Lidenskabelig med nerve

23. Apr 2015

Vi er ”så forstenede, at vi faktisk ikke kan se landskabet længere”

Af Leo Tandrup
gltandrup@gmail.com

Citatet i overskriften stammer fra Carsten Franks både oplagte og snerrende katalogtekst ”Tidsånden i landskabet”. Vennen Lars Bang har på forsiden fint fotografisk ramt ham, mens han ser skeptisk op mod den satans ånd, og hans kone Karin Kristiansen har for at bøde lidt på raseriet skabt et smukt katalog med flere af de udstillede billeder. Imidlertid raser Carsten videre: ”Vi er blevet så lamme, at vi uden mening og mål haster af sted med blikket fast rettet mod GPS og mobiltelefoni, mens det ligegyldige landskab suser forbi udenfor”. Carsten finder, at tidsånden er en realitet, selvom den ”er svært begribelig og flyvsk som et spøgelse”. Den lægger sig da også som mørke partier og tåge og uro over landskaberne.
”Som tåge og dis dækker af for udsynet til de funklende stjerner, lader Carsten, som han skriver, sine ”frontalt placerede træer” stå ”i vejen for det smukke landskab bagved”. Også det lider dog under tidsåndens hærgen. For Carsten ser klarere end nogensinde. Han er under sit livs rejse på vej langt ind i den barske virkeligheds verden og langt væk fra sin oprindelige æsteticisme og også fra det lyse Arkadien, som han under rejsen har drømt sig til ind imellem for at holde sin tid – og sig selv ud.

Han kan stadig i billedtekster af gammel vane komme til at smøre lidt sukker på, således i ”Og drømmene blev pudret med sne II”. værket kunne være kaldt: ”Og drømmene blev udvisket af tidsåndens hærgende snestorm”. For et mareridt er, hvad billedet viser. Carsten har med hastige og irriterede hvidgrå strøg velvalgt fanget stormen på himlen over den lige så tykke som usikkert blævrende horisontlinie, for har vi overhovedet grænser og normer tilbage. Og faretruende hældende antropomorfe træer synes da også dér på vej mod undergangen. Imens er alt i marklandskabet med vaklende markskel endt i et rent kaos, som forholdene i vore samfund og indbyrdes liv. Carsten har realistisk og af nød måtte give sine landskaber del i tilfældighedsligegyldigheden mellem os. Ellers var de blevet kitsch. De bliver derfor ikke så smukke, som han skriver og gerne vil se dem, men desto mere skræmmende og indtryksfulde, idet de ægger beskueren til aktivt at besinde sig på, hvad globaliseringen udsætter os for.

For den er det i pagt med gennembruddet for kapitalismens enemagt med industrialiseringen fra og med 1800-tallet, der har gjort kulturen til civilisation og skabt den temmelig ensartede tidsånd, der har hersket mere og mere ubønhørligt lige siden. Denne tidsånd er derfor ikke ”svært begribelig” og skiftende, som Carsten finder, men har al den tid været optaget af at få folk til at adlyde kravet om, at kun magten via pengene, ikke frihed, kærlighed og natursans, kan tillægges egentlig betydning.

Og det projekt er tidsånden i høj lykkedes med. Så hvad Carsten i sin gode tekst harcelerer over: unødigt skiftende moder i køkkener og biltyper; folk, der uden at se noget i naturen ´”med dyrt outfit … næsten løber livet af sig på en helvedes lang rute”, så de ”er ved at besvime eller kaste op”; alt det udtrykker bare folks lydighed mod tidsåndens krav om, at vi i ørkesløs idiotisk virksomhed skal forbruge og hastigt kaste væk, også vor egen bevidsthed.
For på den måde vil vi til fordel ene for den økonomisk fikserede internationale elite få produktionen til at stige drastisk og gøre os selv til elitens slaver. Så resultatet bliver et trash-samfund, hvor vi alle ender med at gå til i lort og selv bliver til lort, som Carsten i en anden serie malerier allerede har skildret det.

Se udstillingen, det er umagen værd. Han maler lidenskabeligt og med nerve.

Belle Art Gallery
Vejlevej 145, Stouby
Frem til 17. maj 
Artikel fra: Nr. 04 / 2015 – April / Maj