Anna Klindt Sørensen - Blondine, 1950/1952.

Lejlighedsudsigter og fyldige kvinder i Janus – Vestjyllands Kunstmuseum

Af Egil Hvid-Olsen - 24. Sep 2022

Anna Klindt Sørensen og Birgitte Ejdrup Kristensen i Janus – Vestjyllands Kunstmuseum

Anna Klindt Sørensen (1899-1985) havde svære vilkår som kunstner i første halvdel af det 20. århundrede; ikke fordi hun manglede talent, men fordi hun var kvinde. Efter nogle ufrugtbare semestre på Kunstakademiet rejste hun til Paris, hvor hun modtog undervisning af Fernand Léger, Marcel Gromaire og André Lhote. Inspiration fra disse tre kunstmalere ses i Sørensens produktion, som hun imidlertid også formåede at give et endog meget personligt udtryk, der blandt andet giver sig til kende i en underliggende humor. Klindt Sørensen boede, arbejdede og udstillede i 16 år i Paris, hvorefter hun vendte hjem til Danmark. Her var der ikke den store forståelse for hendes værker i begyndelsen, selvom hun udstillede i mange fornemme sammenhænge. Siden fulgte nogle æresbevisninger og i 1980 blev Klindt Sørensen æresmedlem af Akademiet for de Skønne Kunster.

Anna Klindt Sørensen – Portræt af Holger J. Jensen, 1945.

Fokus på det nære

Klindt Sørensen fandt sine motiver i hverdagen. Hun malede ofte udsigten fra de lejligheder, hun beboede, enten fast eller i ferier. De er præget af en særegen poesi, der vægter det nære, selv når kunstneren var langt hjemmefra. Et eksempel på det sidste er, at hun ofte også malede gelænderet foran den altan, hun stod på, selvom hun kunne have ladet udsigten foran gelænderet udfylde hele lærredet. Noget lignende skete, når Klindt Sørensen malede udsigten fra et vindue, således at vinduet også indgik som en del af motivet. Også mange portrætter malede hun, tit med interiøret, der omgav den portrætterede. På den måde undgik hun at slippe fokusset på de nære omgivelser. Dog kunne Klindt Sørensen bestemt også bevæge sig udenfor for at male et af sine mange landskabsmalerier. En sidste, men meget talrigt repræsenteret motivkreds hos Sørensen består af gengivelser af nøgne, fyldige kvinder.

Egen samling

Maling, pastel, akvarel og grafik. Anna Klindt Sørensen benyttede dem alle. I udstillingen er der flest malerier, men et lille rum indeholder et udvalg af kunstnerens pasteller og akvareller. Desuden findes der et udvalg af andre kvindelige kunstnere. Nogle af disse stammer fra Klindt Sørensens egen samling. Endelig er Birgitte Ejdrup Kristensen, der er inspireret af Klindt Sørensen, repræsenteret med to værker. Udstillingen har tidligere været vist på Sophienholm, og når den også vises i Janus – Vestjyllands Kunstmuseum, skyldes det, at netop dette museum overtog Anna Klindt Sørensens samling af egne og andres værker.

Janus – Vestjyllands Kunstmuseum
Lærkevej 25, Tistrup
Frem til 23. oktober

Artikel fra: Nr. 08 / 2022 – September / Oktober