Med den ambitiøse særudstilling ‘På hvis skuldre – Lars von Trier kuraterer’ slår Willumsens Museum atter dørene op efter en omfattende renovering. Museet har inviteret den visionære filmskaber Lars von Trier (f. 1956) til at skabe en udstilling, der også markerer hans egen 70-års fødselsdag, og selvom resten af museet endnu ikke er genåbnet, er udstillingen bestemt værd at køre efter.
Det er første gang, at Trier er kurator, og han har skabt en mangefacetteret udstilling, også for folk uden indgående kendskab til hans film. Kunstnerkuraterede udstillinger tilbyder ofte en personlig, utraditionel og kalejdoskopisk tilgang til præsentationen og oplevelsen af kunstværker, og ‘På hvis skuldre’ er ingen undtagelse. Det handler om kunsten – både værkerne i udstillingen og de mange eksperimenterende og visuelt imponerende film, Trier har skabt gennem de sidste 40 år. Men det handler også om Trier selv og hans nøje kuraterede møde med de værker, genstande og narrativer, som på uforudsigelige måder har mærket hans liv og virke.
Med bemærkelsesværdige indlån af værker fra bl.a. MUNCH-museet i Oslo og Thielska Galleriet samt private samlinger og en perlerække af danske kunstmuseer inviterer Willumsens Museum indenfor i en unik selektion af værker og genstande. Hvad enten man er til fin-de-siècle highlights i nordisk kunsthistorie eller mere kuriøse genstande fra Triers inspirationsrum som en 3D-printet dødsmaske eller filminstruktøren Carl Th. Dreyers hat, så er der noget at dykke ned i. Også mere samtidige kunstnere som Per Kirkeby er del af udstillingen. I hans billedmateriale til Triers film ‘Dancer in the Dark’, ‘Breaking the Waves’ og ‘Antichrist’ kommer man tæt på både den skabende proces og det helt konkrete samspil mellem film og billedkunst.
Galskab og genialitet
I en kuratornote, der optræder som introducerende vægtekst i udstillingen, sætter Trier ord på, hvilke kunstnere og værker han har udvalgt. Ungdommens inspirationskilder, og i særdeleshed ét værk, spiller en afgørende rolle: Trier rejste som 19-årig til Stockholm udelukkende for at se Vilhelm Hammershøis monumentale værk ‘Fem portrætter’ (1901) – et dunkelt, men dragende maleri hvor kunstneren J.F. Willumsen indtager en central plads. De fem portrætterede mænd optræder alle i et rum, hvor det sorteste mørke møder det hvideste lys i flammende stearinlys og en stofdug på et kisteformet bord, der for Trier symboliserer dødens evindelige nærvær.
Hammershøi er en eftertænksom kunstner, der destillerer virkeligheden gennem sit stramme og monokrome maleriske udtryk, og som mange andre af udstillingens kunstnere vakte han opsigt i sin egen samtid ved at skildre verden i et subjektivt lys. »Der er noget af en Vampyrnatur i Hammershøis Kunst, fordi den suger Farven af Livet«, skrev en anmelder i 1890’erne om den radikale kunstner, men Hammershøi malede ufortrødent videre.
Lars von Trier udtrykker både i udstillingens film og tekster sin fascination af kunstnere, der maler, hvad de føler, og udfordrer gængse forestillinger om, hvad der er godt, sandt eller smukt. “Alle de folk, som er med i det her, blev set på som idioter i deres samtid”, fortæller han i det smukt illustrerede katalog, som ledsager udstillingen. Kunstnere som Munch, Hammershøi, Tegner, Strindberg, Carl Fredrik Hill, Willumsen og Gauguin udgør et sitrende kraftfelt af enspændere og outsidere, der balancerer mellem galskab og genialitet. De har afsøgt sindets veje og vildveje og spejler Trier. Han er som menneske og kunstner filtret ind i kærligheden til deres både skrøbelige og kompromisløse skaberkraft.
Munch og maleri i hjertet
Et særligt fascinationspunkt for Trier er uden tvivl Edvard Munchs liv og værker. Mødet med Munch – den martrede kunstner og det misforståede geni – kom i kraft af Peter Watkins tv-film fra 1974. Den åbnede Triers øjne for, hvad det vil sige at være en visionær kunstner, men blev også en inspirationskilde i forhold til filmiske greb. Både Watkins og Munch satte aftryk på Trier, og i et af udstillingens første rum kan man derfor møde et stærkt udvalg af Munchs malerier, heriblandt ‘Fortvivlelse’ (1892), ‘Det syge barn’ (1907) og ‘Golgatha’ (1900).
Lars von Triers eje. Deponeret på Frederiksborg Slot
Sidstnævnte værk åbner en forbindelseslinje til et andet værk i udstillingen: Triers selvportræt ‘På vej til Zarathustra’ fra 1975. “Jeg søgte ind på Kunstakademiet med det, så der er god grund til at jeg ikke kom ind”, fortæller Trier selv om det store maleri, hvor “den prætentiøse Lars” kigger ud på beskueren med en bloddråbe løbende fra mundvigen og Golgatha i baggrunden. For en kort stund var Triers ambitioner om at blive maler store, og selvom han forlod dem igen, er kuratorens kærlighed til billedkunstens visuelle og emotionelle reservoir stadig dyb.
Med udstillingen ‘På hvis skuldre’ kaster Trier nu et personligt blik på de mange kunstnere, han har stået på skuldrene af, og det er ikke uden værdi at blive lukket ind i inspirationens ellers meget intime maskinrum.
Willumsens Museum
Jenriksvej 4, Frederikssund
Frem til 20.september
