Lars Bang

15. Sep 2014

Af Leo Tandrup
Gltandrup@gmail.com

Lars Bang insisterer: Vi må og skal skabe en ny og bedre verden. Og det haster. Verden og menneskene i den er under sammenbrud. Der må bygges en ny gammel moral op som erstatning for den forliste. Mennesker flest går rundt som søvngængere uden at tage stilling til ondt og godt. De er blevet relativister og er langt på vej mod den rene nihilisme. Hvad der godt for mig, er skidt for dig. Og hvad det drejer sig om, det er mig. Og jeg vil have magt, karriere, penge, sex. Og så selvfølgelig frihed til at følge min lyst, og så, nå ja kærlighed. Hun byder sig nok til, når jeg har fået en status. Så alt afhænger af, at jeg kommer op i eliten. Folket, det er jo bare pøbel.

Den fornægtede Fanden, der tog magten
Det er denne udbredte holdning, Lars Bang raser imod. Han hører til de få, der dyrker menneskefortællingen i en abstrakt pengeverden, og han har tilmed genindført en gammel skikkelse, Mefisto selv. Han døde i løbet af 1800-tallet. Det skete, efter at Gud var blevet afskediget, da kulturen brød sammen i oplysningstiden. Efter den tog vor moderne mentalt stive og stivnede civilisation over. Det er ikke den herskende opfattelse af vor tid. Vi er heldigvis nået så langt, at vi ikke tror på Fanden, endsige Helvede mere, siger folk flest. Fanden er derfor trængt ind i menneskene bag fra, så de uanet har skabt et helvede på jord for hinanden. Og de er blevet godt hjulpet af magthaverne i den globaliserede pengeverden, der har gjort Mammon til enegud og skrottet vore store kulturværdier, frihed, solidaritet og kærlighed.
De værdier vil Lars have på banen igen. Det kan de kun komme ved Mefistos hjælp. Beskueren må be-skæmmet indse, at han er kommet til at ligne denne sorte satan lidt for godt. I Lars´ billedunivers har han ofte skikkelse af en ulv. Og i et billede er han blevet en stiv far i rustning, der ikke kan stille noget op med sin søn, skønt han rædselslagen klynger sig til hans ben. Imens sidder hans lamme tilbagelænede kone og skal til at slubre en kage i sig. Hun fungerer således godt som faderens lige så intetseende kone.

Discordia uden concordia
I værket ”Flirtatious Battle Scene” er Fanden karakteriseret som en ildsprudende drage. Den repræsenterer, som Lars skriver på lærredet, DISCORDIA, mangel på helhed, kaos. Dragen kommer ovenfra og kan derfor, hvad Lars endnu ikke gør, ses som Guds faldne engel, Lucifer, der gjorde oprør mod det himmelfyrstens kærlighedsbudskab. Lucifer eller dragen har da også spredt ondsindet tåge på himlen, men der er klart blåt og velsignet lys bag de to andre hovedpersoner. De forestiller på et plan Lars og hans kone Louise. De tager sammen kampen op mod dragen for at genskabe den forliste kulturs ideal om CONCORDIA, sammenhæng og samhu mellem menneskene.

Det er ikke ligetil. De må søge ly og hjælp ude i naturen, som de mange børn i hans billeder gør i deres intense og rasende opgør mod ulvene, deres lamme forældre, der bare æder sig fede og sløve i tidens hovedsymbol, bistroerne med den udkogte mad. To af dem ligger væltet omkuld i Battle Scene, og de to personer lader hånt om dem. Den natur, de søger hjælp hos, er imidlertid ikke, hvad den har været. Der er stadig stærke og smukke kræfter i den, men Moder Jord lider hårdt. Mange træer i billederne ligger væltet som ofre stormene og en hensynsløs civilisations udmarvning af naturen.

Kunstneren og børnene som dragebekæmpere
Lars skaber en moderne myte om sig selv og Louise og dermed om den moderne kærligheds muligheder for at skabe en ny frugtbar kultur. Drage-bekæmpere opstår altid i kulturers start, som i det arkaiske Grækenland, i den kristne og siden den europæiske kultur fra omkring 1000. For at få bugt med de globaliserede sammenbrudte civilisationers zero skal der helte til, voksne dragebekæmpere og forældreforladte ældre børn, der slår ulve ihjel for at beskytte deres små værgeløse søskende. Vi skal, som Lars ønsker, agere som vor tids St. Georg, der i den kristne tid redder prinsessen og byen fra dragen, eller Tristan, der redder Isolde i 1200-talskulturens ridderdigtning. Men vi har ikke mere den tids naturkraft i os.
For at gøre billedet autentisk er Lars nødt til selvironisk at forvandle sig til en næsten kropsløs ridder i rustning, og han optræder med et næsten satanisk smil. Men man skal ikke tage fejl af alvoren. Lars har fået stukket en lang lanse i dragens hals, og hans hest stormer frem med rasende ildhu og en lang frugtbar hale af blomster efter sig. Ridderen kæmper med et skjold, hvorpå der står W. R. Change, We are Change, en politisk bevægelse i USA, der tager alle de undertrykkende forhold op, som de af magten kyste officielle og anerkendte medier ikke vover at berøre.
Også Louise har med håret bølgende bag sig iveren i sig, og hun har en rigtig krop, men står dog med civilisationens stivbenethed i sig, og hun har sit døje med at give sit afkom i kurven, der trykker sig op imod hende, modet til at slås. Men man tror, det vil lykkes. For hun står fast med spredte ben og stirrer dragen lige i øjnene, og der er begyndt at vokse vækster med blå blomster op fra drengen i kurven. Der er flugt og fart og livets lidenskab over billedet, der også formelt er særdeles vellykket.

Kunstens vej mod universalitet
Lars er en ung kunstner, han er allerede nået langt, og han kan nå endnu længere. Den store kunst har altid taget livtag ikke bare med samtidens, men også med fortidens formsprog. For først når man skaber en horisontsammensmeltning mellem sin egen tids forkrøblede nihilisme og de opstående kulturers smukke former, bliver kunsten universel. Sker det, kan Lars give sin ridder en organisk krop og behøver ikke som nu at lægge afgørende symboler på ho-vedpersonernes mentalitet ud i små tegneserieagtige væsener.
Det kræver, at han gør mere ud af selve karakteristikken af menneskeskikkelsen, der er nerven i kunstens store skabende perioder, så han som i gotik og renæssance lader den fylde mere i sine billeder, hvor naturen og spoleringen af den ofte er så dominerende, at det får personerne til at svinde ind til næsten ingenting. Vil man som Lars påvirke os til et virkeligt engagement for at redde verden, må vi kunne indleve os. Og da vi er mennesker, kan vi bedre indleve os i mennesker med sind end i kæmpemæssige væltede træer, dystre skove og voldsomme ulve.
Se udstillingen. Den er mere end én eftertanke værd.

Galerie Moderne
Hostrupsgade 39, Silkeborg
Frem til 11. oktober
Artikel fra: Nr. 08 / 2014 – Sept. / Okt.