Max Parylewicz og Anne-Marie Pedersen har som kunstner-ægtepar kendt hinanden siden deres unge dage. De er begge medlemmer af kunstnersammenslutningen Guirlanden.
Det kan ikke undgås, at de to kunstnere påvirker hinanden i det daglige, og at der er en afsmittende effekt i deres billeder. Men grundlæggende er de meget forskellige. Anne-Marie Pedersen er lys og lyrisk, og udover akvarel og maleri arbejder hun med videoinstallationer. Max Parylewicz arbejder i en anderledes mørk tone, og oftest med jordfarver. Han arbejder koncentreret og med focus på to yderpunkter, nemlig det klassiske lodrette og vandrette på den ene side og det romantiske – det runde og arabeskerne – på den anden side. I de romantiske billeder arbejder han så stofligt og pastost med farverne, at der dannes et tykt lag maling m.m. på lærrederne.
Det var et vendepunkt for Max Parylewicz, da han på en rejse til Spanien så den spanske arkitekt Antonio Gaudis ”Sagrada Familia” i Barcelona. Han var især optaget af Gaudis museum i kælderen under den gotiske kirke, hvor han studerede den måde Gaudi havde optegnet parabler i stedet for gotiske buer. Det var noget, han kunne bruge som udgangspunkt for sine mere klassiske og lineære værker.
Max Parylewicz har tegnet siden 12-13 års alderen. Han studerede psykologi, men i 1977 blev han optaget på Det jyske Kunstakademi. Han gik her fra 1977-85, og han var i forbindelse med studiet på et ophold på Akademiet i Budapest. Efter det gik han på Grafisk Skole under Lars Munthe og Lene Noer som en af de første. Han har undervist på Århus Kunstakademi siden 1985, hvor han overtog fagskolen efter Mogens Gissel.
Som man kan se på udstillingen på galleri Arte, er Anne-Marie Pedersen i sine billeder optaget af de billeduniverser, der opstår, når hun sammenstiller farvevirkninger. Hun arbejder lag-på-lag, og farveobjekterne er runde eller ovale. Hun lader de mest fremtrædende farver være forrest i billederne, så der dannes farveperspektiv. Hun er tillige begyndt at indarbejde kompakte trapper i billederne. Trapperne kan danne holdepunkter i rum, hvor farveobjekterne svæver frit mellem hinanden.
Anne-Marie Pedersen starter ofte med en tegning, som kan gå tabt under processen, men ind imellem ses tegningen, så der opstår et spændende spil mellem streg og farvevirkning. Endvidere finder hun fotografier, som hun bruger i forhold til billederne. Det kan være nogle gamle fotografier eller fotos fra aviser. Hun kan godt lide at bruge uskarpe billeder, hvor folk bevæger sig, og det kan fx blive omdannet til striber i billederne.
Anne-Marie Pedersen gik i 1980’erne på Grafisk skole i Århus.
I 1986 gik hun på Holbæk Kunsthøjskole, og senere gik hun på Århus Kunstakademi hos Inge Rasmussen.
Max Parylewicz er endvidere begyndt at arbejde med skulpturel keramik. Det skyldtes et keramisk og pædagogisk projekt, som han og Anne-Marie udførte for seks børne-institutioner i Århus.
I forbindelse med projektet lærte han en keramiker at kende, der hjalp til med projektet. Han blev optaget af de interessante virkninger, der var i glasuren, når man brændte keramikken i en brændefyret ovn. I dag har Max Parylewicz selv en ovn.
Galleri Arte
Krinkelkrogen 20, Lildstrand
7741 Frøstrup
Fra 14 oktober til 5. november