I 1999 fik maleren Lars Ravn af Ny Carlsbergfondet den opgave at udsmykke sekretariatet for organiseringen af 200 året for H.C. Andersens fødsel den 2. april 1805. Arbejdet blev færdigt i 2003, men hermed var hans interessen for digteren ikke slut, tværtimod. I 2005 udstillede han på Corner en række Andersen-inspirerede arbejdsskitser, og en del af dem blev i 2007 til en udsmykning på et nyt bibliotek i Græsted. Bl.a. inspireret af Kjeld Heltofts bog ”H.C. Andersen som billedkunstenr”, der udkom i et nyt oplag i 2005 i forbindelse med jubilæet, gik han senere i gang med nøjere at studere Andersens tegninger. Efter at have slået sig ned i Kina begyndte han i 2016, som han selv udtrykker det, at undersøge og lege med tegningerne. Han fortolkede og digtede videre på dem og resultatet af dette arbejde, i alt 65 koloristiske og fantasifulde værker, kan nu ses i bogen ”H.C. Andersens billedkunst – Fortolket af Lars Ravn”, som er et projekt i samarbejde med Claus Koefoed. Her kan man se udvalgte tegninger af Andersen side om side med Ravns maleriske fortolkning Ved hver tegning bringes et uddrag af hans romaner, dagbøger eller breve, som er relevant for den. Bogen er udkommet på dansk, engelsk og kinesisk.
Kunstnerisk føler Ravn sig beslægtet med Andersen med dennes folkelighed og legesyge, men en anden kunstner, der står ham meget nær er Paul Klee (1879-1940), og på flere af malerierne kan man se dennes fingeraftryk, hvad han også redegør for i sin tekst om tilgangen til ”omdigtningen”. Dertil kommer, som en helt personlig hilsen fra Ravn, kaninen der optræder i flere af dem. Den gemmer sig f.eks. bag kommoden i ”Hybelkanin”, der kunne minde om Van Goghs maleri ” Vincents soveværelse i Arles” (1888). Denne skrev i et brev: ”Synes du ikke H.C. Andersens eventyr er meget smukke ? Han må afgjort også tegne illustrationer.”
På trods af at en del tegninger er i et lille format, 9 x 13 cm, er de fantastisk deltaljerede og fortællende, og viser hvilket talent Andersen havde. Selv har han udtalt, at han ikke havde nogen øvelse i at tegne, og i et brev skrev han: ”Gid jeg havde lært at tegne”, men det var slet ikke nødvendigt, ligesom han heller ikke lærte at skrive på en forfatterskole, han havde naturtalentet.
Det er fascinerende at se digterens tegninger med malerens øjne og opleve deres kunstneriske forbundenhed på trods af den store tidsafstand.
H.C. Andersens billedkunst
Fortolket af Lars Ravn
Syddansk Universitetsforlag
260 sider – 349 kr.