Maja, Michelangelo og mennesket, der møder skabelsens mulighed

Af Leo Tandrup - 2. Jan 2018

I billedværket ”Porten” viser Maja Lisa Engelhardts alle sine enogtredive kirkeudsmykninger. Hun har selv kommenteret dem, og Else Marie Bukdahl har søgt at sætte dem i en historisk ramme i et langt forord. Desuden har kunstneren i en åbenhjertig samtale med Claus Grymer fortalt om sit bevægede og bevægende liv som menneske og kunstner og ikke mindst om en barndom, hvor hun blev ufattelig forsømt og svigtet af sin mor og far.

Naturen og Kierkegaard som hjælp mod hård intimsfære

Alligevel formåede hun som lille bange pige at overleve mentalt. Det hjalp, at hun tog ansvar for sine to mindre søskende og oveni knyttede sig tæt til naturen i det fredede område ved Saltbæk Vig. Lige fra lille mente hun, at en gud måtte stå bag den aldeles smukke natur, lyset i den, mangfoldigheden, den stærke farvepragt, når sol stod op, og sol gik ned. Så stærkt pulserede naturen i sindet, at selvgjort, mente hun, det kunne den ikke være. Men tro på Kristus turde hun ikke, nok fordi hun som børn flest selv følte medskyld i forældrenes misliv. Så hvem kunne man stole på, andre, sig selv?

Det fik Maja til at længes desto mere efter et fast holdepunkt, og med læsning fra 16-17-årsalderen af Kierkegaard kom hun i mere smult vande. Hun blev ramt som et langt lyn af hans direkte tale til hin enkelte, ja helt fortroligt til hende selv, både om troen og de af den afledte kærlige gerninger. Den samtale åbnede for tilliden til Gud og dermed langsomt til næsten. Men jeg hører først og sidst Gud til og længes efter ham, som hun siden sagde, og det udsagn blev hendes varige retningspil. Så måtte liv og kunst arte sig, som det kunne, om nu i ørkenagtige nedture eller opblomstring, som når hun tog det på sig at hjælpe ikke bare sin mor, men også andre folk i nød. mor. For hun opdagede snart, at nøden og vilkårligheden ikke kun herskede i i hendes intimsfære med forældrene, men var alt for udbredt i verden. Hvor få kunne ikke vokse, endsige som en rose.

Lundbye som forløsende ven

Allerede som lille tegnede og malede Maja. Det gav ro midt under den nedbrudte mors evindelige drikkeri og faderens ulidelige slingrekurs. Hjælp kom der også fra guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye, som hun fik et nært forhold til allerede fra 15-årsalderen. Han ramte forløsende noget i hendes sind med sine naturalistiske landskabers åbne vidder og sandede bakker. For her samlede enkelthederne sig i masser, og storladne drivende skyer fik et landskab, der fortonede sig i det fjerne, til at veksle mellem lys og skygge, som bragte de bud fra Gud selv. Det har givet både livsmod og trøst at se, hvordan denne unge kunstner i sin længsel efter en nær sammenhæng mellem Det skønne, Det gode og Det sande malede sine egne og tidens eksistensproblemer ind i sine landskaber, og hvordan han med sin betagende, på en gang nøgterne og lyse tro kunne bekæmpede melankolien i sig, når han skildrede natur og dyr mere end mennesker. Gruen, det sorte var der, men til at tumle. Og han var som fuldbragt, allerede da han døde, kun 29 år gammel.

Maja var som ung i den alder klar over, at bare som Lundbye kunne hun ikke male. Med ham i sig måtte hun udover ham, endnu mere end han forvandle virkeligheden for at få maleriet til at virke. Ja, hun følte sig nærmest drevet til at stå som uvidende og nyfødt foran lærredet, som om perspektivet ikke var opfundet og op og ned, lys og skygge, hav og himmel ikke fæstnet. Spørgsmålet er, hvorfor.

Med en stivnende civilisation som vilkår for kunsten

Vor moderne civilisation var ganske vist på Lundbyes tid startet med en vis tro på, at mennesket endnu som i den nu uddøende faustiske kultur kunne vokse som en plante i fortrolig samhu med en kendt natur, gennemskinnet af det guddommelige, som hos Michelangelo på det Sixtinske loft. Men allerede fra denne dybdeborende mesters tid gik det ned ad bakke. Og det blev en hujende rutsjetur, da en pengegrisk, teknikforgabet kapitalisme især efter den franske revolution gjorde de nationale magthavende borgerskaber til en beregnende, letlevende, utilpas og følelseskold pøbel.

De foranstaltede Vestens store syndefald med deres massemord på egne og andres befolkninger i første og siden anden verdensskrig. Deres dekadente livsførelse smittede oveni afgørende af på disse befolkninger, for pøbel foroven avler pøbel forneden, så kulturens værdier om frihed, lighed og broderskab med den stigende velfærd og forbrugsdyrkelse fik stadig sværere ved at udvikle sig videre og endte med næsten at visne, da Maja var barn og ung. Overfladiskhed fulgt af livsangst og vold ofte tog over. Det var, som om umådelige mange mennesker, høj som lav, ville tage hævn over, at de var overhovedet var født, hvad Maja havde følt på egen krop.

Abstraktion og farve, der tager over i ildhu for skaberværket

Det bestemte hendes maleris indhold og form. Allerede Klee havde i 1912 sagt, at ”jo mere forfærdelig denne verden (som i dag f.eks.), jo mere abstrakt vor kunst”. Og Maja havde i den grad som Klee skullet bekæmpe angsten i sig selv over denne voksende ve, at abstraktionen og farven også for hende kom til at styre penslen. Vel at mærke sammen med hendes ildhu efter, at beskuerne skulle tage Guds skaberværk til sig, så forarmede de også måtte være. Denne skabelse belyste hun ud fra den første mytiske skabelsesberetning i Gamle testamente, mens Michelangelo byggede på den anden.

Naturen hos Maja over for mennesket hos Michelangelo

Hos Michelangelo var naturen et så selvfølgeligt grundlag, at den blot skitseres, og menneskene fik smukke organisk naturalistiske former, mere eller mindre intakte, som menneskene var eller dog kunne være. Og de fylder næsten alt i billedfladerne sammen med en utrolig medmenneskelig og myndig Gud, skabt i menneskets billede, som i ”Gud skaber (eller rettere bevidstgør) Adam” fra 1510. Hos Maja er det derimod den natur, Gud er i færd med at skabe, der fylder næsten alt i hendes syv skabelsesglasmosaikker fra Skt. Mariæ Kirke, Lioba kloster, indviet i 2010, mens menneskene er næsten væk. Der står blot to skygger over for hinanden i hendes skabelses ”Sjette dag”.

Det er der en grund til. Naturen gik ikke mere i et med civilisationen. Modsat i kulturens tid respekterer vi den ikke mere, men udnytter og udpiner den, så vi mister selvrespekten og vor egen natur og naturlighed. Derfor må Maja modsat Michelangelo satse meget plads på at genoplive den i os i form af et lysende farvevæld: Se dog nu, menneske, se indtrængende og opdag den natur omkring dig, som du har mistet, så du kan vokse ind i den og blive mere dig selv.

Forskellen mellem Maja og Michelangelo hænger således sammen med, hvor langt åndeligt vi er røget ned fra de højdedrag, som kristendom og humanisme i fællig skabte i den faustiske kulturs store væksttid fra romansk tid over gotik til renæssance. Siden har vi mere og mere mistet det kristne i denne stolte tradition med dens vision om en meningsfuld fremtid, om nu med Gudsriget på jord som endemål eller ej. Ikke mindst derfor er også det humanistiske sygnet hen, så vi nu står ribbede for næsten alt.

Nedturen for det skyldbevidste menneske siden renæssancen, Og hvad så stille op i kunsten?

Det var den tradition, som Michelangelos Gud bar med sig i sin kappe. I den går Eva og Maria i ét. En aktiv og ivrig Abel nederst viser frem mod Kristus, mens Kain straffes for sin brøde. Og Adam møder med sin undseeliget søgende hånd Guds ikke bydende, men opfordrende og derfor elektrificerende helligåndspegefinger: prøv nu bare at flyve som mig,, så vi kan kæmpe sammen. Det får Adam til at åbne sig i krop og sjæl imod Gud og til med verdenshistoriens mest forunderlige, på én gang betagede, forundrede og ængstelige blik at spørge ham: tror du virkelig, at jeg magter denne vældige opgave. Det viste sig snart, at det gjorde Adams efterfølgere ikke, for mennesket var allerede begyndt at gøre sig selv til en af himlen uafhængig gud på jorden, deus in terris.

Det er et sådant menneske, Maja står over for, hvad enten det afviser Gud, eller det bilder sig ind, at det tror. For hvor ofte tror det på andet end Mig og gud? Og hvad så stille op? Dette menneske kan umuligt rumme den indlevende og nuancerede fortælling i Michelangelos værk, hvori syndefaldet er centralt. Selv i det Sixtinske kapel står det glanende over for ”Syndfloden” fra 1508-09 og tror, at det kan nøje med at beundre farverne. For at synde, hvad er det egentlig? Dette menneske lever som vi alle i tiden efter det store nutidige syndefald fra og med 1914, hvor alt er tilladt, hvis man kan slippe om ved det, og hvor pengene som både middel og mål har fået friheden, solidariteten, kærligheden og dermed selvværdet til at smuldre.

Væk er den menneskekundskab, der bar den dybe tolkning, som fortidens naturalistiske figurer som i Phidias´, Michelangelos eller Rembrandts værker muliggør og fordrende lægger op til, og som har båret alle kulturer i blomst. Vi er næsten tilintetgjorte, skygger, der bilder sig ind, at vi ligner renæssancens smukke mennesker, ja at vi er kommet meget længere end dem, men under Vesterlandets forfald i virkeligheden må tage til takke med en form, så vi i bedste fald ser ud som i spejlet, hvis vi nøjes med at se os bagfra og i tusmørke.

Op fra en start i mørket, der sænker sig, med hjælp fra lige så pressede forgængere og fra oven

Så der må Maja starte, men hun nægter at ende dér, som ellers utallige moderne kunstnere. Hun bærer troens håb i sig. Og hun kan profitere af en stigende lede over den udbredte nihilisme, der har gjort dag til nat, men som trods alt har fået ikke så få til at begynde at lede, nemlig efter den tabte mening med livet i et nyt daggry. Det sker altid i historien, som i arkaisk græsk og romansk tid, når en civilisation har udviklet sig til den foregående kulturs mumie.

Så må man prøve at vriste ligklædet af sig. Og vi må i dag lade os inspirere af de nyskabende arkaiske grækere, de tidlige kristne i Romerriget og de vestlige europæere efter o. 1000, gøre det stivnede menneske mere levende, langsomt lade det træde frem og få fylde og ansigtstræk, så en ny gammel kultur ser lyset. Som sine tidligt kristne og europæiske forgængere i romansk og gotisk tid mener Maja ikke, at vi kan klare en menneskeliggørelse uden hjælp fra oven. Mørket er for udtalt i os, og det sidder da også dybt i hendes Adam og Eva. De vender sig nok sitrende mod hinanden, se bare kropskonturerne, og de står som ligeværdige, som i den provencalske kærlighed, men stadig undseelige, ubevægelige, uden rigtigt at vide, at hvad nu stille op med hinanden og livet.

Lyset, der åbner sig for Majas menneskepar i skabelsen, men hvordan nu lige modtage det i en tomhedsavlende tid?

De må derfor have hjælp af et mægtigt og farvestrålende lys, som grækerne af Sol Apollon, og som vore europæiske forfædre af glasmosaikkerne i Chartres og de store katedraler. Derfor vælder der med ét to livsaligt faste gule lysbølger ned bag Majas Adam og Eva. Og lyset breder sig som en glorie lige over deres hoveder. Det trænger desuden ind under dem, så det bogstaveligt indrammer dem, og så det får en tone til at lyde i dem: ”se, her hører I til. Med mit lys over jer kan I åbne jeres tilknappede bevidsthed og lade det lys, I allerede står på, risle op i kroppen, så jeres sjæl og legeme, fornuft og følelse går mere og mere i et. Lyset er i jeres jord, som jeg har skabt, og min røde kærlighed er overalt, så tag den til jer med lysets hjælp”.

Men har de to nu også hørt rigtigt? Der er træghed og mørkelagt fantasi i dem. Kan de ikke slippe? Går det ikke meget godt? Nej, det kan de ikke få bekræftet. Så de prøver, nølende. Og med ét mærker de i dette sitrende klare gule lys en kilde risle i sindet. Og hvordan så undslå sig? Mørket i dem begynder et at vige, langsomt, langsomt, alt for langsomt. For det klare livgivende røde uden for dem må kæmpe hårdt med mørket i dem. Kærlighedens stemme runger ikke i dem, men er endnu vaklende mørkerød og langt fra pur.

Men angsten fortager sig. Det giver rum for fantasien, der kun lever i sind, der vokser. Og en trang melder sig til et tændt og øjenåbnende opgør mod al denne kommen fremmed til sig selv i tiden, al denne unddragen sig næsten, alt dette skinliv i en apoteose af den såkaldt ubodelige ensomhed, al denne uvirkelighed at traske rundt i, alt dette hu og hej i bare her og nu, uden fortid, uden fremtid, som de – og ´de´ er vi – bygger oven på den ensomhed, der er et barn af tomhedens sejrstogt i os.

At gå ud af Sjette dag mere åbne for de andres dages skabelse, kæmpende mod mørket i os

For så langt er vi kommet eller dog ved at komme. Vi har med Majas kunst her fået foræret en vigtig tærskel til at overskride vor egen tomhedsavlende tid, hvor vi bliver mætte af at være, som vi er. Måske der først sker noget, når vi træder ud af hendes ”Sjette dag” i ydmyghed, med viden om vor begrænsning, men også om vor mulighed for at forvandle os, for at blive, frem for blot at være. Måske vi først da helt fatter betydningen af at åbne os for de foregående dages skabelse, der med føje udrulles til højre, ikke til venstre for ”Sjette dag” i kirkerummet:
Skabelsen af himmel og jord, skabelsen af den klare og stærke grønne natur og de forunderligt vrimlende fugle og fisk, skabelsen af himmelhvælvingen med en uforlignelig sol og måne. Dem kan vi nu se lyse for os dag og nat, også når vi som ofte midt på dagen møder vor egen nat, så vi får muligheden for at sige fra over for dette mørke og tilmed måske uvilkårligt møde verden og hinanden med mere lys og intensitet. Så indser vi, at vi selv, sådan som Maja (s. 186) skriver om sine kunstværker her, ”lever og dør med lysets kommen og gåen”, og at vi må indstille os på, at som dag og nat rytmisk veksler, må vi livet igennem kæmpe for dagen og lyset i os, kæmpe til det sidste. Lys op, hvor du kommer, det er kaldelsen i dit liv, som det er forkyndelsen i Majas kunst.

Mimesis som forvandlende åbenbaring af det skjulte i det synlige

Den kamp giver overskud, så vi på vej ud af vort skyggeliv med Majas karakteristik af os måske bedre kan se virkeligheden, ikke mere som i en følelsesforstyrret tåge, men med en af det guddommelige båret lysende klar fornuft, og så vi med vor nysansende erindring, hvad enten vi går ind i en romansk landsbykirke, en gotisk katedral eller i det Sixtinske kapel, for alvor kan se og rumme, hvad vore store livshigende og dødsforgående forgængere havde på hjerte: at skabe et oprejst menneske, mere og mere intakt, så det kunne være sig selv bekendt, og dét i et for dem og også os i dag nødvendigt formsprog.

For sagen er, at ingen betydelige kunstnere, hvad enten de har malet abstrakt eller naturalistisk, nogensinde, som de gamle grækere og især Platon af Maja og nogle forskere siges at have troet og krævet, har villet efterligne virkeligheden så nøjagtigt som muligt. De har altid ønsket at højne den eller revse den, eller begge dele. De har aldrig reproduceret en virkelighed, der allerede eksisterer. Det holder ikke, at ”den mimede virkelighed (kun) viser, hvad der ses, mens fantasien viser, hvad der ikke ses”. Æstetisk mimesis indebærer en forvandling. Æstetikken går tabt i den blotte gengivelse af verden. ”Kunst reproducerer ikke det synlige”, skrev Klee, ”den gør synligt”, dét nemlig, som magten i verden lægger slør over, og som vi selv skjuler og ikke vil være ved, eller som vi ikke tør tro på eksistensen af eller muligheden for. ”Alt hvad I har sagt i mørket, skal åbenbares”. Et diktum, som al befriende kunst har båret i sig lige fra huleboernes tid.

Den fatale dualisme i os

Majas abstrakt ekspressive koncept adskiller sig i den forstand ikke, selvom hun måske tror det (s. 186), fra den græske klassiks eller en Michelangelos ekspressivt naturalistiske koncept. Denne klassiks og hans kunst bæres som Majas af kunstnerens ”fantasi og evner”, i form af ”tro”, som hun skriver – og vil jeg tilføje: af den klare tanke og viden, som var et fundament bag grækernes, Jesu og Thomas Aquinas´ ord og virke.

Kun i dualistisk civilisatoriske tider, som vor egen civilisation og den hellenisme, der startede med Platon og endte o. 1000 e. Kr., drives man næsten til at adskille fantasi og virkelighed, tro og viden, fortid og nutid, lys og mørke, men det holder ikke. Disse modsætninger behøver og befrugter hinanden. Det er Majas egen vitale kunst ligesom Michelangelos vidnesbyrd om. Ved at få de to til at tale sammen, som her forsøgt, kan vi bidrage til at skabe en ny kultur. Bliver vi I dualismen, mister vi helt os selv.

Maja Lisa Engelhardt:
Porten. Enogtredive kirkeudsmykninger
264 sider, rigt ill.
Kristelig Dagblads Forlag, 2017

Maja Lise Engelhardt: Sjette dag. Glasmosaik.2010.
Michelangelo: Gud skaber Adam. Sixtinske loft. 1510.