Menneskets salige selvforelskelse – Louisiana fejrer os selv, altså Homo sapiens og vores kreativitet. Vi er uerstattelige, lyder budskabet i stor udstilling. Men hvad siger Kunstig Intelligens og planeten til det?
På en skærm på væggen messer Mark Zuckerberg, stifteren af Facebook- imperiet, ordet ”more” i alle mulige situationer. Dertil føjer han tallene billions og trillions (af dollars, forstås).
På en anden skærm herser statsminister Mette Frederiksen med os med sit slogan ”vi skal alle arbejde mere”. Vi forstår, at arbejde adler, som det har lydt gennem århundreder, oftest annonceret af magthavere.
Lidt ved siden af støder man ind i, ja, er lige ved at falde over to gennemsigtige plastikposer, der indeholder sammenkrøbne skikkelser på vej til affaldscontaineren. Det er 3D-printede menneskefigurer, skabt af den amerikanske kunstner Josh Kline, med titlen ”By Close Of Business” fra 2016.
Mennesker ud med badevandet
Budskabet er klokkeklart: snart vil højteknologi, nærmere bestemt Kunstig Intelligens, selvfølgelig smide ubrugelige arter som mennesker ud med badevandet. Indtil da skal vi bare slide i det.
Eller også kan vi bruges som stenede zombier. Det er indtrykket, den japanske maler Tetsuya Ishida fremmaner i sit billede ”Opvågnen” fra 1998, der viser en skoleklasse med kloner af sløve, anonyme elever, hvoraf nogle er udstyret med mikroskoper i stedet for hoveder. En lidt altmodisch lærer går rundt med en bog i hånden.
Igen er beskeden entydig: vi har allerede skabt programmerede små mennesker, der er adopteret og omskabt af teknologien.
Efter den mondæne dystopis objekter lokker en anden afdeling af udstillingen, hvor menneskets kreativitet lover nye udgange.
Ethvert barn er en kunstner
Besyngelse af barnlig skaberevne folder sig ud i et helt rum, der er udsmykket med børnetegninger. Den amerikanske skolelærer og forsker Rhoda Kellogg (1898-1987) indsamlede over en million børnetegninger og inddelte dem i taksonomier og analyserede de gennemgående motiver.
Hvor de fleste voksne så vilde streger og kulørt kaos, så Kellogg en slags fysiognomi i abstraktionerne. Hun isolerede en snes forskellige håndbevægelser, som de kom billedligt til udtryk hos de små kunstnere. Det nærmer sig en slags dadaistisk tolkning.
Ergo: Når ethvert barn er en kunstner må enhver køleskabsdør være et kunstmuseum.
Op ad en anden væg står en række skilte fra dengang den nye skolereform i 2012 blev indført. De virker som en slags kulturel vraggods fra dengang lærere og elever besteg barrikaderne og demonstrerede: ”Legende børn skal have fritid” og ”Pas på mig! Også i fremtiden” hujer det fra plakaterne.
Barndom er en ret sen kategori i menneskets historie. Indtil 1700-tallet var de små præ-voksne skabninger, der hurtigst muligt skulle skubbes ind i arbejdsstyrken i landbruget og senere i minedrift og industri.
Silke med feel good citater
Jean Jacques-Rousseaus berømte bog “Emile. Eller Om Opdragelse” fra 1762 er heldigvis i form af en fotostat af titelbladet med på udstillingen. Rundt om en statue af den begavede filosof leger børn i alle aldre, selvfølgelig overvåget af voksne, fordi som der står nederst ”Menneskets opdragelse begynder fra fødslen”.
En fotostat af Agnes Denes fra 1982 dukker op. Den forestiller en mejetærsker i færd at høste en fake kornmark midt blandt New Yorks skyskrabere. ”Wheatfield – A Confrontation: Battery Park Landfill, Downtown Manhattan” er titlen. Det er den klassiske modsætning mellem kapitalismens tortur og Moder Jords natur.
På trappeafsatsen til første sal hænger et gigantisk silkemaleri af engelske Emma Talbot med titlen ”Frø gror i frugtbar jord”, der afbilder den menneskelige kreativitet som en et flow af farver, skønhed, natur og destruktion.
Det er et imponerende stofligt tableau med feel good sentenser indvævet.
Et skilt forkynder, at ”maleriet får os til at tænke over, hvordan vi kan bruge vores evner til at skabe grobund for en bedre verden”.
Det er som om frø af ugræs og flower power fra 1960’erne er føget afsted gennem godt et halvt århundrede og nu har bestøvet Emma Talbots fantasi.
Alt for meget safe space
Her møder vi også et af udstillingens to problemer. Filosofisk udtrykt er det antropocentrisme, altså forestillingen om, at menneskets er al tings centrum og universets alfa og omega.
Alene udstillingens titel ”Det uerstattelige menneske” forekommer sært kikset i en tid, hvor mennesket ud over sin egen salige selvforelskelse også knuselsker planeten, der sikkert helst ville undvære os og i det hele taget ville klare sig meget bedre alene uden vores barbari.
Det andet problem er pædagogisk. Mange værker er tynget af over-forklaringer og misforstået undervisningsprosa. Når man mærker hensigten, bliver man forstemt over at ramle ind i en kø af klicheer.
”Show it, don’t tell it!” burde også være en kurators mantra.
Udstillingen er knap tusind kvadratmeter safe space, hvor intet forstyrrer sjælefreden. Vi bør kunne forvente mere af Louisiana end denne nærmest foruroligende forudsigelighed.
Louisiana Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13, Humlebæk
Frem til 1. april