25. Jun 2015

Af Finn Storgaard
finn@skuespillerensvaerksted.dk

Det, der møder dig, når du træder ind for at købe din billet til udstillingen ”Kurt Trampedach in memoriam” på Sophienholm, er et imponerende stort selvportræt 3 x 2,5 m som nærmest blæser dig baglæns ud igen. Det er fantastisk fascinerende – voldsomt – ekspressivt malet, kradset, prikket ind i det papir der er klæbet op på lærredet. Der er ikke ét dødt punkt på den store flade, – jeg får med det samme det indtryk, at der ingen afstand er mellem Trampedach og lærredet, farverne, han satser sig selv. Det er med andre ord en total sammensmeltning og sansning, der afspejler hans sjælelige tilstand og samtidig alle menneskers søgen efter svaret på, hvorfor er jeg her, hvor kommer jeg fra, og hvor skal jeg hen. Det dybt personlige bliver alment. Selvportrætterne kan du ikke umiddelbart identificere dig med, men du kan genkende og føle længslen efter svaret.

Jeg selv er også født i 1943, så jeg er vokset op med Trampedachs kunst, lige fra hans første Rem-brandtsorte malerier med det fantastiske lys, som i ”Selvportræt ved gelænder” fra 1972. Og ”Ensom” fra 1971, hvor figuren sidder ved en lysende bordflade og ansigtet alene genspejler lyset. Resten er mangefarvet sort og indeholder en antydet mørk sjæl til venstre for figuren. Kun den, der længes efter lyset, kan male så sort.

For mig er det et mindre chok, når jeg går ind i et nyt rum og ser en af hans superrealistiske figurer, der eksisterer i en slags fastfrosset en-som evighed. Disse figurer afspejler den insisterende søgen, der fulgte ham hele livet. Kurt Trampedachs kunst giver sig ikke af med at behage.

Du er alene, når du fødes og alene når du dør – og tilværelsen modtager dig med fuldstændig ligegyldighed, så det mellemliggende må du selv klare; det er, som om Kurt Trampedach har været alene hele sit liv og har valgt det; på et tidspunkt, hvor den såkaldte tidsånd bevægede sig i en anden retning insisterede han på sit og holdt fast. Men parnasset, der vendte ham ryggen, overså, at den der går sine egne veje aldrig bliver indhentet. Denne udstilling er beviset på denne min påstand.

Kurt Trampedach malede, fordi han skulle/måtte gøre det – ligesom rosenhækken i HC. Andersens eventyr Sneglen og rosenhækken: ”Jeg måtte altid blomstre, det var mit liv, for jeg kunne ikke andet”,og så kan der komme nok så mange snegle og spytte ad det.
For at citere ham selv: ”Nu har jeg ikke malet i tre måneder, det kan man godt dø af.” Det kan vel næppe blive mere nødvendigt.

Flugten fra Danmark til Syd-frankrig og derefter til New York indvarslede en eksplosiv fornyelse og et farveskift som man finder i hovedrummet i stueetagen, hvor triptykonet ”To gående personer” hænger, i værket går to personer gennem en urskov af farver mod lyset. Ikke at forglemme udstillingens vartegn”Selvportræt med Pegasus og Mumie”, hvor Trampe-dach vender hovedet mod os med et rovdyreblik, der siger, du er selv ude om det, hvis du kommer nærmere. Her er, som i kæmpeportrættet, kradset, prikket, stukket motiver ind i værket som i en rytmisk trance, et barn en ulv, en kvinde, en ørn.
I Kurt Trampedachs livsværk er der altid den ekstra dimension, der rækker ud til steder, du ikke kan se med det blotte øje, og det er det, god kunst kan.

 

Artikel fra: Nr. 06 / 2015 – Juni / Aug.