Af Erik Meistrup
meistrup.erik@gmail.com
12 kunstnere er samlet fra hele landet: Jens Brammer, Ole Grøn, Signe Hougaard Hansen, Jette Mørup, Claus Castenskjold Larsen, Lone Villaume, Søren Wullum, Birthe Rågård, Henriette Flindt, Malene Møller Hansen, Annemette Klit og Hans Feldthaus. Der er maleri, skulptur og forskellige keramiske udtryk. I den klassiske danske naivisme var Lykkelandet Danmark i centrum med varme somre, smældende Dannebogsflag, kolonihaven, cyklerne, stranden. Udstillingen stiller spørgsmålet om det stadig er tilfældet? Svaret blæser i malerier og skulpturerne og peger både bekræftende tilbage og samtidig tvetydigt og undersøgende ind i nutiden. Naivismen har udviklet sig og blevet bredere og i stand til at rumme flere spørgsmål og svarmuligheder, bliver mere komplekse, hvilke denne udstilling er med til at åbne op for.
En naivistudstilling handler om fortællinger – det er det helt centrale for genren – men som udstillingen viser, kan det udmønte sig meget forskelligt fra et lille rakubrændt hus over krukker med dyremotiver til forskellige fantasifigurer, der som i de victorianske eventyr spejler virkelighedens verden og giver os mulighed for at undres eller smile over vores tåbeligheder. Dyr spiller i det hele taget en stor rolle i meste af det keramik, der er med.
Men udstillingen handler også som afstanden i malerierne fra Ole Grøns underfundige glade verdensbillede til Signe Hougaards mareridtsagtige fantasier om kvinder, der stivnet i deres pigekroppe og med store åbne øjne ser ud på os uden at se os. Bag ved dem er den rå natur tilstede. Kvindernes mangel på natur opvejes af de bjørne, ugler og ulve, der befolker lærrederne. Vil naturens kalden vække disse pigedukker, eller er den indre kulturelle undertrykkelse alt for stærk?
Ole Grøn viser os en anden verden, hvor kvinder og mænd er lige, hvor børn har det godt (jævnføre de mange sager om overgreb i medierne). En verden af åbne positive muligheder for at realisere sig selv og sine drømme. En verden, der igen skal ses som spejlbillede af netop den mediebeskrevne virkelighed fyldt med overgreb, undertrykkelse, elendighed og håbløs død. Grøn ’siger’, at mennesket ikke kan leve af medieverden, der er ikke næring nok, der må og skal en anden sund og nærende kost til.
Søren Wullums støbejerns skulpturer er igen af en anden verden. Her befinder vi os i en form for barok fantasiverden, hvor figurerne ’galer’ op for at opnå at blive set og hørt og måske også gøre opmærksom på, at alt ikke er smukt og tilgængeligt, men at der skal være plads til outsideren og den skæve eksistens.
Lone Villaume ironiserer blidt og omsorgsfuld over især de ældre koners liv med deres hunde og deres eget lille fællesskab – utroligt kærligt ramt i ”Sommerturen” på Hals-Egense færgen. Men hun sender også en hilsen til naivismens fader Rousseau, der ses sejle væk, men de nutidige rummer på gensyn.
Frem til 2. marts
