Kunstnerbøger et uendeligt mulighedsrum

7. Oct 2016

Af Ida Aakerlund
kunstgal@gmail.com

Hvorfor går kunstbøger mon aldrig af mode? Og hvorfor er de måske som aldrig før oppe i tiden på udstillinger og rundt omkring i byens små snørklede og hemmelige rum?

Sidst jeg anmeldte en udstilling om kunstnerbøger var det på vidunderlige Nivågaard med en eventyrlig kuratering af museet selv samt af kunstnergruppen Svends Bibliotek. Som en privilegeret vært for denne udstilling stod jeg klar til at modtage gæsterne med hvide handsker som en elegant "butlerinde" fra en ældre film med al dens aura og patina og små hak i undervejs. Netop denne magiske stemning bar udstillingen præg af med et indkig ind i en fortryllet verden. Med de hvide handsker på hænderne blev alle besøgende en del af kunstnerbøgernes smukke, provokerende, finurlige og filosofiske univers.

Nu er det så denne gang blevet Diamantens tur til at prøve at genfortrylle de besøgende. Dybt nede i kælderens hule befinder der sig da også et skatkammer af mere end 100 værker, der folder genren ud i en vifte af variationer og medier. I dæmpet blød belysning inviteres man med på en rejse, hvor kunstværkerne kan undersøges og nærstuderes. Eller den æstetiske helhed kan få lov til at forplante sig meditativt i den besøgende. I opslag og nedslag kan den besøgende dykke ind i sin egen sfære. Lade værker hviske til `en og lade dem indtage bolig i ens eget sind i et sjældent nærvær. Som en fortrolig ven man netop deler dette øjeblik og denne stund med. For mange af disse værker kan taknemmeligt hviske til den besøgende og måske endda omfavne den besøgende.

Som en af aftens talere er inde på, Mikkel Bogh, hvem husker netop ikke en barndoms- eller ungdomsoplevelse med en kunstbog, der helt og aldeles bare opslugte `en?

Hvad er det dog de kan de der kunstnerbøger?
Det som er så befriende ved at få kunstbøger udstillet er netop, at man kun bliver sig endnu mere bevidst om det unikke ved disse kunstbøger, der formår at gå deres egne eksotiske vegne. Der ikke lader sig indkredse eller lader sig diktere til nogen form for standarder. De udfolder sig med al deres vilje og kraft som i et lille laboratorium for imaginære abstrakte rum.

Som Lea Porsager så fint udtrykker det, så kan kunstbøger formidle noget ordløst. De kan være satellitter, der svæver rundt om et stort tungt værk, eller de kan kredse rundt om et udefinerbart indre liv. De kan så at sige være frirum til at være lige det, som de er og ønsker at være.

Så er du nysgerrig på at møde værkerne og at blive begejstret til at bladre i med egne hænder så søg endelig ned i Diamantens dyb og lad dig generøst omslutte af denne fortryllende genre

Det Kongelige Bibliotek
Søren Kierkegaards Plads
30/9 2016-11/3-2017