På talrige rejser i syden bl.a. med besøg på kunstmuseerne Prado i Madrid, Museo de Bellas Artes i Sevilla m.fl. lærer den kunstinteresserede historiker Jørgen P. Steinicke vores alle sammens sydeuropæiske kulturarv grundigt at kende. Ved mødet med Zubaráns farvepragt og kulsorte slagskygger, og gensynet med Murillos anderledes blide, sepiabrune verden rammes Jørgen Steinicke en dag af storheden – af ånden, sjælen, ja af skønheden – og oplives af ’en tro på, at mennesket gennem det kunstneriske udtryk kan vække følelser og tanker, som man normalt næppe tror, man rummer’ – som han siger det i bogens forord.
Det viser sig, at der ikke findes ret meget opdateret litteratur på dansk om klassisk, spansk malerkunst, så
formålet med bogen bliver at præsentere et større udvalg af spansk malerkunst fra 1500-tallet til den sidste store af de klassiske spanske kunstnere, Francisco Goya, som kommer til at indvarsle noget helt nyt, og sætte det ind i en historisk ramme. Perioden fra 1479 frem til starten af 1800-tallet præges af en stærk korstogsmentalitet, de mange århundreders liv og kamp mod de muslimske maurere, Spanien som supermagt i Den Nye Verden og den katolske kirkes modreformation mod protestanterne i Nordeuropa.
– Værkerne af malere som El Greco, Ribera, Zubarán, Velázquez og Goya blev dengang oftest til på bestilling af Kirken, Kongemagten og Hoffet, hvilket kan synes umoderne. Jeg søger derfor at kaste lys over de kunstneriske bedrifter, skriver Jørgen P. Steinicke, som også belyser kunstnernes relationer, roller og placering i samfundet. Også dengang gjaldt det om at have sit netværk i orden.
Forfatteren Jørgen Printz Steinicke, født 1949, er cand. mag. i historie og kunsthistorie og autodidakt kunstmaler. Han er bosat i Tirslund Gamle Skole mellem Holsted og Rødding, hvor han maler og arrangerer skiftende udstillinger i Galleri 46, bl.a. sammen med Sydjysk Kunstforening.
Som historiker har Steincke undervist på bl.a. Roskilde Universitetscenter, Københavns Universitet og Ribe Seminarium, før kunstinteressen tog førersædet. Som medlem af kunstnergruppen FUFO har han deltaget i flere udstillinger, og bag sig har han tillige en række udsmykningsopgaver, bl.a. til Avedøre Stationsby, HK og Voksenskolen i Esbjerg samt Holsted Bibliotek og Medius Holsted.
Ind imellem er det også blevet til bøger om kunstrejser, om lokalhistorie og en digtsamling. Og så tager han fortsat afsted på kunstrejser og holder foredrag om kunst, bl.a. på Folkeuniversitetet i Aahus og Emdrup, København. Til foråret går turen til Spanien, til Pradomuseet – sammen med interesserede.
Bogen er udgivet på forlaget Mellemgaard med støtte fra bl.a. Velux Fonden, Frimodt-Heinecke Fonden, Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, Sydbank og Annelise Steinicke. Den kan erhverves via forlagets webshop.
Lys og slagskygge – 300 års spansk malerkunst
Af Jørgen Printz Steinicke
Forlaget Mellemgaard