10. Sep 2017

Af Tom Jørgensen
tom@kunstavisen.dk

”Rooms” kalder Gitte Valentiner-Branth sin udstilling, og det er det, man ser i hendes malerier: rum. Ikke bare ét rum som i billeder med det klassiske centralperspektiv, men flere overlappende hinanden som i en collage.

Scenen er altid sat i en storby. Vi ser New Yorks karakteristiske kubeformede vandtårne, der står på toppen af etageejendommene, vi ser skyskrabere, elledninger, gadelamper og vejnet. Samtidigt tages vi indenfor i selve boligerne, og for at bryde totalt med vores vante forestillinger ser vi også træer, der mere hører hjemme i USA’s store skove, samtidigt med at Gitte Valentiner-Branth også opererer med rent abstrakte mønstre på billedfladen.

Resultatet er en serie meget dynamiske malerier, der i sig arbejder med flere perspektiver på én gang. Noget, vi også kender fra ”multiperspektiv-mesteren” over dem alle: David Hockney.

Alt i alt giver dette en blanding af realisme og drømmescenarier, hvor højhuse og andre storbyfænomener møder surreelle syner. Således er himlen i Gitte Valentiner-Branths malerier altid meget atmosfærefyldt og magisk med glimtende stjerner over storbyverdenen. En magi, der også understreges af farverne i billederne. Mørke kolde toner, sorte, violette og dybblå, møder lyse pastelfarver, som igen blandes med jordfarvede mellemtoner. Penselføringen varierer ligeledes. Fra korte præcise strøg over spontane ekspressive til flydende våde, hvor malingen driver ned over lærredet.

Gitte Valentiner-Branths malerier er helt specielle, personlige og fascinerende, og det er en fornøjelse at gå opdagelse i hendes magiske billedunivers.