie og i spredte artikler og småudgivelser.
Mogens Lau skriver, “at han maler naturen, som han ser den. I en stærkt forenklet form og i en neddæmpet farveskala skaber han en lang række stemningsmættede skildringer af det bornholmske landskab.”
Øjeblikkets åbenhed
Der er ingen romantiske klippeformationer eller lysdrukne sommerdage, men dæmpede landskabsskildringer, bygninger, roekuler og telefonpæle. Melankolsk, men ikke sentimentalt og uden patos og føleri.
De intense små formater lyser af evnen til at male et billede færdigt i et og samme forløb. ”Øjeblikkets totale åbenhed for motivet, og derefter får ingen senere ændringer lov til at forstyrre førstehåndsindtrykket.”
Miskendt geni
Allerede mens han levede, var Claus Johansen genstand for en vis mytedannelse. Ikke så meget på grund af hans billeder, som på grund af den måde, han havde valgt at leve på.
Men i sin bog lykkes det for Mogens Lau, der også er blandt den aktuelle udstillings kuratorer, at tegne et noget anderledes og nuanceret billede af både malerens personlighed og hans kunst end det gængse.
Her fremstår han ofte som det miskendte geni i øens kunsthistorie, hvor han er kommet til at opfylde de mest stereotype og romantiske forestillinger om den oversete og fattige kunstner på det utætte og kolde loftsværelse.
De myter, han fik skabt om sig, opstod ikke udelukkende på grund af hans billeder, men også på grund af hans spartanske levevis, hans tavse og næsten selvudslettende væsen og hans selektive valg af omgangskreds, pointerer Lau.
Skeer, børster og tryllerier
Claus Johansen stammede fra Sjælland fra fattige kår. Han var udlært håndværksmaler, men da han blev arbejdsløs omkring 1900 tjente han til livet som omrejsende sælger af børster og træskeer.
Helt overraskende afslører Lau, at denne senere – sine egne illusioners mester – en tid slog sig op som tryllekunstner. Det var dog inden han begyndte at komme på Bornholm som 36-årig som omrejsende sælger og håndværksmaler.
I 1924 lejede han sig ind hos en stenhuggerfamilie på Nordborn-holm, hvor han som daglejer gik til hånde resten af sit liv og beboede et beskedent loftskammer med kun en seng, et bord, en stol og sine billeder.
Myter aflives
Ganske vist var Claus Johansen både aparte og selvlært. Men Lau afliver grundigt en myte om, at han ikke var interesseret i at sælge sine billeder. Allerede i hans levetid havde flere private etableret mindre, fine samlinger af hans billeder.
En anden knæsat myte er, at han nåede frem til sin originale udtryksmåde helt uden påvirkning af kunsthistorien eller kollegaer. Lau godtgør imidlertid, at han i sine yngre år var en hyppig gæst på kunstmuseer.
Ligesom de kollegaer, kunstnervenner på øen og købere, der i sin tid har født myten, helt havde overset, at de selv havde påvirket ham med tidens kunsttendenser gennem nært samvær.
Efter gehør
Men livet igennem bevarede han den sjældne, naive åbenhed overfor det umiddelbart sete, som er hemmeligheden i hans kunst, hvis gråtonestemninger er blevet sam-menlignet med f.eks. Hammershøi, Ring og Albert Gottschalk.
Alene synsindtrykket er afsæt for hans kunst, der ganske vist ikke gjorde ham til ”medlem af kunstnersamfundets store orkester. Han kendte knap nok noderne, men han kunne spille efter gehør – og selv om han aldrig nåede soliststatus, er han alligevel værd at lytte til.”
Bornholms Kunstmuseum
Otto Bruuns Plads 1, Gudhjem
Frem til 1. september
