Af Lars Svanholm
Kunstavisens redaktør Tom Jørgensen har skrevet en bog. Det er ikke en tung bog med mange sider. Man kan vel i princippet betegne dem som et hæfte; men en sådan publikation bør naturligvis defineres ud fra sit indhold og ikke ud fra vægt eller fysisk tyngde.
‘Efter alle kunstens regler’ tager bl.a. en problematik op, som vedrører den måde på hvilken specifikke udstillingsinstitutioner og visse kunstnere formidler deres budskaber. Og præcist her har forfatteren en pointe. Bogen giver læseren helt oplagte eksempler på, hvordan man beskriver mere eller mindre begavede kunstudstillinger blandt det universitetsuddannede segment af kuratorer i kongeriget.
Faktisk får Jørgensen disse intellektuelle ordekvilibrister til at fremstå lidt komiske i kraft af de valg, han har taget som eksempler på, hvad man kunne kalde "umulig kunstformidling". Desværre synes det som om, det er mere reglen end undtagelsen, at nogle udstillingsinstitutioner på en måde ekskluderer et potentielt publikum med disse komplicerede beskrivelser.
Heldigvis fremhæver forfatteren i samme åndedrag et antal primært museer, som udfører en forbilledlig formidling. Sproget er som bekendt en størrelse, der kan behandles på utallige måder, og netop dét at italesætte billedkunst er næsten en kunst i sig selv. Og denne balance rammes heldigvis i flere tilfælde af de institutioner, der hellere inkluderer publikum frem for at afstøde dem. Især i en tid, hvor publikumstal faktisk har mediernes bevågenhed i langt højere grad, end hvad der faktuelt vises på de skiftende udstillinger.
Tom Jørgensen kommer langt omkring på sine 56 sider, og problematikken om, hvorvidt man bør se den kunstneriske gerning som et fænomen, der er sammenlignelig med erhvervslivet i bred forstand, er jeg måske ikke 100% enig i; men det behøver jeg for så vidt heller ikke at være. Afsnittet fungerer glimrende som et oplæg til debat.
Personligt havde jeg foretrukket, at Tom Jørgensen havde givet – om muligt – endnu flere eksempler på de vanskeligt forståelige formidlingsprincipper, man oplever i kunstlandskabet frem for at belyse sin egen overordnede rolle i samme landskab; men jeg respekterer i sagens natur de valg, forfatteren tager i sin belysning af et kompliceret kunstmiljø.
Til gengæld knækker filmen i én oplagt sammenhæng, og det ved jeg, da jeg selv har bevæget mig som aktiv billedkunstner rundt i både galleri- og museumsverdenen. Det antydes, at der er tre væsentlige punkter, der bør opfyldes, hvis et eller flere gallerier skal fatte interesse for ens værker: En uddannelse på Det Kgl. Kunstakademi, et antal statsanerkende censurerede udstillinger eller medlemskab af Bkf – Billedkunstnernes Forbund.
Selvfølgelig ser gallerister på en kunstners CV; men det er i hvert fald ikke deltagelse i censurerede udstillinger eller medlemskab af Bkf, der afgør, om gallerierne finder det interessant at samarbejde med en kunstner. Her handler det udelukkende, i langt de fleste tilfælde, om kunstværkernes kommercielle potentialer. Den økonomiske krise har været lang – og der skal skabes omsætning.
Lars Svanholm er billedkunstner og tidligere skribent ved Kunstavisen og i dag bl.a. kunstanmelder ved Jyllands-Posten.
